Ikke bange for nye udfordringer

Denne gang gik turen til Fårevejle, hvor Ena og Arne Knudsen bor. De er i fuldt vigør, bl.a. som korpsledere for Frelsens Det var ikke let at finde et tidspunkt i Ena og Arne Knudsens kalender, hvor jeg kunne komme forbi med honningkager og høre dem fortælle om deres liv.

For selv om Ena er 64 år og Arne 67, så er der fuld fart over feltet. Ena og Arne Knudsen er korpsledere for Frelsens Hær i Holbæk, og det holder dem travlt beskæftiget.
Men det lykkedes! Og en af de sidste sensommerdage, tager Ena og Arne Knudsen i Fårevejle imod på deres overdækkede terrasse. Her føler man sig hensat til de sydlige himmelstrøg under klasser af vindruer og et væld af skønne blomster. Her føles det, som om der er masser af tid og nærvær. Det er absolut ikke to stressede mennesker, jeg besøger, selv om deres dagsprogram helt kan give mig åndenød.
Derimod finder jeg hurtig ud af, at dette er historien om to mennesker, der nyder det de gør, og som har viet deres liv til at være noget for andre. Det er også historien om to mennesker, der ikke er bange for at skubbe til grænsen for, hvad de tror, de kan, og hvad der er muligt.
Som når de f.eks. fortæller om, hvordan de i 1971 fik den idé at starte en grillbar i byen.
– Der var ingen på det tidspunkt. Arne, der er uddannet frisør, ville gerne have egen salon i huset, og jeg tænkte, at eftersom jeg var hjemmegående med vores tre børn, kunne jeg samtidig passe en pølsevogn i forhaven.
Grillbaren voksede eksplosivt, blev udbygget og havde 8-10 ansatte. Den var absolut en succes i byen. Men arbejdspresset med to selvstændige forretninger blev for stort. Og eventyret sluttede brat efter syv år.
– Jeg kunne simpelthen ikke holde til det, fortæller Ena.
Ægteparret måtte sælge grillbaren og flyttede siden til et andet hus i byen.

Det er ikke den eneste gang Ena, der er uddannet dameskrædder, har oplevet, at hun måtte geare lidt ned for at få plads til det vigtige. For seks år siden faldt hun og brækkede sin albue. P.g.a. problemer med albuen fik hun udbetalt en stor arbejdsskadeerstatning.
– Det betød, at vi kunne betale alle lån ud, og at jeg kunne holde op med at arbejde. Siden da har det handlet om “hæren”!
– Jeg tror, Gud var med i det, at det var Ham, der prikkede mig på skulderen for at få mig til at tage den lidt med ro.
Albuen er i øvrigt siden blevet guddommeligt helbredt ved forbøn på et af de månedlige fælleskirkelige kvindemøder i Holbæk. Så smerten og besværet er væk.
Nu bruger Ena i stedet sine igangsætter-evner i Frelsens Hær. Forrige år startede hun børnerytmik op i deres lokaler i Holbæk. Ligesom hun hver onsdag har et åbent værksted med porcelænsmaling. Det kører hun i forbindelse med “Den åbne dør” i Frelsens Hær, hvor folk kommer ind fra gaden for at få en snak eller et måltid gratis mad.

De fleste onsdage går Arne på gaden i Holbæk med enten sin harmonika eller et af sine mange “horn”. Arne er meget musikalsk og har ansvar for korpsets musik og sang, hvilket bl.a. indebærer øvelse med Sjællandsbrigaden på 25 personer og de mange arrangementer ude, som Frelsens Hær inviteres til.
En anden hjertesag for Arne er det sociale arbejde. Han besøger folk, skaffer naturalier til julepakkerne, og så passer han sit job med “frikadellebussen”, d.v.s. kører mad ud til distriktets ældre borgere hver formiddag.
– Egentlig er jeg gået på efterløn. Og det der blot skulle have været en enkelt dag som vikar blev til flere dage. Jeg blev hængende, og nu bruger jeg de arbejdstimer jeg må der.
– Jeg kan godt lide jobbet. Mange af de ældre får kun besøg af hjemmehjælperen og mig i løbet af dagen. Jeg kan straks se, om de hænger lidt med næbbet og trænger til et lille “hip”. Jeg bliver deres sociale netværk.

– Engang imellem kan jeg godt tænke: “Gid vi var almindelige pensionister” og blandt andet havde en velfriseret have. Men så alligevel. Vi ville nok kede os i længden med at stryge skjorter, tørre støv af og ordne have. Vi har et andet indhold i vores liv, siger Ena.
Hr. og fru Knudsen er bestemt ikke et par typiske efterlønsmodtagere. Bortset fra på et punkt måske: De syv børnebørn fylder meget i deres liv.
– Og dem er det vigtigt at der er tid til, understreger Ena.
Børnebørnene giver Ena og Arne meget. Både sjove og gode oplevelser, men også emner til forbøn og eftertanke. Som f.eks. da barnebarnet Desiré, der dengang var 16 år, spurgte farmor Ena: “Hvad vil du egentlig med dit liv, farmor?”
– Jeg svarede hende: “Jeg vil have det rigtig godt den tid, jeg har tilbage her i livet. Jeg vil være noget for mine børn, børnebørn og andre mennesker!”
Dejligt er det at fornemme, at de flotte ord ikke bare er en ønskedrøm for Ena, men at det er det liv, hun og Arne lever ud til hverdag.
Og kræfterne? Hvor kommer de fra? Arne tøver, så svarer han eftertænksomt:
– Da vi i 1989 blev indsat som korpsledere her i Holbæk, blev der sagt til os: “Den Gud giver kaldet, giver han også kræfterne!” Det må vel være det der driver værket!… Og så er der de små skulderklap ind imellem, når mennesker hjælpes eller kommer på ret køl, og man ind imellem føler, man lykkes. Det betyder også noget. Ellers kan man ikke blive ved.
Så Ena og Arne fortsætter med hver dag, når de står op og svømmer kl.6, at lægge dagen i Guds hænder og om aftenen tage hinandens hænder og takke Ham, der gav dem styrke, for dagen, der gik.