Terapeutisk kloning er “moderne kannibalisme”
Den britiske regering har givet grønt lys for kloning af fosterceller til medicinske formål. Lige før jul kom parlamentets godkendelse…
Terapeutisk kloning er et udtryk, vi kommer til at høre mere om i den nærmeste fremtid. Med det britiske parlaments godkendelse, må vi sige, at klokken er faldet i slag.Mens man for få år siden – nærmere bestemt i 1997, da fåret Dolly kom til verden ved en kloning – afviste det som noget aldeles usandsynligt, at teknikken nogensinde ville blive anvendt på mennesker, ja, så er det faktisk det, der sker i dag, i forbindelse med terapeutisk kloning.
Teknikken er – som man let kan forestille sig – en temmelig kompliceret affære (se illustrationen på siden). Meget kort fortalt går den ud på, at man tager en specialiseret celle (dvs. en kropscelle el. somatisk celle, f.eks. en hudcelle) fra et individ, fjerner cellekernen og (ved elektrofusion) smelter denne sammen med en befrugtet ægcelle, hvis kerne man forinden har fjernet. Ægcellen “omprogram-merer” nu cellekernen fra den specialiserede celle, således at den “glemmer”, at den er en hudcelle. Den begynder at opføre sig som en ægcelle, deler sig og bliver til en såkaldt blastocyst, hvorved der udvikles embryonale stamceller.
Disse stamceller kan, hvis de bliver dyrket, blive til specialiserede celler, som vil kunne transplanteres til patienten. Patientens organisme vil ikke afstøde “reparationscellerne”, fordi deres genetiske information er identisk med informationen i patientens egne celler, som de jo er klonet af.
Muligheden for at skabe celler, der kan bruges til at reparere defekte organer: Hjerteceller, nerveceller osv. og for på længere sigt også at frembringe hele organer, er principielt ubegrænsede, selv om man endnu mangler at få styr på selve differentieringsprocessen. Forskere taler i dag om, at det ikke vil vare mere end 10 år, førend teknikken er tilstrækkeligt udviklet til, at terapeutisk kloning vil kunne blive et almindeligt behandlingstilbud.
Hvor kommer så de etiske betænkeligheder ind i billedet? For umiddelbart lyder det jo besnærende, at man f.eks. vil kunne udvikle nerveceller til Parkinson-patienter eller hjerteceller til patienter med svagt hjerte. Svaret skal findes i selve den proces, vi lige har beskrevet. Forudsætningen for at producere “reparationsceller” er jo, at man ødelægger en ægcelle, dvs. lader et potentielt menneskeliv gå til grunde. Det sker i det øjeblik, cellekernen fjernes for at give plads til kernen fra den somatiske celle.
Anderledes udtrykt: Det ene menneskelige individ bliver til et middel for det andet. Den stærke udnytter den svage og forsvarsløse, ja mere end det: Bruger »materiale« fra den anden, således at man med en vis ret kan kalde overgrebet for kannibalisme.
Overskydende befrugtede æg fra IVF-behandlingen eller fra aborterede fostre er “materialet”.
Hvor får man ægcellerne fra? I England bruger man de overskydende æg fra kunstig befrugtning. De opbevares i nedfrosset tilstand, og de øjeblikkelige lagre rummer ca. 40.000 æg. I Tyskland, hvor det er forbudt at anvende overskydende æg fra IVF-behandling til forskningsformål, anvender man stamceller fra aborterede fostre. I de tidlige fosterstadier (6-8 uger) findes der et antal udifferentierede, totipotente celler i blommesækken, dvs. celler, der kan blive til alle celletyper. Eller man løser problemet ved at importere stamceller fra udlandet. I USA kan der ikke bevilges offentlige midler til forskning i menneskekloning, men der er i lovgivningen intet til hinder for, at forskningen kan gennemføres i privat regi.
Og i Danmark? Ja, her har vi også fremtidssikret medicinalindustrien ved kun at forbyde “forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af arvemæssigt identiske menneskelige individer”.
Når det drejer sig om terapeutisk kloning er formålet klart et andet, nemlig at dyrke reservevæv og ditto organer – hermed også sagt, at vi ikke p.t. har nogen klar lovgivning på området. Den samme flydende retstilstand finder vi i de fleste EU lande, hvor lovgivningen traditionen tro halter et godt stykke efter den teknologiske udvikling.
Det Etiske Råds formand, Erling Tiedemann har over for Kristeligt Dagblad (01.08.2000) udtrykt stærk betænkelighed med hensyn til de nye kloningsteknikker.
– Lige meget hvordan man vender og drejer det, siger han, handler kloning altid om, at man skaber noget, som kunne være begyndelsen til et menneskeliv. Det er respekten for menneskeværdet, der står på spil.
Også formanden for Teknologirådet Henrik Toft Jensen udtrykker en vis betænkelighed, men tilføjer, at det næppe er muligt at regulere forskningen på området:
– Ingen tvivl om at teknikken kan give en masse fordele, men den fører os også ud på et skråplan, og jeg er ikke sikker på, at man kan bremse på det skråplan.
Det synes formanden for Den Centrale Videnskabsetiske Komité Kamma Bertelsen øjensynlig heller ikke, at man skal – at dømme efter denne udtalelse vedrørende betimeligheden af at anvende kloning til at danne nye organer:
– Det kan jeg ikke se noget galt i. Det må være bedre end, at et andet menneske skal dø, før patienten kan få det organ, vedkommende mangler.
Det Etiske Råd har i samarbejde med Det dyreetiske Råd udsendt et “Debatoplæg om kloning og kloningsrelaterede teknikker”.
Hæftet byder på en gennemgang af de teknikker, der anvendes både ved kloning af mennesker og dyr, men ikke på nogen stillingtagen fra Rådets side. En sådan har vi endnu til gode. Til gengæld rummer hæftet et afsnit om de debatspørgsmål, de nye teknikker rejser, og her kommer man ind på, at den teknik, der anvendes ved terapeutisk kloning, også meget vel kan tænkes at blive anvendt i andre sammenhænge:
– Hvis terapeutisk kloning tillades, hvorfor så ikke tillade frembringelsen af “almindelige” embryoner med henblik på forskning?
