Fogh på afveje

Statsminister Fogh Rasmussen sagde i et interview i Søndagsavisen, at han mener Folkekirken burde indføre vielse af homofile par.Så langt er Venstre skredet ud i det liberale overdrev, og Fogh er gået med på bøssernes evindeligt kværnende kampagne, hvor de bl.a. påstår, at de udgør 10 pct. af befolkningen (½ million), mens deres medlemsblad mærkeligt nok kun udsendes til et par tusinde. Men de er hyperaktive.
Hartling og alle de andre gode Venstre-høvdinge ville vende sig i deres grave, hvis de så, hvordan Venstre har smidt sine kristne værdier og højskole-arven overbord.
Ganske vist udtaler Fogh sig som privatperson, siger han. Men det er jo et helt upassende pres, han som statsminister lægger ned over kirkeminister, biskopper, præster og troende.
Det er let for en liberal politiker at komme med den slags moderne udmeldinger, for det lyder jo som „frisind“.
Men kirken kan ikke bare svinge med den vej, vinden blæser. Den må holde fast i det, den mener er sandt og rigtigt, uanset om det lige for tiden er mode eller ej. Ellers er kirken ingenting værd som vort moralske fyrtårn.
Når Fogh siger, at han „ikke tror, at Vorherre kan have noget imod“ homofilt samliv, så viser det blot, at Fogh ikke kender Bibelen. F.eks. står der klart i 3. Mosebog 18,12, at:
„Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.“
Lige efter nævnes også, at man ikke må have seksuel omgang med dyr, og der fortælles, at alt den slags havde de folk, der tidligere boede i Kanaans land, og derfor blev de udryddet. Også i Ny Testamente tages der klart afstand i brevet til Romerne 1, 26-27. (Åbenbart kender nogle af biskopperne heller ikke Bibelen; de følger den i hvert fald ikke.)
Men før landets statsminister begynder at pådutte kirken, hvad den skal gøre, så burde han måske læse Bibelen. Måske ville han så indse, at kristendom ikke siger, at alt er lige godt, men netop kræver, at vi ALLE omvender os fra hver vores vildveje, så vi kan få tilgivelse og helbredelse. Og her er rigeligt at tage fat på, både for Fogh, biskopperne og vi andre.