Operation Mission vil nå Londons 1 mio. muslimer

Den engelske hovedstad er brohoved for islam i EuropaOver 1 mio. muslimer lever i eller er jævnligt på besøg i London. Næsten alle muslimske lande er repræsenteret i Englands hovedstad, lande der ellers er lukkede for mission.Operation Mission (OM) ser muslimske indvandrere i et åbent samfund som alle tiders anledning. Her er de pludselig i et land, hvor der er frihed til at høre – og modtage – det kristne budskab. Derfor har OM iværksat et program under navnet Turning Point (Vendepunkt), der gennem et kort bibelskoleophold skal udruste kristne til at dele evangeliet med muslimer og derefter sende dem ud i mylderet i Londons gader.
“Global Action” er et forløb på 1-2 år, “Global Challenge” kortere kurser og fremstød gennem hele året.
– Turning Point har et jule-fremstød i London d. 14. – 23. december 2002. Hvis nogen har lyst til at tage af sted, kan de bare kontakte mig, fortæller Bitten Schriver, landsleder for OM’s afdeling i Danmark, til Udfordringen.

Træningsbase
for missionærer

Men hvorfor lige London? Fordi London er et brohoved for islam i Europa, idet det regnes for islams politiske og religiøse centrum i Vesten. Og fordi over halvdelen af Storbritanniens muslimer bor i London. 1 million – hvis man regner de 300.000 muslimer med, som besøger den engelske hovedstad i sommermånederne.
Desuden rummer London betydelige samfund af tyrkere, iranere og arabere – de tre dominerende sproggrupper i Mellemøsten. Det gør London til et godt træningssted for kristne, der vil rejse videre til disse lande.
Turning Point har 20 års erfaring med at nå europæiske muslimer med evangeliet. Metoderne spænder fra spørgeskemaundersøgelser fra dør til dør, over bogborde på markedspladser, kaffebarer, videoaftner og særlige tiltag for mødre og børn til fremstød på universiteter.

Arnested for
islamisk propaganda

Og netop universiteterne er arnested for fremtidens ideologier. Derfor har næsten alle universiteter og højere læreanstalter en afdeling af Islamic Student Union, en islamisk studenterorganisation, der åbent promoverer islam og kritiserer kristendommen.
Og som om det ikke var nok, er der i Storbritannien over 5000 koranskoler – foruden de 1500 moskeer, der præger bybilledet i mange større byer.
Men Operation Mission lader sig ikke skræmme af muslimers aggressive stil, men tror kærlighed kan drive al frygt ud, og venskab med muslimer kan bygge bro for evangeliets budskab.
– Dagens Europa giver uanede muligheder for at dele Kristi kærlighed, lyder det optimistisk i en brochure fra Turning Point.
Et Europa, der i dag rummer 20 mio. muslimer. Og hvor den muslimske befolkning vokser med 4,2 pct. om året. Et Europa, hvor humanistiske filosofier har tømt både teologien og kirkerne for indhold. Kun 1/10 af Europas befolkning går “regelmæssigt” i kirke. Blandt protestanter er tallet nede på 2,8 pct.

Vægt på venskaber

Venskabsevangelisation er nøglen, mener Operation Mission. For muslimer betyder venskab at gå den første, den anden, tredje og fjerde mil. For os i vesten er gæstfrihed ikke en nødvendig del af vor kultur, men muslimer kan have en gæst boende i tre dage, inden de stiller spørgsmål. De forventer, at deres venner smider alt, hvad de har i hænderne, hvis de spørger om hjælp, fordi de selv ville gøre det samme.
På Turning Point i London får kristne et “crash course” i islam og muslimers kultur. Her lærer vestlige at tænke østligt, at mennesker er vigtigere end tid. Det får eleven rig anledning til at praktisere i Londons multietniske metropol. I programmet indgår også arabisk til husbehov.

Flere informationer fås på www.dk.om.org.