Kina strammer grebet om Hong Kongs kristne

En politiker, som står premierminister Xi Jinping nær og er kendt som hardliner i undertrykkelsen af Kinas kirker, skal lede det rebelske Hong Kong.

Foto: Aktivister i Hong Kong demonstrerer for retten til at vælge deres egen leder.

Beijing har valgt Xia Baolong som ny leder af kontoret i Hong Kong. Demokratiforkæmpere frygter det værste, da Baolong har en fortid som ivrig forfølger af kristne.

Det skriver The Christian Post.
Xia Baolong er kendt for at have fjernet hundreder af kors fra kirkebygninger i den østlige provins Zhejiang. Nu skal han overtage ledelsen i den semi-autonome by, hvis demokratibevægelse har mange kristne medlemmer og ledere.

Xia Baolong er kendt for sin strenge forfølgelse af kristne i Zhejiang.

Xi’s højre hånd

Xia Baolong (67) er viceformand for The Chinese People’s Political Consultative Conference (CPPCC) og var en nær medarbejder af den nuværende premierminister fra 2003-2007. I denne periode var Xi Jinping kommunistpartiets sekretær for Zhejiang-provinsen.
CPPCC fungerer som et rådgivende overhus. Xia Baolong overtager den øverste ledelse af Hong Kong og Macau efter Zhang Xiaoming.

Som partiets leder i Zhejiang var Baolong arkitekten bag nedrivningen af kors i provinsens kirker. Da Xi Jinping blev Kinas leder, udnævnte han Xia Baolong som partileder i provincen.
Xia ledede personligt kampagnen mod trosfrihed i Zhejiang i 2015, da over 1.000 kors blev fjernet fra kirkerne og hele kirkebygninger blev ødelagt, skriver South China Morning Post.

Forhadt i Zhejiang

Avisen citerer en uafhængig politisk analytiker, Wen Kejian fra Hangzhou, som siger, at mange i Zhejiang, inklusive embedsmænd – var utilfredse med Xia på grund af hans voldsomme overgreb mod kirkerne. “Mange mennesker jublede, da han forlod Zhejiang for tre år siden,” sagde analytikeren.

En præst i Zhejiang, som af sikkerhedsgrunde er anonym, fortalte den amerikanske menneskeretsgruppe International Christian Concern: “Skiftet [fra Zhang til Xia] er ikke en god situation. Det er muligt, at Xia vil undertrykke kirkerne i Hong Kong.”

Hong Kong, en tidligere britisk koloni, har i over syv måneder været præget af protester mod den øgede kinesiske indflydelse. Både universitetsstuderende og andre kæmper imod Kinas forsøg på at indskrænke Hong Kongs frihed.

“Xi har nu for første gang placeret sine protegeer i Hong Kong,” sagde professor Jean-Pierre Cabestan fra Hong Kong Baptist University. “Ud over at give Hong Kong et ansigt udadtil vil det uden tvivl samtidig sætte Hong Kong under et større politisk pres.
Xia er ikke moderat, og han har vist sig som en nidkær tjener af Xi Jinping. Vi kan forvente, at det vil fortsætte.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I januar udnævnte Beijing Luo Huining – endnu er tro kommunist og nær støtte af Xi Jinping – som leder af Kinas Liaisonkontor i Hong Kong.

Udskiftelsen af Kinas repræsentanter i Hong Kong er et udtryk for, at Xi Jinping prøver at stramme grebet om situationen i Hong Kong, vurderer en politisk kommentator for Time Magazine.