Arafat holdt ude af Betlehem
Den palæstinesiske leder forbydes adgang til midnatsmessen i Fødselskirken for 2. år i træk.
Den israelske premierminister Ariel Sharon sagde søndag, at hæren vil blive i Betlehem i juledagene. Han tilføjede, at Yassir Arafat ikke vil få tilladelse til at deltage i midnatsmessen i Betlehem. Arafat har deltaget i messen i Fødselskirken hvert år siden 1995.
Den israelske hær vil beskytte de kristne, der valfarter til Fødselskirken i anledning af julen:
– Vi vil gøre alt for at sikre den religiøse frihed for de kristne, der tager til Betlehem, sagde en regeringsembedsmand til det franske nyhedsbureau AFP.
Palæstinenserne raser over Sharons beslutning, som de mener omgår international ret.