Privatflyver fylder 60

Knud Andersen fra Horne ved Hirtshals har sit eget fire-personers propelfly og har selv fløjet på ferie til bl.a. Frankrig, Polen og Tyskland. Den 2. december landede han for at fejre sin 60 års fødselsdag.

Knud Andersen

Knud Andersen har været ansat hos Kristelig Fagbevægelse siden 1996, først som regionschef og siden 2002 som salgsleder. Som salgsleder er han en af hovedkræfterne bag de senere års store medlemsfremgang for Kristelig Fagbevægelse.
Knud Andersen er uddannet som mekaniker og lærer og har en diplomuddannelse fra Forvaltningshøjskolen. Han har før sin ansættelse i Kristelig Fagbevægelse arbejdet som mekaniker, oversergent og lærer og været leder af aktiveringsafdelingen i Hirtshals Kommune.
Han er med i ledelsen af tværkirkelige aftener i Horne og har tidligere siddet i bl.a. skolebestyrelse, menighedsråd, repræsentantskabet og bestyrelsen for Horne Ungdomsskole.
-nord