Biskoppens kamp for jøderne under krigen

Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten har skrevet en gribende og grundig bog om Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaards kamp mod jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig.

Bogen er delt op i tre hoveddele. I det første hoveddel tegnes et grundigt billede både af, hvordan jødeforfølgelsen tager til i Tyskland og også vinder genklang i visse grupperinger i Danmark. Man får et indblik i begrundelserne for den gryende antisemitisme.

Men hovedvægten er lagt på, hvordan Hans Fuglesang-Damgaard forholder sig til disse strømninger, og hvordan han begrunder sin kamp for jøderne. Her er deres kald som Guds udvalgte folk, det at Jesus er født som jøde og jødernes og de kristnes fællesgods en del af begrundelsen.

Han kan fx skrive:” Vor Herre og Frelser Jesus Kristus var Davids Søn efter Kødet, og den, som elsker ham, kan ikke hade Hans Folk” (s. 96), og han går så langt som at kalde jøderne ”Trosfæller” (jf. bl.a. s. 74). Denne dybe åndelige forbundethed med jøderne, betyder dog ikke, at man skal undlade at missionere blandt dem.

Biskoppen er således dybt engageret i missionen blandt jøder: ”Jøderne skal imidlertid vide, at vi som Kristne føler os i dyb Taknemlighedsgæld til dem, og at vi af hele vort Hjerte er rede til at dele det bedste, vi har, Jesus Kristus og hans Forsoningsværk paa Golgatha, med dem” (s. 92). Senere under besættelsen kan han skrive:

”Israels Omvendelse vil blive Jordens Historiske Højdepunkt og Afslutning” (s. 147). Men også i denne missionsiver skiller han sig klart ud fra nazisterne, der ikke tillod Kristustroende jøder at blive en del af kirken.

Hans Fuglsang-Damgaard begrundede imidlertid også sin kamp mod antisemitismen med mere almene begreber som næstekærlighed.

I andet hovedafsnit står biskoppens førende position i kampen mod antisemitismen i Danmark under besættelsen i centrum, og læseren får indblik i, hvordan han ad flere omgange mødte modstand mod nogle af sine initiativer bl.a. fra bispekollegaerne.

Trods det at folkekirken som helhed var på jødernes side under besættelsen, var det ikke et entydigt billede. Der var også blandt præster enkelte, der sympatiserede med nazisterne og havde antisemitiske holdninger.

Men Fuglsang-Damgaards udfordring bestod ikke blot i den modstand, han mødte fra modstanderne indenfor og udenfor kirken, men også i at balancere mellem den åbenlyse kamp for jøderne og risikoen for at forværre deres situation ved at provokere nazisterne.

Et gribende indblik i dette hovedafsnit er skildringen af venskabet mellem Fuglsang-Damgaard og overrabbiner Max Friediger, der under størstedelen af besættelsen sad i koncentrationslejr i Theresienstadt.

Det beskrives også, hvordan biskoppen sammen med mange andre danskere foranlediger, at de danske jøder i Theresienstadt får tilsendt tøj og mad, hvilket sandsynligvis er medvirkende til, at størstedelen af disse jøder overlever og vender tilbage til Danmark efter befrielsen – heriblandt også Max Friediger.

Tredje hovedafsnit beskæftiger sig med tiden efter befrielsen. Her beskrives det bl.a., hvordan missionen blandt jøderne besværliggøres af såkaldt kristne landes ageren under 2. verdenskrig, ligesom oprettelsens af staten Israel tages op. Også her står Fuglsang-Damgaard på jødernes side.

Martin Schwarz Lausten:
Biskoppen og jødeforfølgelsen
318 sider, 299,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag