Julegudstjeneste på DR fra Skanderborg Slotskirke

I år bliver det Skanderborg Slotskirke, der danner rammen om DR’s direkte transmissioner på TV fra julegudstjenester den 24. og 25. december.

Her vil Anders Laugesen og Sofie Østergaard byde velkommen som årets værtspar. I studiet inden gudstjenesten vil der være kendte gæster, der skal synges fællessang, og børn og barnlige sjæle får lov at tage del i et engle-værksted.

Seerne får også mulighed for at sende deres billeder ind af engle og måske være heldige at få dem med i programmet. Liturg og prædikant juleaften er Laura Gylden-Damgaard, og 1. juledag er Kristian Skovmose.

– Gudstjenesten juleaftensdag bliver den sidste, hvor Anders Laugesen tager seerne med i kirke, som han har gjort i nu snart to år. Fremover koncentrerer han sig om at lave radio, og fra det nye år bliver det i stedet Paula Larrain, der bliver fast vært på gudstjenesterne på TV, oplyser DR’s trosredaktør Christoffer Emil Bruun.

2. juledag sendes der gudstjeneste fra Helsingør Domkirke med Kirke- og kulturministeren med som gæst. Domprovst Eva Tøjner er liturg og prædikant.

Nytårsaften sendes der ligeledes gudstjeneste fra Helsingør Domkirke. Det bliver ved biskop Peter Birch. Midnatsmessen sendes kl. 00.03. Derudover viser DR1 traditionen tro også midnatsmessen fra Peterskirken i Rom julenat – igen i år med DR’s Katarina Lewkovitch som kommentator.

Radiogudstjenter på P1

Både juleaftensdag, juledag og 2. juledag bliver P1’s radiogudstjenester sendt fra Nordsjællands ældste kirke, Nødebo Kirke.

Sognepræst Eva Holmegaard Larsen prædiker ved alle tre gudstjenester, og Torben Svendsen sørger for musikken.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I år bliver juleaftensgudstjenesten sendt klokken 14.03 på P1 med Katarina Lewkovitch som vært, mens Jon Kaldan er vært fra Nødebo Kirke juledag og 2. juledag. Begge dage klokken 10.03.