KD holder to-dages landsmøde i Middelfart

Partiet gør sig klar til det forestående folketingsvalg, som vil være afviklet inden næste landsmøde. KristenDemokraterne vil fokusere på familiens trivsel og de fattige i Danmark.

Birgit Jakobsen er medlem af Hedensted byråd.

– KristenDemokraterne vil fremme ”Det gode liv” for danskerne, siger formanden Stig Grenov i en udtalelse op til landsmødet.

– Vi tror på, at borgerne bedst ved, hvordan de skal indrette deres liv. At løsningerne bedst findes tættest muligt på borgerne. Og derfor arbejder vi uafladeligt på at give familierne de bedste muligheder for at finde balance mellem arbejde og familieliv. At flytte beslutningerne tættest muligt ud til borgerne, siger han.

I den anledning er en del af landsmødet lørdag afsat til John Halse, som skal komme med oplæg om ”Den moderne familie – plusser og minusser. At bevare forældreskab uden ægteskab.”

Fokus på de fattigste

Et andet hovedemne på det 2-dage lange landsmøde, er de fattige i Danmark.

– Vi vil fremme livskvalitet. Derfor er vi fast besluttet på at hjælpe, støtte og styrke mennesker på kanten af samfundet til i videst muligt omfang at kunne tage ansvar for egen tilværelse, siger Stig Grenov.
Søndag er der oplæg til workshops om mennesker, der er klemt i dagens Danmark:

Oplæggene holdes af den tidligere formand, regionsrådsmedlem Bjarne Hartung Kirkegaard, Bornholm, Birgit Jakobsen, som er valgt ind i Hedensted byråd, Karlo Brondbjerg, Herning Byråd og den tidligere formand, Marianne Karlsmose, som nu sidder i Midtjyllands Regionsråd. Endelig er der også oplæg ved partiets næstformand, Isabella Arendt, og Bruno Skibbild.

Pas på jorden

– Vi tror på fremtiden. Også når det gælder jorden og naturen. Den skal afleveres bedre, end vi modtog den. Det kræver massive investeringer i ny teknologi, og at der satses på bæredygtig vækst, nævner Stig Grenov også i sit oplæg. Han fortsætter:

Frihed – også for os

– Vi tror på frihedsrettighederne. Retten til at tro, mene og tænke – også når holdningerne divergerer i forhold til KristenDemokraterne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men vi vil kæmpe for at fremme det kristne livs- og menneskesyn, sådan som det er formuleret i vores principprogram.

Landsmødet holdes på Comwell i Middelfart fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 16.30.

Der ventes et par hundrede delegerede. Gæster kan også være med uden stemmeret, men skal så betale for det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Formanden fortsætter

På landsmødet er Stig Grenov sikker på at blive genvalgt som formand, da der ikke er opstillet andre kandidater.

Der er desuden opstillet 18 kandidater til hovedbestyrelsen, hvoraf kun de 12 kan vælges.