De hjælper over 500 gadebørn – hver dag

Susanne og Leif Madsen rejste ud til en traditionel missionærgerning.
Men nøden ved deres egen dørtærskel krævede sin prioriteringSøen er kendt for sine flamingoer. Dyreparken er populær for sit brede udsnit af Afrikas dyreliv. Og dalen er den frugtbare Rift Valley, der skærer Afrika igennem fra nord til syd.Fra fugleperspektiv er egnen omkring storbyen Nakuru i Kenya enhver safarijægers drøm. Fra frøperspektiv stikker støvet og stanken i næsen fra byens nedslidte gader.
Vi er midt i gadebørnenes dagligstue. Der er tusindvis af dem i Kenyas næststørste by, så mange, at ingen ved det præcise befolkningstal. Mellem 400.000 og 600.000 anslår man.
– Så hvis vi siger en halv million, går vi ikke helt galt i byen, siger Susanne og Leif Madsen, der netop er hjemme på orlov fra en travl hverdag med bespisning, undervisning og rehabilitering af over 500 af Nakurus gadebørn.

En tiltrængt pause, ja, men alligevel lyser energien ligefrem ud af deres øjne. De har nemlig tabt deres hjerte til gadebørnene, og set deres arbejde bære frugt.
F.eks drengen, der havde smurt sig selv ind i spildolie og gik rundt som en anden landsbytosse, „tom i hovedet”, sniffende på sin limflaske. I dag er han snart færdig med sin mekanikeruddannelse, en frisk fyr, der sætter fut i fejemøget med sit gode humør.
Historierne kommer som perler på en snor. Susanne og Leif Madsen har fundet deres niche: en spontan håndsrækning til en kirke, der bespiste 40-50 gadebørn om dagen, er blevet til et omfattende arbejde med rehabilitering, skolegang indtil 8. klasse og forskellige håndværkeruddannelser. Over 20 medarbejdere har de sat i fuld sving med opgaverne, der er gennemsyret af det kristne budskab. Hver dag startes med en bibeltime. Alle forældremøder indledes med en andagt. Og i deres fritid tager de forhenværende gadedrenge ud på fængselsbesøg, hvor de giver nyt håb til deres gamle kammerater. Eller på hospitalsbesøg, hvor de frimodigt beder for de syge. Mange er blevet helbredt, oplyser Susanne og Leif Madsen.

Ægteparret rejste fra Blåhøj i Midtjylland til Kenya i 1994. Foran ventede en forholdsvis traditionel gerning med tilsyn af lokale kirker og kampagner i ny og næ. De bosatte sig i Nakuru på grund af byens centrale beliggenhed, og oplevede byens nød ved deres egen dørtærskel. Da gadedrengene kom og tiggede, begyndte nøden at gnave i missionærernes egne hjerter.
De begyndte at sponsorere et måltid mad til et halvthundrede børn om dagen i 1996. Men børnenes afhængighed af stoffer gjorde, at de året efter måtte starte rehabiliteringscentret New Life House, der i dag tager sig af 24 drenge døgnet rundt. Tilbud om forskellige håndværkeruddannelser blev en naturlig følge, og i dag har de uddannet 4 snedkere, 3 svejsere, 1 frisør, 1 tegner og 1 mekaniker. (ham med spildolien).
Og hvad med pigerne? De har mulighed for en to-årig skrædderuddannelse, afsluttet med en statsautoriseret eksamen.

Susanne og Leif Madsen bruger i dag ca. halvdelen af deres tid på gadebørnsprojektet, der er vokset med raketfart gennem de senere år. I år 2000 havde de 250 børn, som de gav bibelundervisning, skolegang og et måltid mad hver dag. I dag, to år senere, er tallet oppe på 516. Desuden sponsorerer de 84 skoleelever fra fattige familier i byen.
Og tallet ventes at stige med behovet. Og her spiller AIDS epidemien ind:
– En far kom en dag med sin dreng, Frederik, på 10 år. Både han og konen havde AIDS i udbrud, og nu ville han spørge, om de ville tage sig af drengen. Selv ville han rejse hjem til sin fødeby for at dø der. – Ingen skal have udgifter med at transportere min kiste, sagde han tørt.
– Hvem kan stå for sådan et “tilbud”, udbryder Susanne Madsen.

Naturparker, flamingoer, flotte turisthoteller, jo Kenya er Østafrikas turistperle – men kun på overfladen. Hver dag dør 7-900 mennesker i Kenya af AIDS. Så der ser desværre ud til at være behov for Susanne og Leif Madsens indsats i mange år frem.
Om de tester alle børnene for AIDS?
– Nej, vi har valgt ikke at undersøge dem, siger Leif Madsen. – Men vi beder meget!
– Og hvis de bliver syge, bruger vi altid handsker, når vi undersøger dem, supplerer Susanne, der er sygeplejerske. – Men den dag, de skal giftes, skal de selvfølgelig undersøges for AIDS.
Og det med at bede meget, gælder i øvrigt alle børnene. De er alle sammen blevet personligt kristne ved at møde den kristne barmhjertighed. Og bøn er der brug for – for arbejdet vokser så hurtigt, at kirkens grund ikke længere kan rumme det. Lige nu beder de også for Susanne og Leif Madsens orlov og møderejse i Danmark.
Ægteparret Madsen er udsendt af Betania KirkeCenter i Blåhøj, en menighed de tjente i som ældstepar i mange år inden de fik kald til at rejse ud „på Herrens mark”.