Da der „gik ild“ i indremissionsk formand…

Egon Falk Lauritsen var formand for Indre Mission i Herning. Trods skepsis blev han ”fyldt af Helligånden” og startede derefter karismatiske missionsuger. I dag er han stadig aktiv med bibeluddeling og nødhjælp.- Jeg er født i Vestjylland, der hvor de ”guldkristne” bor. Sådan indleder Egon Falk Lauritsen sit tilbageblik over et liv med store omvæltninger.
En relativt ukendt person i dag, måske. Men en central skikkelse i den gryende karismatiske fornyelse i 70’erne. Som formand for Indre Mission i Herning længtes han efter åndelige realiteter og hørte om den karismatiske vækkelse. Som ægte jyde ville han tjekke, om der var noget om snakken.
Og jo, indremissionsmanden fik en Helligåndsoplevelse af dimensioner, en oplevelse der har sat sig så fast, at han stadig 25 år efter bliver bevæget, når han fortæller. Og mere end det. Han er ihærdigt engageret i kristent arbejde, med bibeluddeling på skoler og nødhjælp til de trængende i Ukraine.

Men Egon Falk Lauritsen vil nu meget hellere tale om den oplevelse, som tændte ham „som ild i tørt græs“.
– Jeg blev bortrykket til den tredje himmel, hørte musik og sang, du kan tro, det var stærkt! fortæller han begejstret om et karismatisk møde i Give, hvor han modtsræbende gik med til at få forbøn.
Han er nemlig vokset op i en ”solid bondefamilie” mellem Tarm og Skjern på den jyske vestkyst. Hans forældre kom i Indre Mission, men blev på et tidspunkt grebet af Oxfordbevægelsen, et modstykke til den omsiggribende religiøse humanisme. Oxfordbevægelsen var sine steder ret ”flagrende”, som Falk Lauritsen udtrykker det, men for de sunde vestjyder ”med begge ben på jorden” blev den til en sund åndelig fornyelse, vurderer han.
Selv om Egon Falk Lauritsen som voksen i en periode blot var privatreligiøs ”kulturkristen”, blev han indhentet af en vækkelse, der begyndte et helt andet sted end hos de karismatiske.

– Herbert Neimanas fra Nyt Liv holdt i 1977 vækkelsesmøder i Herninghallen. Først 8 dage, og så forlængede han kampagnen med 8 dage mere. Hallen med plads til mellem 1500 og 2000 var propfyldt.
– Her talte han om, at ”to skal ligge på samme leje, den ene rykkes bort, den anden lades tilbage” ved Jesu genkomst. Så hviskede jeg til min kone: ”Jeg tror ikke, jeg kommer med, når han kommer”. ”Jamen jeg troede da, du var kristen”, svarede hun. ”Ellers havde jeg ikke giftet mig med dig!”
Samtidig havde Luthersk Missionsforening teltmøder med to unge prædikanter, Bækgaard og Trans.
– De spillede guitar og harmonika og sang kristelige sange på disse „verdslige“ instrumenter. Det var vi jo ikke vant til i Indre Mission. Men der klæbede noget ved.
– Dem opsøgte jeg. Jeg ville have lov til at gøre mig fortjent til Gud, f.eks. kravle på alle fire eller sådan noget. Men de sagde bare: Jesus har gjort det alt sammen. Du skal bare tage imod.

Egon Falk Lauritsen blev nu aktiv deltager i Indre Mission og endte med at blive formand. Nu fik han nys om den karismatiske fornyelse, læste om den i Udfordringen, og fik også fat i bogen Korset og Springkniven af nogle folk fra Luthersk Mission:
– Men, sagde de, du må ikke læse det sidste kapitel. Så det skulle jeg selvfølgelig slå op på med det samme, smiler han. – Det handlede nemlig om at blive fyldt af Helligånden.
Hvorfor skete der ikke sådan noget i Danmark? tænkte Egon Falk Lauritsen, dels påvirket af sin barndom, dels fordi hans kone var syg. ”Og du går efter madlugten, når du er sulten”, som han udtrykker det.
– Så hørte jeg om Svend Boysen (karismatisk sognepræst – red.) i Give, og min kone og jeg tog derned en aften. Vi satte os et sted i kirken, hvor ingen kunne se os…

Da mødet var færdigt, og ægteparret Lauritsen ventede på, at alle gik ud, så de kunne forlade kirken ubemærket, kom Svend Boysen ned til dem. ”Skal jeg bede for dig”, sagde han. ”Du kan bede for min kone, hun er ikke rask, så kan du jo prøve, om det er noget værd”, svarede den stoute formand. Boysen svarede: ”Du ved jo, hvad der står i Bibelen”.
– Det ved jeg godt, men prøv nu om det virker, svarede jeg. – Hun står derhenne. Han kaldte på én, der stod i nærheden: „Kom herover og bed for denne søster.“
– Hun er aldeles ikke din søster, hun er min kone, sagde jeg. ”Jeg tror, du har mere brug for at blive bedt for”, svarede han. ”Må vi bede for dig?” „Ja, bed løs, bed væk“, sagde jeg. Så lagde de hænder på os, og så forsvandt det hele, jeg tror vi blev bortrykket til den tredje himmel. Jeg hørte musik og sang, du kan tro, det var stærkt!
– Der var farver, det var æterisk, det var, ligesom jeg sejlede rundt deroppe.
– Da jeg endelig landede, kiggede jeg over på min kone. Hun så ud, præcis som da vi blev gift. Og hun sagde: ”Jeg er rask, jeg er rask!“ Hun havde noget med hofterne, som var gået af led, da hun fødte vores børn. Nu sagde hun: ”Hørte du ikke, det var, som om det gav et smæld”. Men jeg var jo langt væk. ”Er det rigtigt?” Ja, det var det – og så dansede vi krigsdans alle fire!
– Så kom jeg hjem kl. 2-3 om natten og begyndte straks at ringe rundt til alle mine venner og til min bestyrelse: „Nu skal I høre!“ ”Har du været ude at drikke, hvad er der galt med dig?” svarede de uforstående.

Men nu skulle der ske noget i Herning. Egon Falk Lauritsen inviterede Hakon Boysen, sognepræst i Silkeborg, og andre karismatiske prædikanter, Bent Døssing Hansen og Michael Harry.
– Vi havde 3 ”samfund” i Herning, med hver deres missionsuge. Onsdag aften havde vi fælles møde i Herninghallen, hvor Michael Harry talte. Hallen blev propfuld. Det var virkelig fornyelse.
– Men derefter begyndte problemerne. Frikirkefolkene mødte jo op i missionshuset og sagde „halleluja“, og så sad der nogle af de gamle der…
Indre Missions hovedbestyrelse fik nys om vækkelsen og nedlagde forbud mod at fortsætte møderne. Men den lokale bestyrelse bakkede sin formand op, så da de karismatiske møder ikke måtte fortsætte, gik hele bestyrelsen af. Det var først i 80’erne.
– Men så fik vi nogle nye præster til byen, bl.a. en pastor Søndergaard fra Esbjerg. Ham spurgte vi, om vi måtte holde fornyelsesmøder i hans kirke. Det måtte vi godt, når bare det var ham, der inviterede, „for så er det mig, der har ansvaret“, sagde han. „Men hvis der kommer frikirkefolk, og de profeterer, hvad så?“ indvendte Falk Lauritsen. „Det har jeg prøvet før, det gør ingenting“, sagde han.
– Vi havde desuden bedemøde hver lørdag morgen kl. 06.00 sammen med frikirkefolkene. Det var under ledelse af Jens Peter Larsen fra Kristent Center. Det var en god tid.

Egon Falk Lauritsen har talt sig varm. Og varm er han stadig i hjertet, hvor vækkelsen lever videre, selv om den tager sig nye udtryk.
I dag bor han i Ringsted, hvor han koordinerer nødhjælp til Ukraine, sidst hospitalsudstyr fra Ringsted sygehus. Med på lastvognen var bl.a. senge, kuvøser og operations- og røntgenudstyr. 14 ture er det blevet til.
Men Egon Falk Lauritsen er også aktiv som Gideonit. Her deler han små blå Ny Testamenter ud på skoler og gymnasier, hvor der kun er en brøkdel, der har en bibel.
– Men over halvdelen tager imod et Ny Testamente, når vi kommer, slutter en glad vækkelsesmand, der fortsat hører til i Folkekirken. Og den lokale præst hjælper gerne til, når der skal samles penge ind til nødhjælpsarbejdet.