Et brev til Paulus

Kære Paulus

I de kilometerlange rækker af kloge folk, der i historiens løb har kommenteret dine breve, stiller jeg mig gerne et par kilometer eller tre tilbage. Jeg har kun som fortæller i mange sognegårde trukket Streger til et portræt af Paulus. Og også skrevet kirkespillet, Den blinde fra Tarsus. Men det har jeg så til gengæld gjort med dyb respekt og kærlighed til min helt, fra jeg var tolv og rejste med dig på dine missionsrejser i KFUM.

I gymnasiet læste jeg første gang Romerbrevet, og da jeg kom til versene: ”Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus,” stregede jeg verset under med hjerterødt, så det ikke er til at viske ud. Siden har jeg læst alle dine breve mange gange. Kæmpet med gloser og stribevis af kommentarer, som ikke alle – det kan jeg roligt sige – var lige musikalske. Man glemmer så nemt, at du først og sidst var missionæren, der kæmpede for og med dine menigheder.

Og måske først efter en lang dags rejse eller bare hårdt slid tog dig sammen og skrev videre på et brev eller i det mindste lige et postkort som til Filemon. Og helt sikker er jeg på, at din aftenbøn var lang. Ja, man glemmer så let, at du var et levende menneske. En brændende missionær. Og ikke en omvandrende tidløs dogmatiker. Du var et menneske, der i ordets dybeste forstand blev vendt om.

Og så radikalt, at du aldrig vendte om igen. Til gengæld glemte du aldrig, at du også havde forfulgt kristne og brugte din fortid som tegn på, at når Kristus kunne bruge dig, så var der ingen, som Vorherre ikke kunne bruge. Men hvor er du ofte blevet misforstået af folk, der betragter dig som stadig stridbar farisæer og sort missionsmand i tredje potens. Som kvindehader. Tænk, det skriver man om dig, der dengang skrev, at i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden. Det var bestemt ikke god latin dengang.

Men ja, du var imod, at kvinder skulle tale i offentlige forsamlinger, og det betød så, at der gik knapt to tusinde år, før kvinder kunne blive præster. Hvad tænker du om det? Mener du stadig det? Det tror jeg ikke. Selvfølgelig er der også andre af dine synspunkter som kristnes lydighed mod staten, der har voldt store problemer. Mener du stadig det? Havde du gjort det under nazismen? Men for mig skygger svarene på disse spørgsmål ikke dit centrale budskab: ”Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus”.

Og nu ser jeg dig for mig. Som en slidt ældre missionær med meget levende øjne. Fængslet. For hvilken gang ved jeg efterhånden ikke mere. Det er svært at holde styr på. Hvis du virkelig er så skrøbeligt et lerkar – som du selv siger – må man stilfærdigt tilføje, javel ja – men unægtelig af en vis støbning. Men du er altså fængslet i Rom. Om du vil blive løsladt eller henrettet, ved du ikke. Af kejseren kan man forvente sig lidt af hvert.

Men om så dette brev, brevet til din yndlingsmenighed i Filippi, bliver dit sidste, så skal det af sted: ”Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer,” begynder du: ”I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet – ” Knapt nok er du færdig med indledningen, før du generøst gentager dig selv igen og igen: Glæd jer altid i Herren. Om også du ved, at mange bevidst har glemt dig her i fængslet og nu puster sig op og forkynder evangeliet af lyst til tom ære, så forkyndes Kristus dog. Altså: Glæd jer!

Her skal hverken grædes eller beklages. Du er i lænker, nå ja – men hvis stenene i sin tid kunne synge i Filippi, kan et par lænker i Rom også lyse på Kristus. Mon ikke mindst et par af dine daglige fangevogtere er blevet kristne. Jeg kan lige høre dig sige: Tak for mad, Silvanus og husk det nu: Hent kraft fra Herren og hans vældige styrke.

”Glæd jer altid i Herren!”

Ordene lyser og snubler over hinanden. Og nu er du tilbage i Filippi. Du ser Lydia og de andre kvinder fra bedehuset for dig. Gæstfrie Lydia, purpurhandlersken, som du døbte, og som siden åbnede sit hjem for jer. Du husker tydeligt både hendes og familiens dåb. Det var en tidlig morgen ved kilden uden for byen. Sådan havde Lydia bestemt det. Og når hun sagde det, blev det sådan. Stærke Lydia. Som hun sagde: Husk det nu, Paulus, ved solopgang. Min dåbsdag skal jo være min påskemorgen. Selvfølgelig, Lydia, svarede du.

Og da de første sarte rosa stråler så småt havde fået sølvskæret frem i olivenbladene, knælede Lydia som den første, og du slog kors for hendes ansigt og bryst: Lydia! Tror du på den korsfæstede Herre Jesus Kristus? Og familien strålede om kap med oliventræerne. Og du nåede ikke at gøre spørgsmålet færdigt, før hun svarede. Nej, kvinderne fra bedehuset har ikke glemt dig, Paulus. Og i fængslet har du modtaget deres pakker. De skammer sig i hvert fald ikke over dine lænker.

Ja, – ”Glæd jer altid i Herren. Lad det samme sindelag være i jer som var i Kristus Jesus,” skriver du. Og nu fortsætter du med den smukke salme. Ikke om bjergene men om ham, der var i guddomsskikkelse, men gav afkald. Og du stopper. Folder bekymret hænderne: Herre, glem ikke den stakkels syge pige i Filippi. Som hun dog plagede os. Men det var jo dæmonerne. Hvad er der blevet af hende, tænker du. Mon hendes herre har smidt hende ud? Som rask kunne han jo ikke længere tjene på hendes spådomskunst? Hvor modbydeligt.

Det burde have været nok for ham, at han fik os smidt i fængsel. Mon dog ikke også, at Lydia har taget sig af hende? Og nu skriver du videre: ”Vær ikke bekymrede for noget – Guds fred som overgår al forstand vil bevare jeres hjerter i Kristus Jesus.” Du gør dit brev færdigt. I morgen vil den fangevogter, du i smug har døbt her i fængslet, bringe det ned til et skib. Om du så vil blive løsladt her i Rom som i Filippi, ved du ikke. Du længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af dit arbejde, så fortsætter du løbet.

Nu sender du i hvert fald brevet med et: Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.

Kære Silvanus

Jeg skriver til dig, fordi du som romersk fangevogter dagligt bragte mad ind til Paulus. Du var den sidste, der talte med ham inden hans henrettelse ude i Ostia. Ja, som en personlig ven af Paulus og nyomvendt fulgte du ham også til det sidste. Jeg har prøvet at rekonstruere jeres sidste aften i cellen sammen. Om det foregik sådan, tør jeg selvfølgelig ikke sige. Men sådan forestiller jeg mig det:

Silvanus, du sætter nøglen i celledøren. Lukker dig ind. Bliver stående forlegent i døren, som om du overvejer at vende om uden at sige noget. Paulus ser op: Guds fred, Silvanus, Og du nikker: Guds fred, Paulus. Ingen af jer siger noget. Så fortsætter du: Det er dog de tungeste skridt, jeg nogen sinde har gået. Med dit sidste måltid. Men som romersk statsborger har du ret til noget lækkert.

Ja, Pax Roma. Paulus smiler. Romerne er et civiliseret folk. Ved solopgang bliver du hentet og kørt mod Ostia. Du famler lidt ved nøglerne. Jeg har fri, men har bedt kommandanten om lov til at følge dig. Skulle du nu ikke spare dig selv for det, Silvanus? Nej, da. For mig er det jo en glædens dag. Endelig at få lov til at bryde op og være sammen Herren. Du forsøger at gøre sig stærk: Her! Når vi beder eller sammen bryder dine tørre brødstumper, føler jeg også, at Herren er nær. Og at selv skidtvandet i dit krus forvandles. Men når jeg så er alene.

– Du er ikke alene, Silvanus. Du er et vigtigt led på Kristi krop. Og når et lem lider, så lider hele legemet. Og når et lem glæder sig. Nu afbryder du: Ja, og det er jo også det, jeg gør. Lider. Og som alle de, der kender dig vil komme til at gøre, når de hører, at du ikke er her mere. Men, når jeg nu siger dig, Silvanus, at jeg glæder mig til at bryde op, så må legemet virkelig også glæde sig med mig.

Men hvordan skal vi klare det? Klare det? Hvad er et menneske, Silvanus? Et skrøbeligt lerkar i Guds hånd. Paulus retter sig op: I dette lerkar har Gud lagt sin skat. Sit gode budskab. Lerkar forgår, se på mig! Et par år mere eller mindre. Vort ydre legeme brydes ned. Men skatten bliver tilbage. Og når du i morgen gør dig stærk, og du skal vide, at jeg er meget taknemmelig over, at du vil følge mig, og når så vores vogn standser nær Ostia, så vil du se en gammel mand knæle foran en romersk soldat, som blot gør sin pligt. Ja, Silvanus, så vil du græde. Det vil du. Men dine øjne vil blive tørret af et ubeskriveligt smukt og varmt lys. For da er kun skatten tilbage.