– Gud er som en tryg hånd

Sådan beskriver den kendte lokal-politiker fra Århus, Lone Hindø, sin tro. Hun er nu præst, men tier ikke af den grund i den offentlige debatHendes stemme er stille og fin. Og selv om man fornemmer en organisator og effektiv kvinde under overfladen, så udstråler hun først og fremmest en mildhed og ro, der falder fint ind i rammerne med det lille røde bindingsværkshus og det økologiske landbrug i baghaven på “Enghave”, som ligger i landsbyen Tåstrup uden for Århus.Som hun sidder der i aftensolen, kan det umiddelbart være svært at forestille sig, at denne kvinde i 20 år har været bannerførende politiker i Århus. At hun igen og igen har turdet gå op imod de tunge drenge, fordi hendes idealisme krævede det.
Navnet er Lone Hindø. Ildsjælen og idealisten, der forfølger sine mål og aldrig går på kompromis med sine holdninger.
– Det jeg brænder for, det gør jeg noget ved. Sådan har jeg altid været. Når jeg synes noget er forkert, så sætter jeg mig for at ændre det, lyder den enkle forklaring fra Lone Hindø.
Det politiske engagement har hun med hjemmefra.
Begge hendes forældre var dybt engageret i Socialdemokratiet og Fagbevægelsen i Vestjylland.
– Hvor andre fik fortalt bibelhistorier, når de skulle sove, fik jeg fortalt arbejderbevægelsens historie, og der blev sunget fra Arbejdersangbogen. Jeg er opdraget til at se det som en pligt at engagere sig i samfundet.

Men det er ikke bare politik, der fylder Lone Hindø. Troen på Gud er også en naturlig del, som har fulgt hende siden barndommen.
– Jeg er vestjyde, og man kan ikke bo i Vestjylland uden at mærke kirken. Jeg mærkede den ikke hjemme. Men jeg valgte tidligt at gå i søndagsskole, ligesom jeg valgte – og fik lov til – at blive KFUK-spejder. Jeg kom også meget hos nogle fiskerfamilier i Hvide Sande og mødte der en god og lys Indre Mission. Jeg traf altså nogle tilvalg.
– At tro på Gud er lige så naturligt for mig som at trække vejret, siger Lone Hindø, der aldrig har tvivlet på Guds eksistens.
Når man beder hende beskrive sin tro, gør hun det med billedet af et forældrepar, der går hen ad vejen med et barn mellem sig. De holder barnet i hånden og giver det svingture.
– Gud er der altid som én, der holder fast. En stor, stærk og tryg hånd. Når jeg synes, verden er af lave, er bekymret eller mit sind er utrygt, så tænker jeg på “håndens billede”.

I 1994 indstillede hun sin politiske fuldtidskarriere som rådkvinde i Århus og begyndte at læse teologi.
– Jeg valgte selv at sige, at jeg ville være politisk leder i otte år, og så ville jeg noget andet. Udviklingen med at man lever af sin politiske karriere er ikke sund, synes jeg. Jeg kunne være gået tilbage til lærerfaget, men valgte i stedet at forfølge en gammel drøm om at læse teologi. Hvad jeg ikke turde som student, turde jeg nu.
Under studiet skrev hun speciale om Socialdemokratiets stifter, Louis Pios forhold til kristendommen.
– Jeg havde altid hørt, at Socialdemokratiet vendte ryggen til kirken. Men jeg mødte nogle spor, som sagde noget andet, og dem fulgte jeg. Ved at læse hvad Louis Pio selv skrev, fandt jeg at han flere gange i livet viste interesse for kristendommen. Det var altså ikke det kristne budskab, men den måde kirkens mænd var på, at partiet og arbejderbevægelsen vendte ryggen.
Lone Hindø blev cand.theol. i 1998 og har arbejdet som præst lige siden. Et job hun stortrives med.
I januar dette år indstillede hun så helt sit politiske engagement.
– Jeg elsker politik og kunne være fortsat i 20 år mere. Selv om det også har været hårdt ind imellem, så har det absolut først og fremmest været positivt at være politiker. Men alting har sin tid. Jeg troede, jeg ville få abstinenser hver anden onsdag, når der var byrådsmøde. Men det har jeg ikke fået. Hvilket viser, det var den rigtige beslutning. Så i stedet for at dele mit liv ind efter onsdage, er det nu delt ind efter søndage, siger hun med et smil.

Helt tie i den offentlige debat kan Lone Hindø dog ikke. Da Danmarks Radio for et par år siden meddelte, at de ikke længere ville sende “Før Søndagen” på DR1 røg Lone og hendes søster på barrikaderne. I løbet af fem uger samlede de 16.000 protest-underskrifter ind, som medførte at Danmarks Radio bibeholdt programmet.
– Dengang oplevede jeg hos DR´s ledelse en manglende respekt for religiøse seer og lyttere. Og de udviser fortsat en magt-arrogance uden lige ved skiftende sendetidspunkter og genudsendelser af “Før søndagen” og ved at ændre på sendefladerne for “Højmessen” og “Ved Dagens Begyndelse”.
– Jeg synes, der er brug for en modstemme. For nogle der kan være årvågen hele tiden. Derfor har jeg sammen med min søster og tre andre startet foreningen “Kirke – Mennesker – Medier”. Vi vil tage del i medie-debatten, og vi forventer at blive hørt.
– Mange mennesker synes, der er utrolig langt til DRs ledelse. Som den blinde kvinde, jeg mødte forleden, der ikke kan finde “Ved dagens begyndelse” på radioen efter, at den er flyttet. Jeg får ofte stillet spørgsmålet: “Tror du virkelig det nytter?” Mit svar er: “Ja, det nytter!”
At kæmpe for de svages ret hører nemlig stadig med til Lone Hindøs dagsorden.