Tro møder tro i Århus

Udstilling om kristendom og islam skabte interesse og debatDen sidste uge har Rådhushallen i Århus huset udstillingen „Møde i hverdagen“ som sætter fokus på kristendommens og islams særpræg og ligheder.

Muslimsk mor med sin datter ved udstillingen om kristendom

Ugen igennem har der været flere debatter mellem kristne og muslimske ledere på programmet, og udstillingen har haft besøg af mange børn og unge.
I sin åbningstale citerede biskop Kjeld Holm et vers, som bysbørnene i rockorkestret Gnags gjorde landskendt, hvor det bl.a. lyder: „Danmark, pas på du ikke dør / Du trænger til nogen der kysser din næse / Og nulrer dine ører“.

Møder i hverdagen

– En udstilling som denne med „møder i hverdagen“ mellem islam og kristendom som tema, er noget af det, der nulrer Danmarks ører. Den kan på det jævne plan være med til at sige det, som også er sangens refræn: „Lige meget hvem du er / lige meget hvor du er / så velkommen her“, sagde biskoppen og tilføjede:
– Såvel et samfund som en folkekirke kan kun eksistere på ordentlig vis, hvis man anerkender og søger at leve sammen med dem hvis religion, udseende eller kultur er anderledes end ens egen. Det sker ikke ved fortrængning, men kun ved lyttende og opmærksom samtale, sagde Kjeld Holm.