Kan vi få undervisning i ID?
Spørgsmål: Hvor undervises der i intelligent design? Er det muligt at få sine børn undervist i andet end evolution, og i så fald hvor?
Svar: Intelligent design-hypotesen er, trods rivende fremgang, stadig undertrykt i undervisningsmiljøer over hele verden.
I Danmark vil det fortrinsvis være nogle få kristne friskoler, som giver mulighed for, at eleverne kan stifte bekendtskab med ID.
Evolutionsteorien er, så vidt jeg ved, obligatorisk og skal undervises også på kristne skoler, som ellers finder den i strid med deres trosgrundlag, men jeg håber og tror, ID så småt er på vej ind i alle de kristne friskolers pensum.
På gymnasieniveau er der fx Vejlefjordskolen og Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, som integrerer ID i undervisningen.
Biolog Kristian Østergård, som netop er lærer på Det Kristne Gymnasium, og jeg selv er her i 2018 inviteret til møde i Foreningen af Kristne Friskoler, hvor vi skal diskutere, hvordan der kan undervises i ID. Vi vil også se på muligheden for at få udarbejdet dansk undervisningsmateriale.
Udlandet er på vej
I udlandet ser vi de første skridt til, at ID finder vej ind på højere akademisk niveau. I Brasilien er det første fakultet for ID blevet oprettet ved ”Mackenzie Presbyterian University, São Paulo”.
Her kan man, som det første sted få en egentlig uddannelse i ID.
Discovery Institute tilbyder løbende bl.a. sommerkurser, hvor ID-interesserede kan mødes med ligesindede og blive undervist af nogle af de kendte ID-forskere. OrigoNorge gør et fint arbejde med hvert år at sende unge nordmænd af sted til disse sommerkurser i Seattle.
I 2017 var der en række interessante begivenheder i Sydeuropa. Nogle studerende ved universitetet i Algarve i Portugal havde arrangeret forelæsninger om ID, bl.a. med deltagelse af den amerikanske biolog Paul Nelson.
Universitetets ledelse var indforstået med dette arrangement, men blev efter annonceringen mødt med et så stort udefrakommende pres, at man følte sig nødsaget til at aflyse.
Arrangørerne fandt et andet universitet – i Porto, hvor ledelsen også var positivt stemt, endda i et omfang så en af universitetets dekaner havde meddelt sin deltagelse som en af talerne. Desværre endte man også her med at aflyse, efter at modstandere af ID var faret i flint.
Arrangementet ”flygtede” nu over grænsen til Spanien, hvor det endelig lykkedes gennemføre forelæsningerne i lejede konferencelokaler. Hatten af for de seje studerende, som kørte sammenlagt næsten 2000 km i bus for at overvære forelæsningerne.
Opmuntrende
Jeg finder det særdeles opmuntrende, at to universiteter i første omgang tillod afholdelse af ID-forelæsningerne, men selvfølgelig ærgerligt, at man bøjede sig for presset fra militante evolutionister.
Tegnene er tydelige: ID er på vej ind i undervisningen; det går dog stadig langsomt, fordi vi bliver mødt med modstand.
Evolutionsteorien er imidlertid i så store vanskeligheder, at et paradigmeskifte er nødvendigt, og flere og flere får øjnene op for, at ID er fremtiden.
40% af befolkningen i USA går ind for ID og Young Earth Creationism, dvs. at jorden er max. 10.000 år gammel.
(Exit Evolution side 61)