At rejse er at leve

Bente og Torben Iversen fra Middelfart skriver om deres oplevelser i Tyskland og TjekkietEfter i flere år at være taget på tur til forskellige europæsiske hovedstæder tog min kone og jeg sidste efterår på en bustur via et kort ophold til Berlin videre til det flotte bjergrige i området mellem den tyske, polske og tjekkiske grænse for at fortsætte til Prag.

Berlin under forandring

Vel fremme i Berlin med bussen den første aften blev vi indkvarteret på et godt hotel i det tidligere Østberlin.
Vi må sige, at meget har ændret sig i det tidlligere DDR, selv om det fortsat er den bastante stalinistisk prægede arkitektur, der præger bybilledet med store betonkarreer og højhuse. Men lige så snart vi er inde på hotellet er alt som forandret fra tidligere apatisk betjening til nu at være engageret venlighed og service over for gæsterne.
Aftenen blev til en tur til det centrale Berlin med sporvogn, som fortsat er et effektivt og billigt transportmiddel sammen med undergrundsbanen. Vi stod af ved det gamle østberlinske centrum, Alexander Platz, med udsigt til det store fjernsynstårn, som indtil murens fald var et vigtigt centrum for overvågning af kommunikationen såvel mod øst og vest.
Vi kunne forsikre os om, at alt omkring pladsen og gaden ned mod Brandenburger Tor lignede sig selv med de statelige palæer, kirker, teatre, museer og regeringsbygninger.
Området omkring Brandenburger Tor, som tidligere var et stort ingenmandsland, er nu for alvor ved at blive bygget sammen med det tidligere Vestberlin med flotte kontorbyggerier og regeringsbygninger, så de to bydele nu igen efter næsten 60 års adskillelse er vokset helt og flot sammen igen.

Klippeformationer i Det tjekkiske Paradis
Flot natur i paradis

Fra Berlin fortsatte vi mod syd gennem Dresden og videre mod Kroknose bjergene ved den tjekkiske grænse. Også her oplever vi forandringer sammenlignet med tidligere, hvor store skovområder for bare 10 år siden var ramt af skovdød på grund af den tiltagende luftforurening. Med lukningen af de mange store fabriksanlæg har naturen igen fået et tiltrængt pust af frisk luft.
Vi brugte nu de næste 3 dage på spændende ture rundt i landskabet, hvor der også blev tid til bjergvandring, ture på mountainbikes og en særlig sommerbobslæde, som blev en stor succes for børnene og de barnlige sjæle.
Et højdepunkt var også turen til Det tjekkiske Paradis, der er et område, hvor sandstensklipper i de mest utrolige formationer står lodret op fra jorden. Det er et meget populært sted for bjergbestigere og bjergklatrere. Vandrestier førte rundt fra det ene fantastiske udsigtspunkt til det næste. Området byder også på vandfald og en minisejltur velegnet for romantiske sjæle og for alle andre, der bare vil nyde flot natur.

Prag – historiens by

Således oplivede og friske efter spændende og aktive dage i bjergene fortsatte vi til den næste hovedstad, Prag, der fortsat står som et monument for historiske højdepunkter i Europas hjerte, som byens befolkning med stolthed omtaler den.
Her ser vi bygninger, som har stået i mere end 1.000 år blandet med alle de karakteristiske arkitekturer op gennem historien fra romansk, gotisk, renæssance, barok, jugendstil og mere moderne stilarter fra det 20. århundrede.
Prag har været fuldstændig forskånet for ødelæggende krige, hvor ikke mindst sidste verdenskrig omdannede mange store byer i Europa til rygende ruindynger.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig gadebilledet, som det må have set ud i Prag i Karl d. 4. regeringstidi 1400-tallet, hvor man fortsat kan følge hovedgaden fra byporten ved Krudttårnet forbi Teyn Kirken (hvor senere Tycho Brahe blev begravet) og den imponerende rådhusplads med det astronomiske verdensur og videre ad den smalle Karlova hen over Karlsbroen og videre op mod det imponerende kongeslot på den anden side af floden Moldau. Man fornemmer tydeligt, hvordan larmen fra hestehove må have blandet sig med stemmer fra de mange handlende og soldater med tunge stridsvogne og anden udrustning.
Der er ikke noget at sige til, at Prag er en meget populær filmkulisse for mange film. Der er hjørner og kvarterer, der kan beskrive enhver tidsalder gennem mere end 1000 år.

Folkloreaften i Tjekkiet


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Spændende teatre

Men man bliver dog hurtigt vækket af drømmen i mylderet af nutidens turister på vej til og fra de mange populære restauranter og teatre. Prag er kendt for det såkaldte „Black Theatre”, hvor sortklædte (og dermed usynlige) personer får forestillingen til at virke som en eventyrfilm med skuespillere, der snart danser hen under loftet og snart springer lystigt over scenen.
Et andet verdensberømt teater er Laterna Magica, der på spændende vis blander film og teater.
Ud over disse specielle teatre er der mulighed for mere traditionelle forestillinger foruden opera og musicals.

Priserne på vej op

Er man mere til shopping, vil man hurtigt finde ud af, at bøhmisk krystal er en kunstart for sig. Glas i hundredvis af forskellige udformninger og ofte med flotte slebne mønstre findes overalt i byens fine forretninger såvel som i små boder på gaderne.
Selv om Prag har bevaret sit smukke ydre, så fornemmer man alligevel, at byen har tilpasset sig de mange turisters behov i alt fra overnatningsmuligheder, gadeteater, plattenslageri og restauranter for enhver smag og pris.
På trods af, at det fortsat er muligt at gøre gode forretninger i Prag, så er prisniveauet hastigt på vej til at balancere med vestlige storbyer. Men uanset det, så er Prag fortsat et besøg værd – også selv om man har været der mange gange før.
Turen foregik som så mange andre gange med Unitas – KFUM og KFUK’s rejsebureau fra Silkeborg. Disse ture er kendetegnet ved godt samvær om såvel de fælles rejsemål som det kristne udgangspunkt.