Bombetrussel mod film

180 delegerede ved forpremiere af filmen ”De Besatte” blev i fredags omgående evakueret180 delegerede var samlede i Nationalmuseets filmsal d. 24. januar, inviterede af Det Udenrigspolitiske Selskab til forpremiere på filmen ”De besatte” redigeret af journalist Jørgen Flint Pedersen. Men en halv time efter filmen var begyndt indløb en bombeStille og roligt forlod alle 180 mennesker salen og gik ud på pladsen udenfor. En halv time senere blev vi inviteret ind i museets Cafeteria, hvor vi kunne opholde os, indtil politiets bombehunde havde undersøgt biografsalen. Det ville tage yderligere en time, fik vi at vide.
I cafeteriet var vi cirka 75 mennesker tilbage. Journalist Jørgen Flint Pedersen indledte med at fortælle om idéen til filmen, som han havde fået ved at møde nogle palæstinensiske drenge i Vollsmose ved Odense, som klagede over, at deres hjemland var taget fra dem. En af dem havde sagt: ”We don’t have a sweetheart – only a dead heart!”
– Palæstinenserne lever under pres. De er under okkupation og kan ikke planlægge. De ved aldrig i forvejen, om de kan gå ud eller ikke. De ydmyges til stadighed, sagde Flint Pedersen.

Derefter var tre af de palæstinensiske aktører i filmen fremme og fortælle lidt om deres hverdag. Det var Ahmed A. Alla, som var skoleinspektør. Han var ud af en rig familie og viste (i filmen) skøderne på alle de jordbesiddelser, han havde arvet fra sin mor. Alle hans syv søskende var blevet dræbt. Siden1948 havde han boet i en flygtningelejr i Gaza, og han henstillede: ”Jøderne skal forlade vore byer og vort land!” Han understregede, at han ikke kunne/ville hade nogen. Han var en sympatisk muslim med en hjertegribende historie. ”I stedet for våben skulle vi producere mad for de sultne i hele verden. Jeg lærer mine elever, at de ikke skal hade.”
Den næste var Manal Awad en smuk skuespillerinde. Hun var en dygtig aktør, som nærmest ”bar” filmen sammen med sin mand Ibrahim Husary, som ikke var til stede. Hendes budskab var kraftigt og fremført med patos – dog behersket. ”Selvmordsbombeaktørerne er ikke terrorister, de er frihedskæmpere. De forsvarer sig imod israelerne, som presser dem til at gøre det! Jøderne har okkuperet vort land, vor luft, vort privatliv, vort vand, vore marker, vore træer fælder de. Vi har ingen frihed, kan ikke leve som normale mennesker. Vi har intet arbejde, ingen fremtid, intet håb!”
Hun ville selv slå ihjel, hvis nogen dræbte hendes familie. ”Indtil da dør jeg lidt hver dag, men jeg vil ikke give op – jeg vil hver eneste dag minde dem om min eksistens!” ”Vi har en liter vand pr person om dagen, mens jøderne har 29 liter vand pr dag pr person!”
Endelig talte Wafa Jamil, der er flyttet fra Gaza til Ramallah for at studere journalistik. Hendes største klage var, at hun ikke kunne besøge sin familie. Ti dages indespærring havde givet næring til at had mod jøderne.
Klokken 18,30 kunne vi se den sidste time af filmen, som er en ”dokumentarfilm” med fem menneskeskæbner. Dens sigte er helt klart at bringe bevis for, at jøderne er skurkene og palæstinenserne de uskyldige ofre. Som dokumentarfilm er den ikke manipulerende. Det er virkelige historier, vi ser og hører, men den er uendelig ensidig. Den historiske baggrund mangler.

Titlen på filmen ”De besatte” er et falsum, fordi araberne har overfaldet Israel ved fire krige (1948, 56, 67 og 72) med det erklærede formål at udrydde alle jøder. Jøderne formastede sig til at forsvare sig, og de vandt faktisk alle disse krige, og derfor indtog de jordbesiddelser. Det var altså ikke jøderne, som var aggressor, men de blev overfaldet, ligesom Danmark og Polen blev det under Anden Verdenskrig. Derfor fik Polen et stort stykke land fra Tyskland. Ingen vil i dag påstå, at polakkerne har besat det land. Nej, de var på krigens vindende side, og derfor fik de deres territorium udvidet.
Alligevel har Israel ved ”Camp David-aftalerne” tilbudt at fragive næsten alle de erobrede områder mod at få fred, men palæstinenserne med Yassir Arafat i spidsen sagde nej. I dag findes der ikke nogen palæstinensisk stat, fordi palæstinenserne ikke kun vil have et eller to stykker af landet, som blev dem tilbudt ved FNs resolution §181 af november 1947. Jøderne sagde ja, men araberne sagde nej, fordi de ville have hele landet. Det ser ud til, at de stadig vil det.

Efter filmen fik tidligere redaktør på Politiken Herbert Pundik ordet, og han overraskende nok alle, da han sagde: ”Denne film tjener Ariel Sharon!” Den er et budskab om frygt, had og håbløshed, og naturligvis handler den om dem, der har mistet deres land! Sharon vil vinde valget i næste uge netop på grund af det budskab, som denne film bringer, for alle lever under frygt, og Sharon gør noget ved det på Israels side.
En opinionsundersøgelse viser, at 70% af alle israelere og 70% af alle palæstinensere vil være villige til en fred som den, der kom frem ved ”Camp David aftalerne”. Det paradoksale er, at en anden opinionsundersøgelse blandt de samme mennesker viser, at 80% på begge sider siger, at de ikke har tillid til modparten. ”Det er en skam, at Clinton ikke kunne fortsætte, så havde vi måske haft fred”, mente Pundik.
Der er to problemer, som synes uløselige. Palæstinenserne kræver, at alle flygtninge og deres efterkommere skal have ret til at komme hjem. Det vil Israel aldrig acceptere! På den anden side kræver jøderne Tempelpladsen tilbage, og det vil palæstinenserne aldrig gå med til! På disse to punkter må parterne give sig! Først da kan der opnås varig fred, sluttede Herbert Pundik.