Svækket krone udfordrer mission

Hjalmar Bø fra paraplyorganisationen Digni frygter konsekvenserne, hvis kronekursen bliver på det nuværende niveau. Foto: Marius Bergersen

Når den norske kronekurs falder, får det store følger for mission i udlandet. I yderste konsekvens kan det føre til nedskæringer.

Coronavirusset og et kraftigt fald i olieprisen har fået den norske krone til at falde til rekordlave niveauer. Og kronekursen kan falde yderligere i de kommende uger. Dette kan få stor betydning for norske missonsorganisationer.

– Den lave norske kronekurs og medfølgende dyre dollars betyder øgede udgifter i vort arbejde, da projekterne stort set er budgetteret i dollars, forklarer generalsekretær i Misjonsalliansen, Andreas Andersen, til Kristelig Pressekontor.

Hans bekymring deles af flere missionsselskaber samt Digni, der er en paraplyorganisation for 20 organisationer beskæftiget med udviklingsarbejde.

– Vi har ikke regnet på det endnu, men på langt sigt udgør valutaforskellene betydelige beløb. Budgetterne for 2020 er allerede lagt, og de fleste har budgetteret med høj dollarkurs, men ikke så høj som nu, siger generalsekretær Hjalmar Bø.

Han frygter, at den lave kronekurs kan føre til nedskæringer i antallet af udsendte eller ansatte på organisationernes sekretariater.

Har opkøbt dollars

Hjalmar Bø fortæller dog, at Digni har rustet sig i gode tider.

– Fordi vi ved, at dette er en sandsynlig risiko, har vi på forhånd taget højde for, at dollaren vil svinge. I praksis betyder dette, at vi ikke skærer ned på missionsarbejdet, selv om dollaren bliver dyrere. Men hvis kronekursen skulle holde sig stabilt på dette niveau, vil vi alligevel kunne komme i en situation, hvor vi må skære ned på det praktiske arbejde i udviklingslandene, siger han.

Generalsekretæren forklarer, at både Digni og flere af medlemsorganisationerne har handlet dollars til en pris, som ligger lavere end den kurs, de har budgetteret med.

– Vi har købt dollars, mens den var på sit laveste niveau og dermed sikret halvdelen af dollarbudgettet for 2020, siger han.

Internationalt samarbejde

Flere organisationer peger også på, at internationalt samarbejde hjælper med at dæmme op for valutarisikoen. En af dem er Åpne Dører, som er med i den internationale organisation Open Doors, der indsamler penge i omkring 30 lande.

– Når norske kroner bliver mindre værd, bliver dollar og euro ofte mere værd, og missionspengene fra USA og EU-land rækker endnu længere. Dette gi’r også større tryghed og forudsigelighed for dem, vi hjælper, siger generalsekretær Morten Askeland.

Misjon Uten Grenser regner med at kunne overholde budgettet og engagementet i tjenestelandene.

– Heldigvis samarbejder vi med Misjon Uten Grenser i flere andre lande, som ikke opererer i norske kroner. Samtidig ser vi, at lokal valuta også varierer en del. Når disse slår ud kombineret, bliver der større press på organisationen.

Vi har i år informeret faddere om den generelle prisøgning og vekselkurs, som har været over tid, og bedt dem øge deres månedlige beløb. Dette har de fleste faddere ønsket at være med til, siger generalsekretær Runar Byberg fra Misjon Uten Grenser.