Biskoppen og det 6. bud

Man må undres over en biskops kommentar til det 6. bud…Onsdag den 3. januar læste jeg med stigende undren biskop Jan Lindhardts kommentar.
Jeg måtte igen og igen se efter, om det virkelig var biskoppen, der havde skrevet det, og at det var i Kristeligt Dagblad, jeg fandt kommentaren.
Biskoppen skriver om „det 6. bud i det 21. århundrede“, som om der er forskel på buddet i det 21. århundrede og i det 5., 14. eller i det 18. århundrede. Budene gælder endnu.
Biskoppen tillader sig at ironisere over menneskers håndtering af dette bud og retter en stærk og ironisk kritik af Indre Mission og slår dem i hartkorn med nydanskere med muslimsk baggrund. Hans holdninger er i den grad ude af trit med Bibelen, befolkningen som helhed og Indre Mission i
særdeleshed, at man igen og igen må undre sig over, at de er skrevet af en biskop. Tankerne ledes snarere hen på Georg Brandes eller andre
kulturradikale bannerførere, men der kan vel også i dag være lighedstegn mellem en biskop og en kulturradikal bannerfører?
Biskoppen skriver: „På trods af at sex fylder meget i reklamer og i kiosker, så tillægger vi ikke sex nogen særlig betydning. Langt vigtigere for os er, at vi er mennesker“. Og videre „Børneavl og sengeaktivitet er blevet skilt i kraft af de nye præventionsmidler. Nu er erotik blot en aktivitet blandt andre, ikke rigtig alvor“. Jamen, ligger bispegården i Roskilde så langt fra den danske virkelighed, at man kan komme så galt af sted? Vi er nogle, for hvem erotikken stadig er en del af den livslange kærlighed, der findes mellem ægtefæller og i den forbindelse er seksuallivet noget af det smukkeste i Guds skaberværk – noget vi skal værne om. Vi er nogle, der stadig mener, at budene gælder endnu og søger at efterleve dem og måske netop derfor oplever, at kærligheden varer ved, at forelskelsen – i sin egen kone eller mand – blomstrer op igen og igen og er med til at holde kærligheden levende.
Mennesker tillægger stadig sex enorm stor betydning. Men desværre er der også mange mennesker, der i dag skelner mellem sex og kærlighed, for hvem sex blot er blevet en akt i sig selv. Nogle er så sexfikserede, at det fører
til kriminalitet: Voldtægt, incest og misbrug af børn. Vor tid er måske netop mere sexfikseret end nogensinde tidligere, det gamle romerrige
medregnet. Og sexfikseringen, som den kommer til udtryk i bøger, blade, film, TV og video er måske netop årsag til den stigende seksuelle kriminalitet. Det er en ulykkelig udvikling, vi har oplevet fra 60´erne og frem til i dag på dette område. Hvorfor er det sket? Kan det mon skyldes, at bl.a. præster og biskopper har lukket øjnene for undervisningen om de 10 bud, herunder også det 6. bud? Kan det skyldes, at kirken har
lukket øjnene for det, der sker, i stedet for i sin forkyndelse og undervisning at holde fast ved, hvad Bibelen siger – både når det handler om seksuallivets placering indenfor ægteskabet og omkring homoseksualitet? Kan man tænke sig, at kirken har svigtet og ladet stå til? At kirken har lukket øjnene og sidenhen accepteret tingenes tilstand i strid med Bibelens ord og
bud?
Noget kan tyde på det, når man læser biskoppens ironiseren over Indre Mission, når han skriver: „Man må ikke få børn før ægteskabet, eller før
dette er ni måneder gammelt, for seksualiteten skal nemlig være i en hellig ramme: Det fortjener den. Man må ikke gå i seng med hinanden før
ægteskabet, for derved kaster man perlen i svinestien. Man vil ikke tillade, at sex bliver reduceret til porno, fordi samlivet mellem mand og kvinde er noget helligt. Man vil ikke tillade utroskab, vel at mærke den sexuelle – andre former for utroskab er ikke så interessante. Herved definerer man ægteskabet som noget rent sexuelt, hvilket i dag er ret enestående.“
Hvordan kan biskoppen tillade sig at være så nedladende mod kristne trosfæller – og endda være det i modstrid med Bibelens ord?
Hvordan kan han tillade sig at slutte sin artikel af med at sige: “Netop i mødet mellem kristendom og den indvandrende islamiske kultur kan missionsfolkene være med til at minde os om, at vi i vor fortid tænkte ligesom de, og at vi faktisk stadig har folk, der ikke er så langt fra denne tankegang. Derfor har missionsfolk og muslimer noget at tale med hinanden om. De er nemlig begge utidssvarende på samme måde.“
Man græmmes endnu en gang og spørger sig selv: Er det sådan kirken vil åbne for en dialog med muslimerne i Danmark?
De seneste år har der med jævne mellemrum været rejst kritik af præster og biskopper for, at nogle af dem fjernede sig mere og mere fra Bibelens tale og budskab. Nogle har kritiseret kirken omkring forkyndelsen, andre for at
tillade velsignelse af homofile par, igen andre for at tillade homofile præsters tjeneste i kirken. Nogle har taget konsekvensen af det og har
meldt sig ud af den lutherske kirke, andre har valgt at danne lutherske frimenigheder.
Som frikirkemand har man betragtet disse ting fra sidelinien. Man har ofte været bedrøvet over en række ting i kirken og har undret sig over, at det kunne ske i en kristen kirke. I sit inderste har man spurgt sig selv: Hvornår er tiden inde til at skille stat og kirke? Hvornår vil det være
bedst for kirken at få lov til at stå på egne ben? Alligevel har man forsøgt at holde sig uden for debatten, men biskop Jan Lindhardts kommentarartikel var alligevel dråben, der fik bægeret til at flyde over, så man ikke længere kunne tie.