Klunserkongen

– Da jeg indså, at Jesus accepterer og elsker mig,
som jeg er, ændrede det mit liv!
siger Allan Fisker fra Århus, der er „klunser for Kristus“.Af Orla F. Møller

Allan Fisker foran sine banankasser i beskyttelseskælderen

Før vi træder ind i hans lejlighed i Brabrand, en bydel i det vestlige Århus, bøjer Allan Fisker sig ned for at samle et par bukser op, der er blevet lagt foran hans dør. Alle i området ved, at han samler genbrugstøj og andre brugte effekter og sender det til fattige i Østeuropa. Derfor finder han ikke længere kun tingene i affaldscontainerne i nærområdet, jævnligt henvender folk sig direkte til ham med de ting, som de ikke længere har brug for.

Når Allan Fisker, på 60 år, kører ud for at klunse på sin cykel med en lille trailer bagpå, er der nogle, der råber ad ham og kalder ham ”container-rager”, men de fleste smiler og vinker glade – selv de muslimske kvinder, som egentlig ikke må hilse på fremmede mænd!
Historien om Allan Fisker er en utrolig beretning. Han startede sit liv som drengen fra Grindsted, der var udstødt og mobbet på grund af et ben-handicap, der gjorde, at han brugte ortopædiske støvler – og det hjalp heller ikke på sagen, at han kom fra et fattigt hjem. Han var den generte dreng, der fik lampefeber, bare han skulle tage telefonen.
I dag er han helbredt og går normalt, han smiler medievant til kameraet og fortæller med et stort smil sin historie – en historie, der jævnligt er blevet taget op i beboerblade og lokale østjyske aviser.
Størst opmærksomhed fik han, da han live på TV Østjylland i 2001 blev kåret til årets østjyde for sit arbejde med at skaffe tøj, sko og legetøj m.m. til et børnehjem i Riga, Letland.

Som barn kom han i søndagsskole, og familien tog af og til i kirke, men der blev ikke talt om den levende Jesus i hjemmet. Sammen med sin mormor havde Allan været i missionshuset et par gange, og han husker, at det var der, han for første gang hørte, at Gud ville ham noget.
Allan Fisker nød at læse. En af de bøger, han fik fat i, var Billy Grahams „Fred med Gud”. Som 11-årig begyndte Allan at længes efter at finde den fred, som han dér læste om. I søndagsskolen blev han drillet, og til konfirmationsundervisningen kørte præsten på ham, fordi han var dårlig til at fremsige salmevers.
Som 17-årig oplevede han, at hans jævnaldrende var forsvundet fra kirken. Forældregenerationen havde ikke formået at gøre kristendommen relevant for deres børn. Da begyndte han at komme sammen med en gruppe unge fra forskellige kirkeretninger, som søgte et mere levende forhold til Gud.
– Jeg havde længe sukket til Jesus efter frelsesvished, men til et af vore møder begyndte jeg at bede anderledes: jeg takkede for hans død, at han var trådt i mit sted, og for at jeg måtte blive Guds barn. I det samme følte jeg en fred og en glæde sænke sig over mig. Jeg vidste, at jeg var frelst – og jeg indså, at Gud elsker mig, som jeg er. For første gang følte jeg mig fuldt ud accepteret. Det var en revolution i mit liv!, fortæller Allan Fisker.

Allan Fisker begyndte at komme i Pinsekirken, hvor han hørte om Helligåndens virke, og at Gud kan helbrede i dag. En aften hjemme hos sine forældre hørte han Guds stemme i sit indre, han var da 18 år gammel.
– Jeg følte, at Gud spurgte mig: vil du gerne helbredes?, husker Allan Fisker. – Egentlig havde jeg ikke lyst til at få fuld førlighed indtil efter sessionen, tilføjer han skælmsk, men fortsætter: – Jeg følte faktisk, at Gud sagde: det er nu eller aldrig. Og jeg svarede ja.
Ved det næste møde i kirken stod han frem og fortalte, at Gud havde grebet ind i hans liv og havde bragt orden i de sener i hans ben, der var for korte. Helbredelsen havde ikke fundet sted endnu, men han følte, at Gud havde instrueret ham i at fortælle om det offentligt. Og idet han overvandt sin nervøsitet og fortalte sit vidnesbyrd, følte han en varme strømme igennem sit ben, og han blev helbredt dér foran alle mennesker, mens tårerne løb ned ad hans kinder.
Det andet, Gud havde bedt ham om, var at fortælle om helbredelsen til en barsk og fordrukken smed, som han ikke brød sig om. Alt dette var med til at nedbryde hans nervøsitet og mindreværd.

Efter disse stærke oplevelser var Allan Fisker parat til at gøre alt for Gud. Han havde en drøm om at rejse ud som missionær – han kunne godt have tænkt sig at komme til Israel.
– Men Gud kaldte mig til at blive i Danmark, fornemmede jeg – og det var det sidste, jeg ville, for det var blandt mine egne, at jeg havde oplevet alle mine nederlag, siger Allan Fisker eftertænksomt.
Han aftjente sin værnepligt i Civilforsvaret, hvor han fik rig lejlighed til at vidne for sine kammerater om, hvad Gud havde gjort.
I dag har Allan en stor kontaktflade blandt ikke-kristne. Hans virke som klunser gør stort indtryk på folk allevegne, og han modtager hjælp fra sine muslimske og danske naboer – både med brugt tøj, og når der skal pakkes lastbiler og lastes containere til afskibning til Letland. Han har en præsentationsbrochure, som er lavet af en astrolog, og en journalist på beboerbladet hjalp ham med at få stillet et stort beskyttelsesrum/en cykelkælder til rådighed af Brabrand boligforening. I kælderrummene på 150 kvm. har han op til 2000 banankasser fra Netto stående – fyldt med tøj og brugte effekter.
Hans ikke-kristne venner anerkender, at han er „klunser af Guds nåde”, som det lokale beboerblad har tituleret ham, og han har haft mange lejligheder til at fortælle folk om Guds nåde og kærlighed.
Desuden er han jævnligt ude og tale i missionshuse, på højskoler og i lokalcentre, hos Frelsens Hær m.v.

Allan Fisker flyttede til Århus for 30 år siden, da han blev gift med Hanne. De har to døtre på 24 og 27 år.
Klunseriet tog sin begyndelse i en periode, hvor familien havde det økonomisk svært. Allan og hans døtre fandt noget legetøj, som var blevet smidt ud, og de reparerede det og tog det selv i anvendelse.
Der gik snart sport i at finde bortkastede, men duelige ting, som kunne glæde børnene – men også andre, der havde behov. Inden længe var Allan nede og aflevere adskillige sække med tøj og andre gode sager fra containerne til genbrugsbutikker i byen.
Da han mødte en dame, som fortalte om sin fattige familie i Rumænien, fik Allan Fisker øjnene op for, at han også kunne hjælpe folk i de fattige østlande.
Gennem forbindelser på kirkeskibet Elida fik han nød for et børnehjem i Riga, Letland, som blev startet op af et russisk/lettisk par i deres private hjem.
Det var i 1995 – det første år samlede han 60 kasser fyldt med symptomer på vores overforbrug og „brug-smid-væk” kultur. Tallet er steget støt, og her til maj skal 1248 kasser sendes afsted til Letland. Der ryger to 40-fods containere fyldt med Allans kasser afsted til Letland om året.
En genbrugsbutik tilknyttet børnehjemmet sælger de brugte effekter og får derved penge til driften af børnhjemmet. Allan Fisker giver en del af de ting, han har til overs, videre til andre projekter, der eksempelvis yder hjælp til bl.a. Ukraine, Afrika og Indien.

Udover det, Allan Fisker henter på sine daglige ture til omegnens affaldsdepoter, får han også regelmæssigt tøj fra 100 – 150 indvandrerfamilier i lokalområdet. Han får tiloversblevne genstande fra loppemarkeder, brugt arbejdstøj fra Danish Crown samt tøj og tasker med fejl i syningerne fra Fjällräven. Muskelsvind-fonden og Grøn Koncert har også lige sendt ham en lastbil-fuld tøj – så Allan kommer ofte først i seng ved to-tiden om natten, fordi han står i kælderen og sorterer og pakker.
Til at betale for den dyre transport til Riga samler Allan Fisker metalskrot, desuden har han igennem årene modtaget gaver, priser og fondsmidler fra forskellig side til at dække udgifterne i forbindelse med sit velgørende arbejde.
Allan fortæller med glæde i stemmen, at han i september 2003 modtog 30.000 kr. fra Danfoss’ Jubilæumsfond. Han modtager desuden pengegaver fra en del forskellige sider: fagforeninger, spejdergrupper og loger. Han fremhæver dog en gave fra nogle unge i Silkeborg, som for nogle år siden tjente godt 3000 kroner fra et genbrugs-modeshow, som de havde stablet på benene til fordel for hans arbejde.
Allan er uddannet rørsmed, og har igennem sit lange liv arbejdet med mange forskellige ting. Han lider af „hvide fingre”, en arbejdsskade som kommer af at arbejde med maskiner, der ryster, og han har de sidste tre år være på dagpenge.
Penge har der aldrig været mange af, men nu hvor han nærmer sig den alder, hvor de fleste siger farvel til et aktivt arbejdsliv, har Allan Fisker fundet et arbejde, der bringer ham sand lykke: glæden der kommer ved at gøre noget nyttigt – velsignelsen ved at gøre en forskel i andres liv.
Allans lykke er stablet op i hundredvis af banankasser, og det er en lykke, der breder sig helt over på den anden side af Østersøen. En sending til Riga indbringer sædvanligvis børnehjemmet mellem 200 – 250.000 kr. hvilket efter skat og told er nok til at drive børnehjemmet i næsten et år.
Allan Fisker, der efterhånden er kendt som klunser-kongen i Østjylland, agter at fortsætte med at hjælpe – også efter kroppen ikke kan mere.
– Når jeg ikke længere kan holde til at cykel rundt og samle tøj ind, vil jeg skaffe penge til børnehjemmet ved at holde foredrag og taler, slutter Allan Fisker.