Barmhjertige samaritanere på Nørrebro
Da der indtraf et sort uheld, trådte både hvide og farvede til…Jeg var ude for et trafikuheld i weekenden. Da jeg skulle sætte en passager af ved Røde Korscentret på Nørrebro, glemte vi begge at se os tilbage.
Døren blev lukket op og bang, bang, bang røg der tre cyklister ind i min sidedør. En af dem fik en flænge i halsen og blodet sprøjtede ud på fortovet.
På Nørrebro.
Jeg var lammet af chokket, og det var min passager også. Men heldigvis var vi hurtigt omringede af barmhjertige samaritanere, farvede, indvandrere og – af påklædningen at dømme – muslimer, der sammen med jævne danskere tog affære.
En sortmusket mand tilkaldte politi og ambulance over sin mobiltelefon.
To unge piger – en sort og en hvid – løftede mandens hoved op fra fortovet. En grønthandler kom ud med et håndklæde, som pigerne prøvede at standse blodet med.
Barmhjertige samaritanere.
Præster og levitter kunne jeg ikke får øje på. Måske var de smuttet forbi, hvem ved?
Efter ambulancen havde været der og politi taget rapport fik jeg lyst til at tage et nærmere kig på Nørrebro. Der var et eller andet der ikke stemte med mediernes beskrivelse af bydelen
Derfor besluttede jeg at holde mit eget personlige korstog gennem Nørrebros gader samme aften. Ingen snurrende TV-kameraer overvågede mig. Ingen hallelujaråbende fans og bandende modstandere.
Men det kunne jeg leve med.
Mit ego fik dog et knæk af den manglende politieskorte! På den anden side, var det jo kun en enkelt lille blegfis, der gik rundt der i skumringen
Og han oplevede en underlig fredfyldt atmosfære denne lørdag aften.
Her var den fløjtende grønthandler, der rettede sit bugnende grøntsagsmarked til.
Her var den ex-jugoslaviske cd-butik, ejet af en kristen serber, der snakkede hyggeligt med en bosnisk muslim.
Her var falaffelrestauranten, der satte en ære i at præsentere hjemlandets menu for nysgerrige danskere.
Og her var en nydansk ekspedient i 7-11, der insisterede på at gå på et gymnasium med overvejende gammeldanskere, fordi han vil integreres.
– Det går meget godt i timerne, sagde han. – Men i frikvartererne er der ingen, der vil snakke med mig.
Men snak, det fik vi i over en halv time, bl.a. om Isa Masih (Jesus Kristus) og injil (evangeliet), mens kunderne gik ud og ind. Og mens jeg reparerede hans kopimaskine, idet jeg imiterede den barmhjertige samaritaner, det bedste jeg havde lært.
Hvis ikke jeg havde lært andet, så vidste jeg nu, at man ikke skal tro på alt det, man læser i aviserne
