Rusland er døende
Ca. 60 pct. af alle graviditeter i Rusland ender med en abort, oplyser organisationen Respekt for Menneskeliv.Det er lederen af det videnskabelige institut for gynækologi og obstretik i Moskva, der kommer med den chokerende oplysning. Vladimir Kukalov oplyser, at yderligere ti pct. ender med en abort pga. af Ruslands ringe helbredstilstand.
Det er således kun 30 pct. af alle graviditeter i Rusland, der ender med en fødsel. Rusland er hermed kun overgået af Rumænien i abortfrekvens.
Ud af 38 mio. kvinder i den fertile alder er seks mio. sterile til dels pga. tidligere aborter. Siden 1989 er der blevet fire millioner færre russere. Børnedødeligheden er dog faldende i landet, men stadig dobbelt så høj som i USA.
Ikke desto mindre vurderer FN, at der de næste 50 år vil være mellem 30 og 50 pct. færre russere end der er i dag.