Stilhed i sakristiet
Efter en renæssance i sit eget bønneliv fandt René Ottesen inspiration til opbyggelsen af Sakristiet i Pinsekirken København, hvor mennesker kan søge Guds nærvær og bruge de gamle kristne symboler som inspirationSakristiet, der blev indviet for et par uger siden, er et sted, hvor mennesker i stilhed kan søge Gud, meditere og reflektere over Guds ord og bruge de gamle kristne symboler – korset, alteret, lyset, landet – som vej ind i Guds nærvær. Lige som der også er mulighed for at dele nadver og skrifte i Sakristiet.
Pastor René Ottesen har ansvaret for pinsekirkens nye tiltag, og det har han lagt sit hjerte helt i.
– Jeg oplevede en symbolvækkelse på et tidspunkt, hvor vi i vores familie havde behov for at komme tilbage til rødderne. Her begyndte vi at holde nadver derhjemme.
Nadveren er et af kirkens stærkeste symboler, som både udtrykker fællesskab, tilgivelse og forsoning. Siden har nadveren spillet en stor rolle hjemme hos os og er også et fast element i Sakristiet.
– Inspirationen fik jeg for alvor, da jeg oplevede en renæssance i mit eget bønneliv. Mit spirituelle liv fik nogle andre erfaringsdimensioner – specielt efter et forlænget weekend- besøg sammen med min kone og fire børn i Taize i Frankrig, hvor der ligger et kendt økumenisk kloster.
Vi gik blandt andet til tidebøn og deltog i en bønneliturgi ledet af en munk fra klosteret, som tusinder af mennesker i øvrigt valfarter til årligt.
Det var en meget anderledes kirkestil, men med en stærk åndskraft. Det var skelsættende, fortæller han.
Et sakristi er normalt ikke noget, man forventer at finde i en pinsekirke?
– Jeg har været meget betaget af det karismatiske, den trosforfriskende og den højt proklamerende tro på Guds ord. En kollega kalder det meget betegnende for motorvejskristendom, fordi der er så meget fart på. Det er pragtfuldt, fordi det skaber liv og glæde, og det hører til i kirken.
– Men jeg har nu erfaret, at det er lige så vigtigt at opleve Gud i stilhed og refleksion. Det giver to ben at stå på, det skaber en åndelig balance.
Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke skal være et enten eller, men et både og, fordi Guds ånd kommer lige stærkt i begge situationer.
Mennesker er forskellige. Nogle er mere følsomme end andre. Og det skal man lære at respektere, siger René Ottesen.
Han kalder sig selv for en sangvinsk kolerisk type og er derfor selv lidt overrasket over, at han er blevet grebet så grundigt af symbolikkens verden og stilheden.
– Jeg er tredje generation ud af en pinseslægt og er måske påvirket af den højtråbende gudstro Men vi skal ikke holde Gud fast i bestemte former.
Sakristiet, bønnemøderne, evangelisationen er jo andre former, som også kan fastlåse.
Mener man, at det kun er den traditionelle måde at gøre tingene på, der skaber vækkelse, så havde vi haft vækkelse for længe siden.
Det er ikke formen og rammen, der skaber vækkelsen, det er Guds Ånd. Og man kan ikke holde vinden i sin hånd.
Jesus siger, at Ånden blæser, hvorhen den vil, vi hører dens susen, men ingen ved, hvorfra den kommer, og ingen ved, hvor den blæser hen, fastslår René Ottesen.
Hvordan har andre pinsefolk reageret?
– Der er faktisk kommet rigtig mange klassiske pinsefolk til mig og fortalt, at de har været på retræteweekend uden at skilte med det. De har manglet retrætedelen i bønnen og tilbedelsen af Gud i kirken.
Det er derfor befriende at få et sted som Sakristiet, siger de. Det er blevet mode i det danske land at tage på retræte. De retræteweekender, jeg har arrangeret, har haft folk på venteliste.
Jeg håber og tror på, at Sakristiet vil danne eksempel mange steder. Hvis vi tror på, at mennesker er udtryk for Guds store farvepalet, så bliver vi nødt til at handle på det.
Kan det ikke hurtigt blive overfladisk og blot religiøse handlinger uden indhold?
– Det handler om, at vi altid står i fare for at havne i en overfladisk og religiøs gudsfrygt. Der er to ting, som vil gøre, at vi kører fast.
Det er, hvis vi mister fokus på den opgave, kirken har fået. Kirken, gudstjenesten og symbolerne er kun redskaber, som skal bruges til at opfylde vores missionale forpligtelse. Hvis vi ikke har fokus på at vinde mennesker for Jesus, så vil vi miste Guds Ånd, og kirken vil blive tom, gudstjenesten vil blive kedelig, og symbolerne vil udhules.
Men fastholder vi missionsbefalingen som vores vigtigste opgave, så vil endog symbolerne være de håndtag, vi griber fat i, når vi bevæger os ind i Guds nærhed, forklarer René Ottesen.
Behovet for Sakristiet stod også klart for pinsepræsten, da en kendt ung københavnsk kunstner en dag sad på hans kontor for at få sjælesorg.
Den unge mand ville ned i kirken for at bede. Men han blev hurtig skuffet, da han kom ind i kultursalen, hvor der ingen symboler er, fordi den bliver brugt til mange andre arrangementer end pinsekirkens. Det her er jo ikke en kirke, det er jo en koncertsal. Jeg har brug for at knæle ved et alter, forklarede han.
Hvem er så de mest interesserede i Sakristiet?
– Mange af de nykristne her i kirken kommer fra det alternative miljø, fra New-Age-bevægelsen. De har været meget aktive og inspirerende i hele tilblivelsen af Sakristiet. De er symbolsøgende og har spurgt efter et retræterum. De er vant til at søge det overnaturlige på den måde. Flere af dem har et alter derhjemme, hvor de tænder lys og beder.
– Oplever mennesker Guds kærlighed og Helligåndens virke på den måde, så er det deres måde. Mange af dem har søgt sandheden i mange, mange år, inden de blev præsenteret for Jesus for første gang. Dem skal vi ikke miste.
– De er ildsjæle og involverer sig i kirkens arbejde. De brænder for Jesus og det liv, han har givet dem. I Sakristiet kan man knæle ved korset, tænde et lys, lytte til meditationsmusik, naturlyde, rislende vand fra en fontæne, indtage nadver og få forbøn. Stille sig op foran Sakristiets Jobs-væg, græde og måske skælde Gud ud, som Job gjorde.
Der er mange måder at blive fri fra lidelse på og opleve lyset igen, siger René Ottesen.
Sakristiet skal bruges til andet end stille bøn og fordybelse. Der bliver også plads til fælles bønnemøder, lovsang og fælles nadver. De kirkefremmede er også mere end velkomne. Der bliver også mulighed for at skrifte.
– Skriftemålet er en god anledning til at begynde en oprydningsproces i sit liv. De fleste har ingen problemer med at bekende deres synder for Gud. Han svarer jo alligevel aldrig igen, og vi sidder ikke og ser ham ind i øjnene. Det er anderledes med et menneske, som vi kan risikere en reaktion fra.
At bekende sin synd for et menneske er forpligtende for begge parter, og det er ikke usundt.
– De nykristne har ofte behov for at læsse en masse snavs og møg af sig – for at sige det på godt dansk. De spørger, om Gud kan tilgive alting, om han er stor og bredskuldret nok til at tilgive al synd. Det er han, og det er ikke småting, der kommer på bordet, fortæller René Ottesen.
Hvad vil du gøre, hvis et menneske møder op i Sakristiet med et billede af Jomfru Maria?
– Så vil jeg spørge hvorfor. Er det en provokation, vil det skabe en ufred i rummet. Der er masser af andre kirker i København med billeder af Jomfru Maria, lys og røgelse i lange baner. Pinsekirken har en protestantisk, evangelisk tradition.
Er der ikke mange, der spørger om René Ottesen er ved at blive katolik?
– Jo. Jeg bliver drillet sådan lidt godmodigt – også her i huset.
Det katolske er for mig ikke begrænset til at være en kirke, et symbol eller en facon. At være katolsk betyder at være en del af en verdenskirke, at være missionerende.
Jeg er meget pinsemand og meget karismatisk. Men hvis det at være katolik er at være et missionerende menneske, så er jeg samtidig katolik med hud og hår. Jeg vil gerne se mennesker over hele verden opleve, at Gud er en virkelighed, svarer René Ottesen.
Sakristiet er åbent daglig fra kl. 9-15. Onsdage kl. 18-21 og søndage kl. 12-15.
