Gearet til vækkelse
Vi skriver år 20xx. Indenrigsministeren fra KrF er netop vendt hjem fra løvhyttefesten i Israel, for at tage til et hastemøde i Bruxelles. Med sine nu 23 mandater er Kristeligt Folkeparti en selvskreven del af den siddende borgerlige regering…..
Hjemme i Danmark har frikirkerne i hovedstaden netop afsluttet deres årlige som-merstævne i en fyldt Idrætspark. Indre Mission er på sin side næsten halvvejs mod målet om at udsende 1000 missionærer til de midt- og sydeuropæiske lande. Her gør de fælles sag med tusinder af unge, som hvert år bruger deres ferie på missions- og evangelisationsrejser til de områder af Europa, hvor vækkelsen ikke er brudt igennem. For i Danmark er den. Efter mange års forventning og forbøn og til tider frustration er mange tusinde blevet frelst de seneste år, og det har vendt op og ned på både samfundet og kirkelivet…
Fremtidens menighed? Ja, det handler ikke kun om at tilpasse menigheden til det post-moderne samfund, eller at tage moderne kommunikationsmidler i anvendelse. Ej heller findes svaret i, om man skal være søgervenlig eller konfronte-rende. Alt sådant er dybest set blot passive reaktioner på skiftende omstændigheder, og selvom der kan være guldkorn heri, føler jeg fokuset er forkert. Hale fremfor hoved. Respons fremfor initiativ. Set udfra en lidt mere positiv vinkel, så er fremtidens menighed ikke en, som passer perfekt ind i nutidens kultur, men en, som er gearet til den vækkelse, der kommer. Det er et sådant fremtidigt scenario, som her beskrives.
Kirkehistorikere diskuterer stadig, hvornår vækkelsen begyndte. Men der er almindelig enighed om, at den stigende åndelige åbenhed efter årtusindskiftet repræsenterede et afgørende forvarsel. Fælles initiativer og offentlig forsoning mellem stridende fløje tilskrives også en vigtig rolle af nogle forskere. Men alt sådant er nu blot af akademisk interesse. Opmærksomheden er rettet mod de store opgaver, kirken i Danmark står midt i. At mennesker bliver frelst er nu den naturligste ting i verden. Der er heller ikke længere nogen, som rynker på næsen af guddommelig helbredelse, lovsang eller tungetale, eller som mistror en mulig endetidsvækkelse. Eller hvis der er, så er de trængt i defensiven af indlysende fakta. For en udenforstående synes der derfor ikke at være den store forskel på de forskellige kirker. Hvis man kigger efter, vil man selvfølgelig kunne identificere de forskellige traditioner og retninger, men det åndelige liv, man ser, er det samme.
Hvor mange af vore indbyrdes forskelle er ikke blot og bart biprodukter af kirkehistorien, hvor stagnation og isolation har tilladt særstandpunkter at blive rendyrket til (u)fuldkommen-hed. Fremtidens menighed vil være kendetegnet af en klippefast fastholden af de centrale dogmer, såsom Jesu guddom-melighed og opstandelse, eller frelsen af nåde ved tro, mens erfaringen af Gudslivet og opfyldelsen af missionsbefalingen trænger teologiske forskelle i baggrunden. Det betyder ikke, at der ikke findes forskellige teologiske skoler, og at man ikke indenfor disse betoner det, man tror på; men deres rigtighed stadfæstes ikke længere intellektuelt, men gennem den frugt, man ser i folks liv, og usunde opfattelser vil ikke få ikke mange chancer i konkurrencen mellem de mange levende menigheder.
På få år har kirkelivet i Danmark gennemgået en stor omvæltning. En håndfuld kirker har brudt den tidligere så uopnåelige grænse på 5.000 medlemmer, og de mange nye kirkegængere har gjort det nødvendigt med både tre og fire søndagsmøder flere steder, mens udvidelser og byggeprojekter iværksættes. Selvom man kan identificere en række vækkelses-centre rundt omkring i landet, sker der også meget på græsrodsplan. Husmenigheder skyder op overalt. Alternative modeller afprøves, café-kirker, internet-kirker og ungdomskirker. Og nye strukturer bryder med de traditionelle kirkesamfundsgrænser. Det er uundgåeligt, at der også opstår sekteriske grupper i dette hellige kaos, men disse modvirkes af en gruppe af apostoliske ledere indenfor flere forskellige sammenhænge, som Herren har rejst op under vækkelsen. Disse søger at være et vidnesbyrd om kristen enhed og en fælles front mod usunde ekstremer, og har forhindret vranglære i at finde fodfæste i vækkelsens hovedstrøm.
Både hos traditionelle kirker og i husmenigheder risikerer man at gøre rammerne til dogmer. Fremtidens menighed forstår ikke sig selv udfra sine rammer, men udfra definitionen menigheden er de troende. Her er de troende i centrum, og rammen ikke noget Gudgivet og fastlåst, men hvad der er formålstjenligt for de troende. Det vil være legitimt at konkurrere om at levere de bedste rammer, og den konkurrence tillader ikke ligegyldighed eller passivitet. Megakirkerne vil blive tvunget til at være opmærksomme på den enkeltes trivsel pga. truslen fra husmenighederne, og husmenig-hederne vil være tvunget til at knytte sig til noget større, pga. truslen fra megakirkernes stærke tjenester. Resultatet vil imidlertid være, at der vil være en kirke for enhver smag, og til ethvert formål, som sætter de troendes behov højest – ikke kødelige behov vel at mærke, men behovet for udrustning og fællesskab.
De mange nyfrelste, som bliver ved at strømme til kirkerne, har tvunget lægfolket til at bære ansvar. Man ser derfor mange erfarne kristne gå ind i opgaver, de ikke tidligere havde drømt om at stå i – og erfaren er her lig med at have været frelst i mere end tre år! Fælles for dem er, at de kun i de færreste tilfælde har nogen formel teologisk uddannelse. Der er derfor stor efterspørgsel efter mentoring og løbende uddannelse i form af intensive bibel-skolekurser, sommerkurser og fjernundervisning. Et kuriosum er, at danske stævner ikke får besøg af nær så mange udenlandske forkyndere som før, i stedet har mange af de danske forkyndere, Gud har brugt i vækkelsen, været indbudt til stævner i udlandet.
Fremtidens menighed vil blive nytestamentelig på en meget konkret måde. Nemlig ved at tilstrømningen af nyfrelste stiller krav om alles engagement, og nødvendiggør en uddelegering af opgaver til relativt nye og uprøvede troende. Mange menighedsmedlemmer i dag burde forberede sig på at bære et lederansvar i fremtidens menighed, og det vil være nødvendigt at indrette bibelskoler efter behovene, fremfor efter traditionelle mønstre. Det samme gælder tjenesterelationer, hvor mentoring – som Paulus overfor f.eks. Timoteus – bliver dagens orden.
Kristeligt Folkeparti har fået en opblomstring, men har også måttet revurdere sin rolle. Vækkelsen har allerede sat sine spor i kriminalstatistikkerne og i værtshusenes omsætning, og en synlig mentalitetsændring kan spores i befolkningen generelt. Sex-messer er ikke længere in, og en generel holdningsændring har lagt bånd på kommercielle interesser, uden at lovgivning har været nødvendig. Til gengæld er kampen for religionsfriheden blevet mere intensiv, ikke mindst i lyset af planlagte EU-direktiver, som bl.a. vil lægge en dæmper på mission mellem EU-lande. Mange mener, kampen er tabt på forhånd, men KrF ser det som sit vigtigste mål at kæmpe imod så længe som muligt, og her får man støtte fra nabolandene i det nordlige Europa, hvor vækkelsen også har bidt sig fast.
Enhver tid har sine påtrængende spørgsmål, og uden at negligere den tidløse berettigelse til at kæmpe mod abort og pornografi, kan andre spørgsmål trænge sig på i årene, som kommer. Kristeligt Folkeparti, og for den sags skyld alle politisk engagerede kristne, må forholde sig til disse opgaver og tage dem på sig. Om ikke andet vil det opstå som et krav fra græsrødderne, når disses engagement i mission og disses religiøse frihed indskrænkes eller trues.
Vækkelsen er ikke blevet indadvendt. Faktisk mener mange, at det, som har holdt liv i vækkelsen, har været et markant missionsengagement. Dette har Danmark til fælles med sine nabolande, Sverige og Norge, der nu begge er med i EU, og hvor vækkelsen omtrent samtidig brød igennem, samt England og Tyskland, der nu også er begyndt at opleve en indhøstningstid. Et motto, som i stigende grad samler landets kristne, er Til Jerusalem via Rom. Hermed sigtes der til, at evangeliet gik ud til Europa fra Jerusalem, via Lilleasien og Rom, og at det nu skal gå tilbage via de nordligste lande i EU nedover Sydeuropa, ind i Lilleasien og Tyrkiet, der står i de afsluttende forhandlinger om optagelse i EU, og videre til Israel. Mange kirker og organisationer har forpligtet sig til at deltage i den vision, og er allerede begyndt at sende missionærer ud til de andre EU-lande.
Fremtidens menighed samler ikke blot tusinder, men sender tusinder ud. Her er den identisk med den første menighed i sin missionsiver. Og jeg tror på, at vi i Danmark kommer til at spille en rolle i forbindelse med genevangeliseringen af Europa, når den vækkelse bryder igennem, som vi forventer og beder om.
Det nævnte scenario skal naturligvis ikke tages som en profeti, der nødvendigvis passer i enhver detalje. Men vi må lade os udfordre af tanken om, hvad der vil ske, når den vækkelse kommer, som vi alle gerne vil have. I den kontekst følger nogle ting ganske naturligt heraf, men spørgsmål om hvornår, hvem og hvordan er op til Guds suverænitet.
