Fri efter 30 års alkoholmisbrug

-Der er også håb for alkoholikere, siger Ole
Hansen fra Næstved, der ikke har rørt en dråbe alkohol i syv årOle drak sin sidste bajer i 1993. En desperat bøn til Gud satte en stopper for 30 års alkoholhelvede. Det hele begyndte ganske tidligt.- Et barn, der vokser op under trange kår med vold og mangel på kærlighed bliver selv voldelig og krævende!

Ole Hansen kigger eftertænksomt ud i luften, mens han smager på ordene. Deres indhold har han kun smagt alt for ofte. Med en ulykkelig barndom, et forlist ægteskab og over 30 års alkoholmisbrug bag sig, har han fået et realistisk syn på livet.
– Man hører ofte nogen sige, at det er umuligt at hjælpe en alkoholiker – men med Jesus er der håb! fortsætter Ole med glød i stemmen – for han ved, hvad han snakker om.

Ole Hansens vidnesbyrd er ikke for tøsedrenge. Han voksede op i et hjem, hvor vold var hverdagskost.
– Min far kunne finde på de mest udspekulerede afstraffelsesmetoder. Hvis han f.eks. ikke kunne li’ den leg, vi legede, beordrede han os til at løbe en strækning på f.eks. 1 km frem og tilbage lige så mange gange som vor alder. Var jeg tre år skulle jeg løbe strækningen tre gange. Når jeg vendte tilbage, fik jeg klø med en jernstang.
Moderen kunne ikke holde forholdene ud, så hun forlod mand og seks børn, da Ole var fire år.
– Jeg vidste ikke hvad kærlighed var, husker Ole. Jeg fik aldrig noget. Far var meget voldelig i sin adfærd. Men da det blev opdaget, at han begik incest mod min storesøster, blev han sat i brummen.
Alle børnene blev anbragt hos en dame, som selv havde to børn i forvejen. Hun havde ikke råd til at mætte så mange munde, så de levede under kummerlige forhold.
– Kun de, der stod først op om morgenen, fik tøj på, for der var ikke tøj nok til os allesammen, husker Ole.

Myndighederne opdagede snart, hvordan det stod til, og børneflokken blev spredt for alle vinde. Ole og hans storebror blev bortadopteret.
– Der var heller ikke noget, der hed kærlighed der, husker Ole, og der var især en bemærkning, der sårede ham dybt.
– Det var da min plejefar blev hidsig og skældte os ud. Så sagde han altid: „Husk, jeg har givet 90 kr. for jer!” Det var prisen for at adoptere et barn den gang.
Ole og hans bror skulle tvinges til at sige „mor” og „far” til deres nye forældre, og det var ikke let for Ole. Faderen indførte et bødesystem, hvor børnene skulle betale to øre for hver gang, de glemte det, og kom til at sigeadoptivforældrenes navne i stedet for. Det blev til mange bøder i løbet af en dag.
– I stedet for kærlighed, blev mit indre fyldt af frygt, fortsætter Ole. Det eneste, jeg havde at bidrage med i tilværelsen, var min frygt. Jeg får det helt mærkeligt, når jeg tænker på, hvordan mit liv kunne have formet sig, hvis mine forældre havde elsket mig og opdraget mig bare en lille smule.

For at dulme frygten begyndte Ole at drikke allerede som 16-årig.
– Alkohol kunne fjerne frygten for en tid, og hvis ikke jeg havde adgang til det, så kunne sex. Jeg kom ud at sejle og „købte mig en pige i hver havn”. I dag er jeg taknemmelig for, at jeg ikke pådrog mig AIDS.
Ole nåede at være gift i 12 år, men så holdt ægteskabet ikke længere.
– Min kone var Jehovas Vidner, og hun prøvede at få mig med til deres møder. Men der var noget inden i mig, der gik i stykker hver gang. Det gav mig bare endnu mere skyldfølelse, end jeg havde i forvejen. I dag forstår jeg, hvad Jesus mente med, at syv onde ånder vendte tilbage efter, at den ene ånd er drevet ud.
Efter skilsmissen begyndte Ole at søge i den okkulte verden. Han kom med i en gruppe som dyrkede en blanding af hinduisme og buddhisme. De havde også deres egen guru. De fik en bestemt halskæde af ham, når de var nået til en vis erkendelse.
– Jeg kunne ikke holde ud at have kæden på mere end tre dage, så brød jeg helt sammen. Og så ventede alkoholen på mig igen.

– Jeg havde mistet alt, mit arbejde, mit ægteskab – og det værste af det hele – min selvrespekt.
Nu var bunden nået. Ole gik rundt på må og få og råbte til sidst ud i den tomme luft:
– Hvis der findes en Gud, så må du enten tage mit liv nu eller hjælpe mig!
I det samme var det som om en tung byrde blev taget af hans skuldre. Han var fri. Før var han så bange, at han ikke turde gå hen i supermarkedet. Nu var frygten væk. Og det samme var trangen til alkohol.
– Alkoholisme er et følelsesmæssigt problem, konkluderer Ole syv år efter – syge og ødelagte følelser.
Ole startede i AA (Anonyme Alkoholikere) med et godt resultat. AA arbejder gennem selvhjælpsgrupper og et åndeligt selvudviklingsprogram.
– Men jeg følte, jeg manglede en „overbygning”. Jeg ville gerne vide mere om Bibelen, så jeg bad Gud om at sende en som kunne undervise mig.
På musikskolen i Næstved mødte Ole en kristen.
– Har du brug for en til at hjælpe dig med bibelen, spurgte han. Jeg føler, at jeg skal hjælpe en eller anden – er det dig?
De to mødtes med jævne mellemrum gennem længere tid og Ole blev også inviteret med i kirke.
– Jeg følte præsten talte lige til mig, husker Ole.

I dag har han fundet sin „overbygning” på AA-forløbet. Han kom på Bibelhøjskolen i Brande og er nu i Tanzania i praktik.
– De er utroligt åbne derude, siger han, der lige er hjemkommet fra en børnekampagne sammen med Tabitha og Torkild Jensen (se Udfordringen nr. 39). Her fik han lov til at fortælle sin historie.
– Jeg har aldrig fået en sådan respons. Det var utroligt!
– Vi var ude hos masaierne. En kvinde kom hen til mig bagefter og sagde: „Du må være en Guds mand, siden du er kommet helt fra Danmark for at fortælle mig, hvordan jeg har levet. Du har bragt mig Guds kærlighed.”
Og så hængte hun et kors, hun selv havde lavet, om hans hals.
Ole sidder med en klump i halsen. Han er ikke et sekund i tvivl. Livet er ikke forbi efter 54 år. Heller ikke selv om 30 af dem blev drukket væk.
– Jeg føler Gud kalder mig til at forkynde hans ord til dem, der ikke har hørt, slutter han.