KLF bider sig fast i DR: I må ikke skuffe os

DR ændrer sendefladen for radio- og tv-programmer med kristent indhold fra 1. januar og hævder, at kanalen dermed skruer op for trosstoffet.

Flere kendte radioprogrammer byttes ud med nye, DRK lukker, og det kirkelige stof flyttes til DR2. DR kalder det selv, at man skruer op for trosstoffet i 2020, mens kritikere har kaldt det en udvanding og nedgradering.

Mikael Arendt Laursen, der er generalsekretær i KLF Kirke & Medier, vil dog ikke melde sig ind i koret, der på forhånd kritiserer ændringerne i sendefladen.
I stedet hæfter han sig ved DR’s udmelding om opgradering, senest uddybet i et interview til klf.dk:

– Vi håber, at det bliver bedre. Det er det, der er ambitionen. Hvis det ikke bliver bedre, kommer vi til at kigge på det og laver det om, siger Henriette Marienlund, mediedirektør i DR.

Tager DR på ordet

KLF’s generalsekretær kalder det useriøst, hvis man starter med at kritisere de nye trosprogrammer på DR, inden man har hørt dem. Han mener, at det giver meget mere mening at lytte til DR og holde dem fast på deres løfter om forbedring.

– Når de siger: ”Lyt nu til det. Vi tror, det er en forbedring!” Så skal de ikke komme ud efter nytår og lave noget udvandet, men noget, der holder vand, siger Mikael Arendt Laursen og advarer DR mod at komme med noget ”plidderpladder”.

DR lægger op til en søndag formiddag på P1 med to programmer om tro, der omkranser gudstjenesten. I KLF glæder man sig over et øget fokus på tro, men ser også farer.

– Faren er, at det bliver et reservat. Hvis man parkerer trosstoffet der, så er det gået galt. Også selv om man genudsender programmerne hen over ugen. Man har brug for, at det kommer på forskellige sendetidspunkter. Hvis man ikke gør det, er det ikke en opprioritering af trosstoffet, forklarer generalsekretæren.

Holder øje med ny vært

Et af de steder, KLF vil holde særligt øje med, er et nyt program med værten Iben Marie Zeuten, der er ny inden for trosstof.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Hun er en dygtig journalist. Men hun er mere generalist end specialist, siger Laursen og henviser til, at det nye program har skubbet en specialist som Anders Laugesen ud af rollen som vært for sit eget trosprogram.

Endelig vil KLF følge skiftet fra DRK til de øvrige DR-kanaler nøje, da man tidligere har oplevet, at det kan være svært for de faste seere at finde de relevante programmer, når de skifter kanal.