Par hjem fra Cameroun

Ingelise og Regin Benner, tidligere præstepar i Klemensker på Bornholm, vender hjem til Danmark efter flere år i Afrika.I 1991 forlod Regin Benner præsteembedet i Klemensker til fordel for en ansættelse i Sudanmissionen. Han skulle undervise på Den Lutherske Kirkes præsteseminarium i Mbamba i Nigeria. Her underviste Regin Benner indtil 1998, hvor begge ægtefæller fik en opfordring fra Sudanmissionen til at tage til Cameroun for at undervise på Brødrekirkens præsteseminarium.
Her har Ingelise og Regin Benner undervist indtil for nylig, hvor de på grund af Regin Benners sygdom måtte tage tilbage til Danmark. I første omgang forestillede de sig kun, at det var for en periode, men nu har parret desværre måttet indse, at de bliver nødt til at blive i Danmark.