Film og musik påvirker børn mere end skolen

Skolen betyder langt mindre end medierne for børns verdensbillede, viser ny undersøgelse.

De 13-åriges verdensbillede vil normalt ikke ændre sig resten af deres liv, fastslår seniorforsker George Barna. Han opfordrer forældre til at være modgift mod mediernes indflydelse.

Kristne forældre må være modgiften mod den store og ofte negative indflydelse, som medierne har, siger George Barna på baggrund af en ny undersøgelse.

George Barna, der er seniorforsker ved Center for Biblical Worldview og leder af Cultural Research Center at Arizona Christian University, fortæller, hvordan børn og teenagere hele tiden bombarderes med ubibelske budskaber. Film, tv, musik og andre medier har større indflydelse på et barn verdensbillede end skolen har, fastslår han.

Mediernes magt

– Uanset hvad du møder, skubber det til et verdensbillede, sagde George Barna ifølge Christian Headlines under et møde i regi af Family Research Council.

”Langt den stærkeste enhed er medierne. De fleste af de valg, vi foretager om vore verdensbilleder, og som demonstreres gennem vores adfærd, kommer på grund af mediernes indflydelse,” fastslog han.

Barna’s definition af ”medier” inkluderer både film, tv, musik, videospil, internet og bøger.

”Alle disse ting har tilsammen ifølge vores forskning en større indflydelse på udvilingen af børns verdensbillede end noget andet,” fastslog George Barna. Han tilføjer, at mediernes påvirkning fortsætter både gennem puberteten og i voksenalderen.

Formet som 13-årige

Ifølge forskning fra Arizona Christian University’s Cultural Research Center, har kun 6 procent af amerikanerne et bibelsk verdensbillede. Til sammenligning har 88 procent et synkretistisk verdensbillede, som er sammensat af elementer fra forskellige religiøse systemer.

De fleste amerikanere har allerede udviklet deres verdensbillede som 13-årige, så barndommen er en vigtig tid, understreger George Barna.

”Den typiske amerikaner vil dø med et verdensbillede, der i bund og grund er det samme som det, han eller hun havde som 13-årig. Jeg er bedstefar. Jeg tilbringer en stor del af min tid med at prøve at investere i mine børnebørn, vel vidende, at alle de medier, de bliver udsat for – eller de fleste af dem – vil være i modstrid med det, jeg ønsker, de skal tro, og hvordan jeg ønsker, de skal leve. Så jeg har været en modgift. Min datter, som er deres mor, er nødt til at være en modgift,” sagde han.

Forældrenes baggrund

Det er tragisk, at kun syv procent af alle forældre til børn under 18 år, selv har et bibelsk verdensbillede. Derfor et det meget vigtigt, at vi andre hjælper disse børn, påpeger forskeren.
”Vi må være på udkig efter muligheder, sports teams og andre aktiviteter, som kan hjælpe dem med at danne deres verdensbillede,” siger han.

George Barna opfordrede sine tilhørere i Family Research Council til at skrive en liste med navnene på børn, hvis liv de vil være i stand til at præge.

”Det er vores bibelske ansvar at opdrage børn til at kende, elske og tjene Gud med hele deres hjerte, hele deres sjæl og hele deres sind,” fastslog George Barna.