Cuba løslader fængslet præst

CUBA – Den cubanske præst Carlos Lamelas, er blevet løsladt efter fire måneder i fængsel.

Carlos Lamelas med familie

Den 26. juni blev Carlos Lamelas, præst og tidligere leder af ”Guds kirke” på Cuba, overraskende løsladt fra fængslet. Det oplyser Åbne Døre.
Lamelas var blevet arresteret den 20. februar og tilbragte dermed mere end fire måneder i fængsel uden formelle anklager. Den sidste uge i juni tog Lamelas kone sammen med sine to døtre og slægtninge til Villa Marita interneringscenter i Havana, hvor de regnede med at skulle på deres ugentlige besøg til Lamelas.
– Det var sandelig en overraskelse, skrev Lamelas søster i en e-mail til nogle venner, – De informerede os om, at de havde besluttet at ændre proceduren, og at sagen var afsluttet. Han var fri til at tage hjem.
Den evangeliske kirke på Cuba oplever en frihed, omend begrænset. Ifølge Åbne Døre har denne sag dog affødt spekulationer angående Fidel Castro-regimets motiver i forhold til deres behandling af det evangeliske kirkesamfund.
-mbc