Jesus døde også for indere

Bahia brænder for at fortælle sine landsmænd om Jesus.

Kristne hører til i andre lande end Indien. Sådan sagde beboerne i Bahias landsby som begrundelse for, at de bankede hende og fordrev hende fra landsbyen. Men Jesus døde ikke kun for udlændinge – han døde også for indere, fastslår Bahia, som brænder for at fortælle sine landsmænd netop dette.

Bahia* er en 22-årig bibelskolestudent fra Indien, som har forpligtet sig til at følge Jesus uanset omkostningerne, selvom hun bor i et land, der ligger nr. 10 på Open Doors’ World Watch List’.

Omkring det tidspunkt hvor Bahia blev kristen, blev hendes bror alvorligt syg. Lægerne sagde til familien, at de ikke kunne gøre noget ved sygdommen, så Bahias mor spurgte Bahia, om hun ikke ville bede til sin Gud for broren. Det gjorde hun – og broren blev helbredt, hvilket fik moren til at blive kristen.

Slæbt udenfor og banket

Bahia og hendes mor blev chikaneret og forfulgt, fordi de havde forladt hinduismen for at følge Jesus.

”Til at begynde med blev vi udsat for verbale angreb, og landsbyens ledere holdt mange møder vedrørende os. Men volden så vi ikke komme. Det skete så pludseligt,” fortæller Bahia.

En dag dukkede en gruppe mennesker uventet op og trak Bahia ud af hendes hus. Kvinder og mænd slog løs på hende og råbte, at hun skulle forlade landsbyen. Nogle greb fat i den bibel, hun klamrede til sig.

”Vi brænder den bog,” sagde de.

”Gør som I vil med mig,” skreg Bahia, ”men ødelæg ikke min bibel.”

Protesterne hjalp dog ikke. Hun ved ikke, hvad der skete med hendes bibel, men selv mistede hun bevidstheden og vågnede op i en skov sammen med andre 19 kristne. En af dem ringede til politiet, som ankom sent om aftenen. Med sig havde politiet de andre beboere fra Bahias landsby.

”Politiet pålagde os ganske enkelt, at vi skulle leve sammen i fred, og så gik de. Vi vendte derefter tilbage til landsbyen.”

Hele Indien skal vide, at Jesus døde for alle

Efter et par dage blev landsbybeboerne igen aggressive, og de kristne blev indkaldt til endnu et møde.

”Vi nægtede at opgive vores tro, hvilket gjorde dem meget vrede. De blev aggressive, fordi vi holdt fast i Jesus. De sagde igen, at vi skulle forlade landsbyen, fordi ’kristne tilhører fremmede lande’,” fortæller Bahia.

Denne gang forlod de kristne landsbyen i flere måneder. De fandt dog forståelse hos en bestemt betjent, som tvang landsbybeboerne til at lade Bahia og de andre troende vende hjem.
Bahia vendte dog ikke tilbage – hun tog på bibelskole i stedet for.

”Da de udstødte os af landsbyen, truede de mig med, at jeg ville blive misbrugt eller dræbt, hvis jeg vendte tilbage. Situationen i landsbyen er stadig ikke løst,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg vil bruge mere tid på at lære Gud at kende, så jeg en dag kan vende tilbage med evangeliet. Det er det løfte, jeg gav min mor. Det er mit inderste ønske at dele Guds ord med andre. Jeg vil fortælle alle, at Jesus ikke bare døde for udlændingene, han døde for alle. Det er mit budskab til min landsby, ja til hele Indiens befolkning og også til folk uden for vores land.”

Sådan får de kristne i Indien hjælp

Uddeling af bibler, børnebibler, bøger, undervisnings- og børnekirkemateriale.
Seminarer, hvor der undervises ud fra ”Stå stærkt i stormen”-konceptet, der forbereder præster, kirkelige medarbejdere samt kvinder, unge, børn og familier på at håndtere forfølgelse.

Lokalt udviklingsarbejde, læsekurser, skoletræning, taleundervisning samt nød- og katastrofehjælp.

Juridisk hjælp i form af advokatbistand, juridiske seminarer samt teams, der kan rykke i felten med hurtig juridisk bistand.

Særlige projekter: Husbyggeri, sikre husly til fordrevne, købmandsvarer til fordrevne, træning, advokathjælp, medicinsk hjælp, teologisk bistand/rådgivning i forhold til emnet teologi.

* Navn ændret af sikkerhedsgrunde.

Læs også: Presset på Indiens kristne vokser