– Var Jesus SORT eller HVID?

Jørn Henrik Olsen har skrevet en doktorafhandling om „Kristus i tropisk Afrika” som også handler om vores egen tro- Er kristendom den hvide mands religion?
– Nej – kristendommen er også en afrikansk religion, konkluderer Jørn Henrik Olsen.
Han er adjunkt på Københavns Universitet og vejleder bl.a. studerende i deres emneopgaver.
– Det er kolossalt spændende at arbejde her på Universitetet, siger han, mens vi sidder i hans kontor på 4. sal på Det Teologiske Fakultet i Købmagergade.
Grunden til vort besøg er, at Jørn Henrik Olsen for nylig har udsendt bogen “Kristus i tropisk Afrika”. Det er den næsten 400 sider lange doktorafhandling – en såkaldt Ph.D. – som han forsvarede i 1999.
Men Jørn Henrik Olsen er ikke bare en “nørd” – han er også kunstmaler – på omslaget gengives et af hans malerier – og han er aktiv såvel i sin kommune Græsted-Gillelejes “kulturnat” som i dens daglige liv. Han skriver ofte i lokale aviser, er med i en studiekreds om kristendom, som også omfatter ikke-kristne, og er far til fem piger fra 9-21 år.
Og så er han i øvrigt vokset op i Luthersk Mission på Bornholm og har været udsendt som missionær i Tanzania sammen med sin kone Lutte, der er sygeplejerske. Der var han undervisningsleder fra 1986-94 på Moravian Theological College i Mbeya. Det er den afrikanske Brødremenigheds præsteskole.
Her lærte han i praksis, at teologien betyder noget forskelligt i Europa og Afrika.

– Afrikanerne skal ikke overtage vores kultur for at blive kristne. De skal ikke være kristne på vores måde. Troen skal have lov at slå rod i Afrika. Klædedragten skal være afrikansk, ikke europæisk, siger Jørn Henrik Olsen.
– Tidligere var man ikke altid så opmærksom på dette, og da kom man ofte til at presse en europæisk kristendoms-forståelse ned over dem. Alt det gamle blev ofte betragtet som hedensk. Men det var et forenklet synspunkt. Og hvis man med et snuptag erstatter alt det gamle, efterlader man mennesker rodløse og med identitetsproblemer. Fortiden kan og skal man ikke droppe fra den ene dag til den anden. På samme måde, som da Kongen i vikingetiden besluttede, at vi kollektivt gik over til kristendommen, eller da Kongen ved reformationen afskaffede den katolske kirke med alt, hvad det indebar. Da mistede vi også noget.
Når mennesker i dag er søgende og nogle endda kan blive nordiske Asa-dyrkere, så er det jo, fordi vi har brug for ritualer og rammer, og når kirken ikke er opmærksom på det, slår det ud i andre retninger.

Jørn Henrik Olsen nævner som eksempel musikken, hvor man tidligere var imod trommer og dans, som er naturligt for afrikanerne:
– Afrikanerne skal have lov at komme af med den energi, de har i kroppen.
– Også når det gælder troslæren, dogmatikken, har man brugt de vestlige begreber, som ikke altid havde den samme betydning i Afrika.
– Det er vigtigt, at afrikanerne – ja, at alle folk – kan sige “Jesus er min Herre”. Han er ikke kun en vestlig herre. Ikke en fremmed. Han er “min Herre”. Han er afrikaner, han er dansker.
Det kristne budskab har universel adresse, men skal altid tilpasses eller leves ud i en lokal sammenhæng. I Danmark køber LMs unge en lastbil til at drive lastbil-mission fra (Godt Nyt Dytten); nogle steder i Afrika skal det måske være kamel-mission.

– Jesus og evangeliet kan oversættes til enhver kontekst – det vil sige til enhver sammenhæng. Og det spændende er, at afrikanerne ser nye sider af Jesus, som vi i vores kontekst ikke ser.
Jeg har i bogen nævnt, at nogle afrikanske teologer lægger vægt på Jesus som en forfader eller en ældre bror – den førstefødte – ypperstepræst – formidler. Det er noget, der siger noget i deres kultur.
For katolikkerne er det nemmere at have dette med forfædrene med, fordi de i forvejen regner med en slags mellemvæsener – helgener.
De kristne afrikanere har også meget bedre syn for Jesus som helbrederen.
At Jesus er en helhed, både åndelig og materiel. At han helbreder os. Tør vi sige det?

Jørn Henrik Olsens bog er ikke just en folkebog. Den er skrevet i et meget akademisk sprog. I sin nuværende form vil den være interessant for de motiverede i det faglige miljø. Derfor arbejder forfatteren da også på forskellig måde med at gengive sine teser i mere folkelige udgaver.
For bogen handler dybest set ikke kun om evangeliet i Afrika, men også om hvordan vi selv fortolker kristendommen. Hvordan vi tænker os Jesus som dansker i dag.
– Der ligger nu et arbejde med formidling foran. For hvad er teologien værd, hvis ikke den kan kommunikeres ud til mennesker?

– Jesus blev jo selv én af os. Han blev menneske, og han er et sundt, ægte, relevant menneske i enhver kultur. Jesus taler selv om, at ligesom han er udsendt af Faderen, sådan sender han os. Vi er sendt – ind i enhver virkelighed. “Dér hvor du er” som titlen lyder på en god bog.
Det er i virkeligheden et radikalt kald til os. Ofte har vi fulgt forskellige åndelige flugtveje for at slippe udenom at være kristne i vores egen kontekst – vores virkelighed. Vi forsøger måske at leve i en anden tid, eller vi isolerer os i selvbekræftende fællesskaber. Vi bliver til kristne ghettoer og laver osteklokke-mission. Og det er godt, at osten er stærk, men den kan også blive for stærk, hvis den aldrig bliver brugt.
Men Jesus kalder os til at leve dér, hvor vi er, som kristne.

– Jeg tror, at nogle af de nye menigheder, f.eks. frimenigheder, som nu opstår, er udtryk for, at man trækker sig tilbage, fordi man møder så mange uforståelige fænomener i samfundet. Så laver man et overskueligt fællesskab, men det løser kun problemerne for dem, der er indenfor.
– Kristne har en masse at tilbyde, og det gælder om, at vi også har kontakter til “almindelige mennesker”. Vi er fælles om at være mennesker. Vi har glæder, sorger, problemer – ingen er supermennesker.
Her har jeg lært meget af afrikanerne. De lider med hinanden og ofrer meget for hinanden – både indenfor familien, blandt venner og i det kristne fællesskab.
– Der er selvfølgelig også nogle frimenigheder, der er mere udadvendte og missionerende.
Og det er vigtigt, at kirken er så mangfoldig, at den kan appellere til alle. At den f.eks. ikke er for lidt udfordrende, for forsigtig for unge.
På et tidligere kursus her på Universitetet spurgte TV3 tilfældige unge i byen om gudstjenesteformen. Det viste sig, at de egentlig gerne ville være kristne eller i det mindste gerne ville finde ud af, hvad det var for noget, men kirkens form stod i vejen – den appellerede ikke til dem.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke ophøjer bestemte gudstjenesteformer eller en bestemt sangkultur til at være noget særligt hellig. Eller at vi gør orglet til det eneste guddommelige instrument!
Kristendom skal være dynamisk.

(Maleri af Jørn Henrik Olsen, olie på lærred 60×50 cm 2001 uden titel)