Det er ikke os!

„Holdninger i debatindlæg er ikke nødvendigvis udtryk for Udfordringens holdning.“Jeg fik et langt brev fra en læser, som ikke brød sig om et debatindlæg i avisen. Enten skulle læserbrevene ud, ellers ville han opsige sit abonnement…De fleste klager ikke over, hvad vi som redaktion har begået af dumheder (heldigvis bliver alt ikke opdaget) men over, hvad en tilfældig læser har skrevet.
Det nytter åbenbart ikke, at vi skriver: „Holdninger i debatindlæg er ikke nødvendigvis udtryk for Udfordringens holdning.“ Folk siger alligevel: „Udfordringen skrev…“
Men der ER da breve, som burde være sorteret fra. Breve, som ikke er skrevet i den ånd af kærlighed, som Jesus kom med, men i had og frygt. Her, som i alle andre situationer, er det klogt at spørge: Hvad ville Jesus have gjort?
Man kan ikke bekæmpe ondt med ondt. På den måde får det onde blot endnu mere magt. Vi bliver selv formørkede.
Formålet med avisen er at tænde lys. At fortælle om troen på Jesus Kristus, som stadig kan frelse, frigøre og forvandle os. At være en lysspreder i det åndelige og kulturelle mørke, som Danmark efterhånden er havnet i pga. mange års afkristning. Se blot på, hvor vulgær „underholdningen“ er blevet i TV. Den er et symptom på, at vi danskere mangler etik og moral… Vi må alle gøre vores til, at de negative kræfter ikke får lov at husere uhæmmet. Hverken i samfundet – eller i os selv. Her hjælper det ikke at skrive i Udfordringen. Skriv dog i de almindelige aviser eller skriv direkte til de ansvarlige. Gør dig gældende i samfundet. Positivt! Tænd lys!
Vi har alle brug for at genopdage de positive værdier, der findes i Jesu stærke ord. Både personligt og som samfund.
„Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.“ (Rom.brevet, 12,2)
Den forvandling er ikke, at vi engang for mange år siden blev døbt eller omvendt. Det er en dagligt øvelse.