Bulldozere fjerner 20 svenske Kina-missionærers gravsten
– De kan ødelægge missionærernes gravsten, men missionærernes ånd har dybe rødder i vore hjerter og inspirerer troende i flere generationer.
Det sagde kinesiske kristne, efter at myndighederne i byen Xiezhou havde fjernet gravsten for 20 missionærer, som delte evangeliet med kinesere for snart 100 år siden, skriver The Christian Post.
Gravstenene for missionærerne fra Svenska Missionen i Kina (SMK) blev rejst den 12. september i år. Ifølge NGO’en Bitter Winter, som dækker krænkelser af menneskerettigheder i Kina, har SMK-missionærerne bygget gratis skoler og hospitaler i området og ledt mange til den kristne tro. De havde også købt det område, hvor de planlagde at få deres egne grave.
”Det betyder, at de dedikerede deres hjerter, sjæle og hele deres liv til Kina,” sagde en ældre kristen fra Yuncheng til Bitter Winter.
I forbindelse med opsætningen af de 20 gravsten havde den lokale kirke, Church of Christ’s Family, kontaktet et barnebarn til en af missionærerne, som har skrevet bogen ”Min farfar i Kina”.
Kirken havde også sat et hus nær kirkegården i stand, så den kunne stå til rådighed for gæster og samtidig fortælle missionens historie.
Nu er både gravstenene og huset blevet jævnet med jorden. Samtidig er kirken kommet på den sorte liste, fordi de havde kontaktet missionærens familie i Sverige. Også de naboer, som prøvede at dokumentere ødelæggelserne, er blevet truet af myndighederne.
Men de lokale kristne har ikke mistet modet. ”Kommunistpartiet kan ikke acceptere, at missionærernes kristne ånd har spredt sig i Kina. De kan ødelægge gravstenene, men deres ånd lever videre i nye troende,” fastslog den gamle kristne mand overfor Bitter Winter.