Jødehad – en fare for kristne i Danmark?

Ikke alle kristne føler sympati for jøderne. Nogle nærer ligefrem had til dem, eller kan ubevidst komme til at så hadet i andreGaskamre, uhyggelige pogromer, middelalderghettoer og korsfarere med løftede sværd – det er nogle af de ting, der dukker op i tankerne, når vi hører ordet “antisemitisme”. Desværre med god grund.Antisemitisme betyder had til jøder. Og følelsen af had til jøder er gennem de sidste 2000 år desværre gang på gang resulteret i handlinger vendt mod jøder.

Ordet antisemitisme bliver brugt i forskellige betydninger. Undertiden skelner man mellem forskellige “anti-ismer”:
Antijudaisme: had til den jødiske religion.
Antisemitisme: had til det jødiske folk/ den jødiske race.
Antizionisme: had til den jødiske stat, Israel.
Disse tre ting er ikke automatisk det samme. Man kan godt være principiel modstander af zionismen og staten Israel uden at nære had til det jødiske folk som sådan (det gælder f.eks. jødiske antizionister).
Men tit er disse tre “anti-ismer” nært beslægtet og overlapper hinanden. Tit er der i virkeligheden ét og samme had bag ved dem. Det bliver tydeligt når palæstinensere og andre i raseri over noget, staten Israel har gjort, angriber synagoger rundt om i hele verden, sådan som det skete i oktober måned. Hadet til staten Israel er ikke bare antizionisme i snæver forstand, men fører direkte over i had til alle jøder, uanset om de bor i Israel eller ej.

Lad mig sige det fuldstændig klart: Antisemitisme er ond. Antisemitisme er i total modsætning til det kristne evangelium.
Antisemitisme er synd, som alle kristne må tage afstand fra og forsage sammen med alt andet af Djævelens værk. Lykkeligvis har der hele vejen gennem historien været kristne, der sagde nej til antisemitismen.
Men der har desværre også i lange perioder været kristne, der har prædiket had til jøderne og deltaget i jødeforfølgelser. Der er ingen fare for, at troende kristne i Danmark skal begynde at forfølge jøder. Men nogle oplevelser jeg har haft de senere år, har overbevist mig om, at der faktisk også blandt troende kristne i den bibeltro del af dansk kirkeliv findes rester af antisemitismen.

For nogle år siden fortalte jeg om Ordet og Israels arbejde i et missionshus. Efter kaffen overværede jeg, at en mand gav sin kone en højlydt skideballe, fordi hun havde skrevet sig på sedlen til at modtage Ordet og Israels blad.
Da jeg spurgte ham, hvorfor han havde så meget imod bladet, svarede han, at han ikke ville have noget som helst med jøder at gøre. For som han udtrykte det:
– Det eneste, de (jøderne) nogensinde har gjort for mig, var at slå min frelser ihjel!
En aktiv IMU’er åbnede for nogle år siden en hjemmeside, hvor han beskrev staten Israels forhold til palæstinenserne så negativt, at det efter min mening langt overskred anstændighedens grænse og blev til antisemitisme.
Og for mindre end et år siden oplevede jeg i et andet missionshus, at en af lederne efter mødet åbent sagde, at han ikke kunne udstå jøder – og derfor heller ikke kunne forstå Ordet og Israels arbejde i Israel.

Lad os se virkeligheden i øjnene! Der er rigtig mange troende kristne i Danmark, der har et meget positivt forhold til det jødiske folk.
Men rundt omkring findes der også folk, der lider af fordomme og i værste fald had til jøder og alt jødisk. Derfor skal vi være meget opmærksomme på, at vi ikke i den måde vi udtrykker vores kristne tro på, kommer til at så nogle frø, der kan udvikle sig til antisemitisme.
Efter min mening er der især fem områder, som er farlige for os kristne i Danmark. Fem områder, hvor vi (måske mod vores vilje) kan komme til at udtrykke os på en måde, som i det lange løb kan være med til at puste til antismitiske forestillinger. Det gælder:

Undertiden omtaler nogle kristne GT som hårdt og dømmende med en ubarmhjertig og hævngerrig Gud. Sådan er jødernes bibel og jødernes Gud. Hvorimod NT er evangeliet om kærlighed og tilgivelse – og det er vores bibel som kristne.
Hvis man beskriver GT på den måde og glemmer, at GT også er en del af vores bibel, så har man åbnet porten for en udvikling i retningen af antisemitisme.

I mange prædikener bliver farisæerne beskrevet som selve indbegrebet af loviskhed og hykleri. Det er rigtigt, at nogle farisæere var sådan – præcis som der er kristne i dag, der er det.
Men tit er beskrivelsen overdrevet og fordrejet og udelukker de positive ting, som NT også siger om farisæerne.
Det er et problem.
Moderne jødedom er nemlig langt på vej en videreudvikling af farisæernes retning.
En uhistorisk, negativ beskrivelse af farisæerne kan derfor lægge en spire til et had mod jøder i dag.

Ned gennem kirkehistorien har der været eksempler på, at forkyndelsen af Jesu død har ført til forfølgelse af jøder. “Det var jøderne, der slog Jesus ihjel. Derfor fortjener de, at vi straffer dem.”
Det er utrolig vigtigt, at vi taler rigtigt om Jesu død. At nogle jøder for 2000 år siden medvirkede ved Jesu død (sammen med nogle romere!), må ikke føre til, at vi skaber had til jøder i dag.

Undertiden bliver de første kristne beskrevet, som om de ikke var jøder. Ved at fortie, at de var jøder, skabes en historisk forkert afstand mellem kirken og det jødiske folk.

Helt fra oldkirkens tid har det været en udbredt lære, at kirken er “det nye Israel”, som erstatter det jødiske folk som Guds udvalgte folk. Denne erstatningsteologi er farlig, fordi den undertiden er blevet forstået på den måde, at alle domsprofetierne i Bibelen gælder Israel, mens frelsesløfterne gælder den kristne kirke.
Den måde at læse Bibelen på åbner for antisemitiske tendenser. For så er det jødiske folk jo helt igennem forbandelsens folk, mens kirken er Guds folk.
Lad os være forsigtige på disse fem punkter! Jesus var jøde. Derfor kan vi som kristne ikke forfølge det jødiske folk. Tværtimod har vi netop som kristne et helt specielt fællesskab med Israel.