Pensionister skal skabe et hjem for soldater i Kosovo
65-årige Edith og 63-årige Bent Larsen rejste til Kosovo den 19. august for at arbejde som lederpar i KFUMs soldaterhjem i den danske lejr frem til den 15. februar.
Bent Larsen er tidligere økonomichef i Farsø Kommune. Edith Larsen har været sagsbehandler i Den kristelige Fagbevægelse.
I den danske militærlejr i Kosovo har KFUMs Soldatermission fået stillet containere på i alt 63 kvadratmeter til rådighed af forsvaret. Det er i disse omgivelser, Edith og Bent Larsen skal drive soldaterhjem for op mod 500 danske soldater. Normalt kommer der dagligt omkring 100 soldater forbi soldaterhjemmet.