Journalist fandt troen frem, da han så døden i øjnene

Jørgen Flindt Pedersen fandt tilbage til sin barnetro i forbindelse med en 5 dobbelt bypassoperation – selv om 50’ernes syndfikserede kristendom ikke var noget at råbe hurra forAt være på rette sted på rette tidspunkt – det er vel journalistens opgave, og den må Jørgen Flindt Pedersen siges at have opfyldt til punkt og prikke. Senest med filmen “Drengene fra Vollsmose” (febr. 2002) om et andet og langt mere menneskeligt ansigt af andengenerationsindvandrere fra det berygtede kvarter.Men også før – ved Nigerias borgerkrig, hvor han var med i luftbroen med nødhjælpsforsyninger til den hungerramte provins Biafra i 1970, ved Vietnamkrigens afslutning i 1975, hvor udenrigskorrespondenten lige nåede flyet hjem til trygge Danmark inden Nordkoreanerne overtog Saigon og – ikke mindst – ved den israelske invasion i Libanon i 1982, hvor flygtningelejrene Sabra og Chatila stod for skud.
Og det er da også lige med nød og næppe, vi får en aftale med den travle journalist inden han skal på endnu en opgave i det konfliktramte Mellemøsten, hvor han skal lave en film om det palæstinensiske folk “mellem terrorbomber og besættelse” for Dansk Filminstitut og TV2.

Anledningen til interviewet er hans selvbiografi “Hjerteblod” – der gør status over et hektisk journalistliv, vurderer prisen ved en forrygende karriere, men også er en slags syndsbekendelse – livet rulles op på godt og ondt. Bogen slutter med en trosbekendelse, hvor han bramfrit giver udtryk for sin tro på Gud og sympati for kirken. Lige så ublu som han før beskrev sin opvækst i det syndfikserede KFUM miljø i Odense, seksuelle opdagelser i ungdomsårene og eksperimenter med alternative samlivsformer i 70’erne. Lige så ærlig er han omkring kriser og magtkampe – og nervesammenbrud – i karrierens navn – og de moralske skrupler der følger ved altid at skulle være samfundets flue på væggen, ikke til fals for nogen, men hellere til hjælp for mange.
En 5dobbelt bypassoperation i 60’årsalderen satte en brat stopper for selvrealiseringen – og den nu landskendte journalist, bladchef og indtil 1998 direktør for TV2, måtte udforske den åndelige virkelighed.

Med udsigt til at “mit bryst skulle saves op” og at lægerne ikke kunne give 100 pct. garanti for, at han ville overleve, begyndte troens univers at dæmre:
– Jeg var stadig ikke medlem af Folkekirken, men havde fået troen tilbage, fortæller han i “Hjertebod”.
Og så bruger han den tjekkiske poet og præsident Vaclav Havels formuleringer i ‘Fjernforhør’:
,,At der oven over mig er noget hemmeligt, et brændpunkt for al meningsfuldhed og en højeste moralsk autoritet; at begivenheden kaldet verden har sin dybere orden og mening (at den altså ikke kun er en vrimmel af usandsynlige tilfældigheder); at jeg også med mit liv retter mig mod noget, som langt overskrider mig og den af mig kendte verdens horisont; at jeg med alt, hvad jeg foretager mig, på mærkelig vis strejfer evigheden.”
– Havel tøver, når det gælder det konkrete, ,,inderligt at acceptere Kristus som Guds søn og samtidig alt, hvad deraf følger, altså også liturgien”. Men heller ikke med det havde jeg længere noget problem, fortæller Jørgen Flindt Pedersen åbent i bogen. – Og søndagene op til operationen opsøgte jeg den lokale landsbykirke i Drigstrup.

– Det hjalp at sidde i det gamle smukke rum, at finde styrke i præstens ord om Guds kærlighed og syndernes forladelse. At foretage den voldsomme underkastelse over for en højere magt, himmelens og jordens skaber, som der for mig ligger i at gå op til alteret, knæle og modtage den hellige nadver.
– En ven gav mig et citat fra Salmernes Bog: ,,Vær stille hos Gud alene, min sjæl, thi fra ham kommer mit håb; ja, han er min klippe, min frelse, mit værn.” Det tog jeg tit frem og læste igen og igen.
Det var da du så lægens skalpel i øjnene, at du genfandt troen? Har du en stadigvæk? – spurgte vi så bramfrit som journalister nu kan – og skal – være.
– Jamen, det har jeg da. Det er et behov jeg har, at gå i kirke og opleve det, der sker i kirken.
Hvad med hverdagen?
– Ja, dér fornemmer jeg en stadig inspiration. Det er en udfordring at beskæftige sig med de store spørgsmål i livet, det gode og det onde…Og så må jeg indrømme, at der er en tryghed ved at have en tro.
Hvordan praktiserer du troen?
– Jeg har ingen speciel praksis, blot en indre viden om, hvor jeg står. Det har jeg ingen tvivl om. Men jeg har en dragen efter at høre ordene, at beskæftige mig med ordene, henne i kirken. Og så tiltaler nadveren mig. – Den er jo dybt irrationel, så langt fra videnskabelig tankegang, den kan være. Men for mig er den det stærkeste symbol på, at jeg er i stand til at underkaste mig min tro.
Du skriver noget om syndsforladelse i bogen…
– Ja, det er ikke noget man taler så meget om i dag, men alle har et behov for at vide, at når de ikke kan leve op til sine idealer, findes der tilgivelse.

Din seneste produktion Drengene fra Volsmose. Hvordan kan den kristne tro påvirke, bygge bro, skabe udvej for andengenerationsindvandrerne?
– Deres forhold til islam minder meget om min tid i KFUM som barn. Typiske ligheder som, at man ikke må bande, skal opføre sig ordentligt, have hænderne over dynen osv. Islam stiller meget store krav.
– Jeg husker især en ung fyr, som ikke turde gå i moskeen, for sæt nu noget frygteligt skete, på grund af det han ikke havde fået gjort, eller måske gjort…
– De andengenerationsindvandrere, det går galt for, er dem som vil slippe løs fra de snærende bånd i islam. De ender i et regelløst vakuum.
Kan kristendommen ikke være et tilbud her, tror du?
– Jeg kan ikke forstille mig, at de er klar til at tage det kvantespring! Det tager nok flere generationer, før de kan gå lige over fra det ene til det andet.

Tilbage til kirken – er du tilfreds med den, eller skal den forny sig for bedre at nå ud i samfundet?
– Både og. Jeg er glad for kirken som den er, nøgtern, enkel, det fine ritual. Samtidig er der plads til mere. Vores præst her i Kerteminde laver f.eks. salmegudstjenester, hvor folk får lov til at vælge salmerne og motivere dem.
– Jeg tror det er bedst at fastholde liturgien, holde sig til teksten. Men prædikenen er til gengæld en stor mulighed for præsten at få fat i folk, at appellere til deres religiøse instinkt.

“I mange år var den for mig mest et udtryk for troen på et liv før døden”, skriver Jørgen Flindt Pedersen i ‘Hjerteblod’ og fortsætter: “Men mere og mere var den også blevet mit billede af livet efter døden. En naiv og smuk bro til KFUM og den barnetro, som jeg i så mange år havde taget afstand fra.”
– Har du stadig troen på et liv efter døden? Hvoran forestiller du dig det?
– Det har jeg ikke en præcis forestilling om. Det er jeg nok ikke gammel nok til… Indtil videre bliver det ved sidste vers af Den signede Dag, som jeg også citerer i bogen:

“Så rejser vi til vort fædreland,
Der ligger ej dag i dvale,
Der stander en borg så prud og grand
Med gammen i gyldne sale.
Så frydelig der til evig tid
Med venner i lys vi tale.”

“En dag skal vi mødes ved det store redaktionsbord. Uden dead-line!” Det er vidst det nærmeste vi kommer journalist Jørgen Flindt Pedersens forestilling om himlen.