Over 1200 til Børnefestival
Der er fuldt hus, når KFUM og KFUK holder Børnefestival næste weekend
Arrangørerne havde regnet med 1100 deltagere, som var antallet ved seneste Børnefestival for to år siden, men med 1250 deltagere bliver dette års arrangement den hidtil største Børnefestival.
KFUM og KFUKs Børnefestival 2004 holdes i Hurup, Thy, i dagene 26. 28. marts og er for de 7-12-årige, dog med arrangementet Kickstart for de 13-15-årige.
Årets festival har temaet Stjerner for altid, der både vil afspejle sig i aktiviteter og forkyndelse.
Forkyndelse består af andagter, kreativt bibelarbejde og gudstjeneste. Lørdag eftermiddag er der værkstedsgrupper, hvor deltagerne kan vælge sig ind på 17 forskellige grupper lige fra ridning og besøg på Falck-station til showdance og opfinderværksted.
Derudover er der natkasser, hulter-tumulter og ikke mindst vil børnene møde figurerne Finurlige Finn og Rappe Rikke.
Finn og Rikke vil underholde ved fællessamlingerne, og arrangørerne håber, at børnene vil genkende sider af sig selv i de to figurer – bl.a. det at være social, troende og spørgende.
Den musikalske side sørger et festivalband for, og til lejligehden er skrevet en særlig festivalsang.
Kickstart er et arrangement, der giver 13-15-årige mulighed for både at være med på festivalen og at tage nogle af modulerne til KFUM og KFUKs lederuddannelse.
I alt er knap 1000 børn og 250 ledere tilmeldt. Overnatningen foregår på den lokale skole og spisningen og større samlinger i Hurup Hallerne.
Festivalen, der også er for børn, der ikke er medlem af KFUM og KFUK, er blevet holdt hvert andet år siden 1994.