Et kirkeligt opgør med postmodernismen

Kurt Christensen vurderer tidl. studierektor på DBI, cand.theol. Niels Ove Vigilius’ sidste bog som en troværdig skildring og kritik af centrale sider ved det postmodernePostmodernismen, som efter manges mening er den bærende filosofiske tankegang i vor tids kultur, kalder givetvis på stillingtagen fra kristent hold.Denne udfordring tager nyligt afdøde Niels Ove Vigilius, som har været en af de mest markante skikkelser på folkekirkens såkaldte højrefløj blandt andet som medstifter af KFS og som rektor på DBI, op i en særudgave af Nemalah, Dansk Bibel-Instituts studen-terblad i 2002.

Selve begrebet “postmoderne” signalerer, at vi befinder os i en epoke, som ligger efter den “moderne” tid. Kort fortalt går forskellen mellem de to epoker ud på, at medens den moderne kan karakteriseres ved stikord som fornuft, fremskridt og frihed, så er den postmoderne tid præget af en manglende tro på fornuften og fremskridtet, således at alene frihed og frigørelse står tilbage som væsentlige begreber. Fra en anden side set er det karakteristisk for den postmoderne kultur, at den er pluralistisk og sandhedsrelati-vistisk. Man tror ikke længere på, at der findes en fast mening og sandhed. Disse træk ved det postmoderne og især deres udslag på religionsteologiens og hermeneutik-kens (teksttolkningens) område resulterer ifølge Vigilius i en åndskamp på liv og død for kirken (s. 36). Dermed er begrundelsen givet for, hvorfor Vigilius netop koncentrerer sig om disse områder, altså religionens og hermeneutik-kens område.
Hovedsynspunktet i den postmoderne religiøse pluralisme og relativisme, som ikke mindst repræsenteres af amerikaneren Paul Knitter og englænderen John Hick, er, at man ikke med rette kan tale om, at en given religion er grundlæggende bedre eller sandere end andre religioner. Det betyder blandt andet, at man må afvise den klassisk kristne påstand, at Jesus er den eneste vej til frelse. Denne postmoderne religiøse pluralisme afviser Vigilius med udgangspunkt i en amerikansk evangelikal teolog, Paul R. Eddy, blandt andet fordi den rummer selvmodsigende træk.

Hovedslaget drejer sig imidlertid efter Vigilius’ mening om hermeneutikken/teksttolk-ningen – og deri har han formentlig ret. Spørgsmålet er, om der i en tekst (og hvad der ellers er genstand for vores fortolkning) findes en fastlagt mening, og om vi i givet fald har mulighed for at erkende den.Den postmoderne hermeneutik er generelt skeptisk til, at tekster rummer en forud fastlagt mening, og vil desuden hævde, at vores fortolkning på forskellig vis er begrænset, således at den ikke kan nå frem til en objektiv mening og sandhed, selvom der faktisk var en sådan. Perspektiverne ved denne opfattelse er foruroligende. Hvis denne opfattelse nemlig holder stik, er den kristne kirke virkelig i knibe. For så kan vi ikke vide, hvilken mening de bibelske skrifter dybest set rummer. Og så kan vi ikke vide, hvad der er sand kristendom og hvad vi er sat til at forkynde.

Vigilius opridser den hermeneutiske udvikling frem til det postmoderne. Her ofres der plads på en beskrivelse af Nietzsches, Heideggers, Gadamers og Wittgensteins bidrag til den postmoderne hermeneutiske tænkning. Ikke mindst Gadamerafsnittet er fyldigt og instruktivt. Men Vigilius stiller sig mere kritisk end D.A. Carson, som han ellers i høj grad er afhængig af, til både Gadamer og Ricoeur (s. 165 og 167). Også den fra Saussure stammende strukturalisme omhandles, og toneangivende postmoderne filosoffer som Michel Foucault og Jacques Derrida – men derimod ikke Richard Rorty – beskrives.
Som svar på den postmoderne hermeneutiks udfordringer henviser Vigilius i første omgang til en række synspunkter hos D.A. Carson. Dernæst griber han med udgangspunkt hos Bengt Hägglund tilbage til den reformatoriske tale om “Skriftens klarhed” uden at det bliver helt tydeligt, hvordan de to former for svar forholder sig til hinanden. Forståelsen af Skriftens klarhed gør han gældende som et hermeneutisk princip imod den postmoderne relativisme. Den reformatoriske forståelse af Skriftens klarhed gør det nemlig muligt i sammenhæng med forståelsen af Skriften som Guds åbenbaring at finde sikker grund under fødderne for den kristne tro (s. 201ff.).

Denne opfattelse, som Vigilius under inspiration fra den amerikanske lutherske teolog Kurt E. Marquart gør gældende, har efter min mening meget for sig, når det gælder troens ydre kilde og holdepunkt. Men den løser for mig at se ikke uden videre problemet med den usikkerhed, som skyldes den menneskelige erkendelses begrænsethed, en usikkerhed, som endog profileres af den kristne lære om menneskets begræn-sethed og syndige natur. Selvom Skiften altså er klokkeklar, er vor forståelse af den det ikke nødvendigvis. Der må derfor efter min mening altid indskydes et aldrig så lille forbehold med hensyn til, om vi nu også har forstået Skriften ret. Dette udelukker ikke troens vished, men hindrer blot, at den udvikler sig til en filosofisk sikkerhed.

Vigilius’ sidste løsning, når det gælder den kristne tros vished, er Helligåndens overbevisende gerning i forbindelse med ordet om Kristus. Denne løsning vil jeg også selv tilslutte mig. Men den udgør blot et begrænset svar på den postmoderne hermeneutiske udfordring. Den besvarer nemlig ikke problemet om den usikkerhed, som er knyttet til tolkningen af alle andre slags tekster. Her må et fortsat arbejde blandt andet knytte til ved de ansatser, som D.A. Carson har leveret.

Vigilius skriver en ærlig bog i den forstand, at han ikke skjuler, hvor han henter sine synspunkter fra. Og det er i hovedsagen fra en række evangelikale amerikanske teologer med D.A. Carson og Stanley J. Grenz i spidsen. Når det drejer sig om et så stort og vanskeligt tilgængeligt felt, som det Vigilius her har kastet sig over, vil det også i en vis udstrækning kunne forsvares, at man ikke overalt er fortrolig med primærlitteraturen. Men det forekommer mig at være en ikke ubetydelig svaghed, at Vigilius stort set ikke synes at have konsulteret de toneangivende postmoderne filosoffer, som han beskriver, men nøjes med at referere dem fra deres kritikere. Store dele af bogen har simpelthen karakter af referater. Hertil kommer, at afsnittet om den religiøse pluralisme efter min opfattelse virker en anelse tyndt. Men med disse svagheder in mente har Vigilius ikke desto mindre kastet sig over et vigtigt anliggende og giver efter mit skøn en troværdig skildring og kritik af centrale sider ved det postmoderne.

Niels Ove Vigilius:
Postmodernismens udfordringer – og den kristne tro
227 sider • 150 kr
Dansk Bibel-Institut