Apostolsk Kirke til Moses: Undgå politik
Efter Moses Hansens meget omdiskuterede korstog i sensommeren og efteråret 2002, har der været ført en række samtaler mellem Moses Hansen og hans rådgivergruppe og Tjenesterådet i Apostolsk Kirke. Apostolsk Kirke anerkender den spydspidsfunktion, som Moses har, og ønsker både at rumme Moses Hansen og de, som er uenige med ham.
Men kirken har givet udtryk for, at et fortsat samarbejde med Moses må indebære, at han i højere grad lytter til den rådgivergruppe, som er hans nærmeste bagland.
Kirken ønsker at give Moses Hansen frihed til at tjene, som han får på hjertet, men opfordrer ham samtidig meget kraftigt til ikke at søge videre ud af den politiske tangent, som han de sidste 2 år har betrådt og i stedet satse 100% på evangeliets forkyndelse, hedder det i en meddelelse i kirkens officielle blad Evangeliebladet.
Kirken giver menighederne og deres ledere frihed til at forholde sig til Moses aktioner også i pressen. Den samme frihed gælder for Tjenesterådet på landskirkens vegne.