Stor år 2000 koncert-række for kirkekor i Viborg Stift
I løbet af år 2000 præsenteres nogle af Europas mest fremragende kor ved 10 koncerter i de største kirker i Viborg Stift, og koncerterne indgår i Viborg Stifts år-2000 fejring, som er blevet kaldt Er Viborg Stift en ø ?
Blandt de optrædende er det verdensberømte Nederlandske Kammerkor, som aldrig tidligere har optrådt i Jylland, og det professionelle engelske kor Polyphony, som ved koncerter i Holstebro og Viborg i februar for første gang præsenteres i Danmark.
Projektets bærende idé er at vise, hvordan stiftets kulturelle og kirkelige liv igennem de sidste tusinde år, har været tæt forbundet med det kirkelige og kulturelle liv i Europa. Før hver koncert holdes foredrag, som gennemgår aftenens program, bl.a. af Peter Ryom, som er musikalsk medarbejder ved Danmarks Radio, P1.
Afslutningen på Viborg Stifts år 2000 fejring bliver en festgudstjeneste i Viborg Domkirke, hvor flere hundrede sangere fra stiftets kirkekor uropfører et stort korværk af domorganist Asger Pedersen. Både kongehusets præst, Christian Thodberg, og biskop Karsten Nissen (billedet) medvirker.
I forbindelse med koncertrækken udgives en bog: Er Viborg Stift en ø? Viborg Stift og by i europæisk spejling. Bogen handler om stiftets kulturelle og kirkelige tilknytning til Europa. Projektet får støtte fra Forskningsministeriets År 2000 Fond, en række Midt- og Vestjyske kommuner, samt Viborg Stift og Ringkjøbing- og Viborg Amter, Egefonden og Statens Musikråd.