Pakistan: Kristen skolelærer for retten tiltalt for blasfemi

Den 17. juli begyndte retssagen mod skolelæreren Pervaiz Masih i Daska i det nordøstlige Pakistan, oplyser Åbne Døre.
Det sker to år og tre måneder efter, at han blev arresteret sigtet for blasfemi. Den nu 35-årige Masih er blevet nægtet løsladelse mod kaution siden sin arrestation i april 2001. Her havde nogle teenage-drenge påstået, at han var kommet med nedladende bemærkninger om den muslimske profet Muhammed. Ifølge en uvildig undersøgelse er beskyldningerne baseret på ”partiskhed og rivaliseren, inklusiv religiøst had.”