Historien om Søren & Regine

Ny roman genfortæller den romantiske historie om Søren Kierkegaards ulykkelige kærlighed til Regine Olsen – en kærlighed, der til gengæld var med til at sætte Kierkegaard i gang som forfatterHistorien kan ligne en af de klassiske tragiske kærlig-hedshistorier om to unge, der aldrig kan få hinanden, men den er helt sand: historien om Regine og Søren.
København 1896. Fru Regine Schlegel ser tilbage på sit liv og især på årene 1840-41, da hun var forlovet med Søren Kierkegaard. Anledningen er, at hun har været en tur på Assistens kirkegård for at se Kierkegaards gravsted sammen med sin hushjælp Susanne, der efterfølgende stiller hende spørgsmål om, hvem han var. Og så rulles hele historien op mellem de to, sådan som den norske filosofimagister Finn Jor forestiller sig den – godt støttet af det materiale, der er bevaret, især fra Kierkegaards egen hånd.

På et tidspunkt i Regines fortælling giver Susanne udtryk for undren over, at hun næsten intet fortæller om den mand, hun blev gift med, og Regine svarer da: ”det er kun delvis rigtigt, at jeg kun fortæller om Søren. For jeg fortæller jo også om mig selv. Når jeg bruger så mange ord på ham, er det fordi, han greb så dybt ind i mit liv. Jeg kan ikke forklare om mit liv uden at sætte det i forhold til hans. Og man kan ikke fortælle om Sørens liv uden at blande mit ind i det. Måske var begyndelsen på både hans og min historie den ’forbandelsens høj’ ude på heden.” Det kan der nok være noget om.
”Forbandelsens høj” har i alle fald mærket Kierkegaard og været med til at bestemme forløbet af forholdet til Regine: Sørens far, Michael Kierkegaard, fortalte en dag sin yngste, at han som stor dreng havde stillet sig på en lille høj og forbandet Gud.
Som voksen oplevede han, at fem af hans syv børn døde, inden de var fyldt 34 år, og han opfattede det som Guds straf. Søren var derfor overbevist om, at han heller ikke ville blive gammel, og at han ville dø inden han blev 34, dvs. senest 4. maj 1847.

Men Søren var forelsket i Regine – og forelsket nok til på trods af ”forbandelsen” at fri til hende, og han fik efter, at hun på behørig vis havde rådført sig med faderen, hendes ja. Det var den 10. september 1840, men der gik ikke mange dage, før han fortrød. Det, der sker i månederne derefter, er et vidnesbyrd om, hvordan et menneske kæmper for at forsøge at forsone sig med sin ”skæbne” – eller måske komme til klarhed over dilemmaet: gift dig, du vil fortryde det, gift dig ikke, du vil også fortryde det… Det, Kierkegaard af den grund byder sin forlovede, er til tider gement; i sin dagbog taler han om ”at støde fra”: Han ønsker, at hun pga. det, han gør mod hende, skal blive frastødt af ham
Det endelige brud kommer i oktober 1841. Ved den lejlighed skulle Regine have sagt: ”Tilgiv mig, hvad jeg har gjort mod dig.” Og Søren have svaret: ”Det var jo mig, der skulle bede om tilgivelse.”
Og fra da af er Kierkegaard en ildeset person i København.

En dag i 1843 kommer Fritz Schlegel, der havde været Regines huslærer og nu var begyndt at komme i det Olsen’ske hjem igen, med et værk i to bind med titlen Enten – Eller; det var „noget helt nyt i dansk litteratur“, havde han fået at vide, og ingen vidste, hvem forfatteren var. Men mistanken om, hvem der kunne have skrevet værket, faldt blandt de ”lærde” ret hurtigt på Kierkegaard.
Regine var efter at have læst i den ikke i tvivl, for hun kunne i det, han havde skrevet, genkende meget fra deres egen tid sammen. Så stiller hun det spørgsmål, mange måske kan stille sig den dag i dag: ”Men hvorfor skrev netop han, som ikke ville gifte sig, en tyk bog om ægteskabet som livets opfyldelse? For det handlede jo anden del af Enten – Eller om. Jeg havde kun den forklaring, at han i alle disse måneder ikke havde tænkt på noget andet.”

Gennem de følgende år – også efter at hun i 1847 bliver gift med Fritz – holder hun øje med Søren og læser alle hans bøger i et forsøg på at få løst mysteriet om ham – og hende. De ser undertiden hinanden enten i kirken eller på gaden, men veksler aldrig et ord med hinanden.
I 1855 bliver Fritz udnævnt til guvernør i Dansk Vestindien, og Regine beslutter, at hun vil sige noget til Søren, inden de rejser, for måske ser hun ham aldrig igen. Den 17. marts, der er afrejsedagen, får hun muligheden under en gåtur:
”Jeg vil sammenfatte alt det, som jeg har tænkt om ham i de fjorten år. Ni ord – ikke flere. Jeg vil udtrykke, at jeg ikke er bitter og stadig holder af ham. Han skal også vide, at jeg er bekymret for ham. Men jeg vil først og fremmest bryde tavsheden (..) nu stryger jeg tæt op ad ham og siger med lav stemme: ”Gud velsigne dig! Gid det må gå dig godt!” Han ser forskrækket på mig, viger til side og standser tøvende. (..) Han tager høfligt et skridt tilbage og letter på hatten. Men han siger intet (..) Så vender han sig brat om (..) Jeg har en fornemmelse af, at han flygter (..)”

Den 11. november samme år dør Søren Kierkegaard. Han testamenterer ”al den Smule, jeg kan efterlade mig” til hende, for ”mig var og er en Forlovelse lige saa forpligtende som et Ægteskab”, og ”mit Efterladenskab tilfalder hende aldeles som havde jeg været viet til hende.”
Regine reflekterer: ”’Din for evig’ havde altså ikke kun været en ung mands følelsesudbrud. (..) Søren havde på sin egen ubegribelige måde holdt ord. Jeg ville aldrig få klar besked om, hvorfor han hævede forlovelsen (..)” – men ganske kort efter kommer hun alligevel frem til noget, der kunne ligne et svar: at hans trang til at skrive havde været stærkere end kærligheden – måske kunne det også vendes om: at hans given afkald på kærligheden gav ham trangen – gjorde det til en nødvendighed for ham at skrive…?
Uanset hvad ”forløste hele affæren Kierkegaard som digter, psykolog, filosof og teolog og må som sådan betragtes som forudsætningen for et af de mest omfattende og betydningsfulde danske forfatterskaber”, skriver Peter Thielst i Søren og Regine. Han kommer også ind omkring et afsnit i Philosophiske Smuler om ulykkelig kærlighed, som kan være en væsentlig nøgle til historien. Heri skriver Kierkegaard, at ”Det Ulykkelige ligger ikke i, at de Elskende ikke kunne faa hinanden, men i at de ikke kunne forstaa hinanden”. Pointen skulle altså være, at Regine aldrig ville kunne forstå ham og hans tungsind og dets forudsætninger, og at den følelse af ensomhed eller af at være alene, som manglende forståelse kan give, kun kunne gøre kærligheden ulykkelig.
Kierkegaard dedikerede sit forfatterskab til Regine, ”en Ubenævnt, hvis Navn engang vil nævnes.” Således blev deres navne flettet sammen og deres liv og hans værk viklet ind i hinanden.

Romanen er velskrevet, og man er bestemt ikke uberørt af deres historie, som den genfortælles af Finn Jor, men der er alligevel noget kunstigt over den, hvilket måske hænger sammen med, at den er lagt i munden på en 74-årig kvinde, der betror sig til en ung tjenestepige. Hverken den gamle Regine eller den unge Susanne især virker specielt overbevisende som personer, sådan som de fremstår i romanen; der er noget påtaget over deres dialog. Men selve historien fra ungdomsårene, som den genopleves i erindringen, virker derimod troværdig nok.
Finn Jor giver med sin roman endnu en gang lyst til at beskæftige sig med (og fordybe sig i) historien – og alt det, der fulgte.

Finn Jor:
Din for evig – en roman om Søren og Regine
216 sider • 199 kr
Cicero / Chr. Erichsen
3316 0308