6 millioner til Danmissions sundhedsarbejde i Tanzania
Penge fra Danida skal bl.a. gå til forebyggelse og behandling af malaria.
Danida bevilger nøjagtig 5.978.100 kr. til Danmissions sundhedsarbejde i Nordveststiftet, Tanzania. Indsatsen i området skal sikre bedre forebyggelse og behandling af blandt andet malaria, fejlernæring og vandbårne sygdomme samt nedbringe den høje dødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel. Sundhedsarbejdet i Nordveststiftet indgår i den evangeliske lutherske kirkes (ELCT) nationale sundhedsprogram og omfatter træning og uddannelse af stiftets ledere af sundhedsarbejdet, sundhedspersonalet samt landsbysundhedsarbejdere.