Endnu en pakistansk kristen fængslet for blasfemi

Den 30-årige Anwer Masih blev for nylig arresteret i den nordlige del af Lahore i Pakistan, rapporterer Åbne Døre. En af hans bekendte har anmeldt ham med påstande om blasfemi. Uvidende om, at Naseer Ahmad var blevet muslim ca. tre måneder forinden, henviste Masih til hans skæg, hvorefter Ahmad svarede rasende at „skægget var „sunnah“ (dvs. islamisk tradition), og at alle profeter har skæg.“
Efter at han blev muslim, har Ahmad boet i Mudrike på en muslimsk skole, der er tilknyttet den forbudte militante gruppe Lashkar-e-Tayyabba.
Næste morgen kom Ahmad til Masihs hus med ca. 100 militante muslimer fra Mudrike. Det førte siden til to byretsmøder. I de seneste otte uger har han været indespærret i Lahore Distriktsfængsel, hvor han deler celle med to muslimske fanger, der også er anklaget under Pakistans berygtede blasfemilov. Anwer Masih er gift og har fire børn.