Stabil strøm til kristen it-uddannelse

Uddannelse er som bekendt en hjørnesten i udvikling. Derfor går indsamlingen i Danmarks folkekirker på søndag til et nyt højspændingsnet i Metodistkirkens udviklingsarbejde i Congo.
I Den Demokratiske Republik Congo lever der omkring 35 millioner – de fleste i stor fattigdom på grund af borgerkrigslignende tilstande, 30 års diktatur og dårlig ledelse. Midt i alt dette vokser kirkerne i Congo. For mange synes de værdier kirken står for at være redningen for landet. Kirkerne har de fleste steder formået at holde gang i skoler og sundhedsvæsen.
Dansk Missionsråd vil nu støtte Metodistkirkens uddannelsesprogram i provinsen Katanga. Her tilbydes uddannelse fra børnehaveklasse til universitetsniveau og omkring 1000 modtager undervisning hvert år. Universitetet har tre fakulteter: Et velrenommeret teologisk fakultet, et pædagogisk og et IT fakultet. Og det er her søndagens kollekt kommer ind: – Indsamlingen skal gå til bedre strømforsyning til universitetet, oplyser generalsekretær for Dansk Missionsråd, Ole Jørgensen. – Man skal etablere et højspændingsnet. Når man opgraderer situationen i et hjælpearbejde, må også forsyningslinierne følge med.