Trosbevægelsens fader er død
Kenneth Hagin døde lørdag efter næsten 70 år som prædikant
Lørdag den 19. september døde Kenneth Hagin i en alder af 86 år.
Han var stifter af Kenneth Hagin Ministries, hvorunder hørte bibelskole, brevskole, forlag, kirkeorganisation, et månedligt blad med 250.000 abonnenter og en kæde af kirker, alt sammen under navnet RHEMA (med betydningen Det levende, åbenbarede Ord).
Hagin var forfatter til cirka 100 bøger, hvoraf de fleste var nedskrevet efter bånd fra hans møder, hvilket ikke gjorde dem til litterære værker. Han var i sin undervisning stærkt influeret af Essek W. Kenyon, som i sin kristendomsforståelse var stærkt optaget af spekulativ metafysik. Hans lære ville næppe have haft indflydelse på det amerikanske kirkeliv, hvis ikke Kenneth Hagin havde viderebragt hans filosofier.
De medførte meget store problemer i USA i 1980erne, hvor mange trosforkyndere blev afslørede som rene fupmagere. Det endte med en udkrystallisering, hvor de evangelikale og gammel-karismatikerne fandt sammen og tog afstand fra trosbevægelsen, som lægger særlig vægt på troen nærmest som en præstation fra det enkelte menneskes side. Hagins bøger er oversat til mange sprog, og således har hans indflydelse nået langt udenfor USA.
Der er ingen tvivl om, at Kenneth Hagins tjeneste har ført til, at mange mennesker er kommet til tro, og at mennesker er blevet helbredt, men hans lære har også forvoldt splittelse blandt kristne og håbløshed hos de mange tabere, der ikke kunne fastholde troen.