Dansker startede den første protestantiske kirke i Mellemøsten
Vi kigger indenfor i Bet Nicolayson i Jerusalem, et museum til ære for Hans Nicolajsen, en undselig sønderjyde, der gjorde en stor forskel i Det Hellige LandNavnet John Nicolayson vil for altid stå som noget særligt hos kristne i Israel og Mellemøstregionen. Ikke blot var han den første vesterlænding, der bosatte sig permanent i Jerusalem i 1833. Det var også hans energiske stædighed, der fik den anglikanske kirke Christ Church (Kristus Kirken) op at stå i Jerusalems gamle bydel.
Mellemøsten. Kirken ligger lige indenfor Jaffa-porten i det arabisk kontrollerede Østjerusalem.
Først det åndelige hus: Den første jødiske familie blev døbt i 1839. Ti år og mange strabadser senere det fysiske hus: Den første protestantiske kirke i Israel og den omliggende region var en virkelighed.
Navnet Nicolayson bliver ikke glemt, det skal museet Bet Nicolayson, Nicolajsens hus, og dets energiske leder, historikeren Kelvin Crombie, nok sørge for. Museet er, hvad han kalder et center for den evangelisk kristne arv og ligger i Jerusalems Gamle Bydel nær Jaffa-porten og direkte ud til hovedgaden, der fører til det Jødiske Kvarter og Grædemuren. Museet ligger i forlængelse af Christ Church, hvis motto lige siden starten har været: Mit hus skal være bedehus for alle nationer.
– Nicolayson var grundlæggeren. I 1842 sendte den anglikanske kirke en biskop, Michael Solomon Alexander. Og han stod for færdiggørelsen. Men som et hus ikke holder uden et godt fundament, så var Christ Church aldrig blevet en virkelighed uden John Nicolayson fra Danmark, fortæller Kelvin Crombie.
– Biskop Alexander var jøde, så på den måde kom samarbejdet mellem jøde og hedning til at symbolisere visionen for Christ Church, at jøder og hedninger er ét i Messias.
Men hvem var John Nicolayson ud over at han oprindelig hed Hans, og at hans efternavn på dansk staves Nicolajsen.
Australieren Kelvin Crombie våger over minderne fra danskeren John Nicolaysons pionerarbejde.
John Nicolayson blev født 18. juni 1803 i den uanselige landsby Løgumkloster i Danmark det der dengang hed hertugdømmet Slesvig. Han var søn af en kniplingshandlende, og efter faderens død voksede den unge Hans, som han oprindelig hed, op under sin gudfrygtige mors årvågne blik. Skønt både John og hans mor var medlemmer af folkekirken, havde de samtidig nær tilknytning til Brødremenigheden.
Johns interesse for mission vaktes i 1820 efter besøg af Brødremenighedens missionær fra Grønland og hans udfordrende ord: Markerne er modne, men arbejderne få. Men selvom John var begejstret, var hans mor ikke glad ved tanken om at miste sin eneste søn og fremtidige familieforsørger til missionsmarken. John Nicolayson søgte dog alligevel ind på Brødremenighedens præsteskole i Berlin, der dengang blev ledet af en pastor Janicke.
Samtidig med præstestudierne fik han lyst til at læse arabisk og stiftede bekendtskab med mission blandt jøder. Det mest betydningsfulde missionsarbejde blandt jøder blev på det tidspunkt drevet af det engelske missionsselskab Churches Ministry among Jewish People (CMJ). De henvendte sig i 1823 til Janicke og bad om at få to missionærer stillet til rådighed for arbejdet blandt det jødiske folk. Janicke udvalgte Nicolayson som den ene, og han erklærede sig villig og rejste til England for yderligere sprogstudier.
CMJ havde i mellemtiden erkendt, at man først burde give Jerusalem det, de behøvede allermest, nemlig en læge. Således kom Dr. George Dalton i 1825 til Israel og bad kort efter sin ankomst om at få en tysk- og arabisktalende medarbejder sendt ud.
Nicolayson blev formelt ansat som missionær i Jerusalem i 1825. Efter et kort besøg i Danmark for at sige farvel til sin mor og resten af familien rejste han til Mellemøsten via Malta. Fra Malta rejste han til Alexandria nu Kairo – og derpå til Beirut. Først året efter nåede han omsider frem til Jerusalem og mødte Dalton den 3. januar 1826. Kort efter bukkede Dalton imidlertid under for sygdom og døde. Nicolayson var pludselig ladt ene tilbage under forhold, der dengang var meget barske. Han var den eneste evangelisk kristne i en by, som ikke brød sig særlig meget om evangelisk kristendom – med mindre man var evangelisk kristen læge.
– Der var megen religiøs kontrol i området, forklarer Kelvin Crombie. Muslimer, katolikker og ortodokse vågede over hinanden og syntes aldeles ikke, det var nogen god idé at endnu en kirkelig fraktion gjorde sit indtog.
Der var således ikke mulighed for, at den enlige missionær kunne blive i byen, og han rejste derfra i april 1826.
Efter mange omveje, heriblandt også et skibbrud, nåede han i 1828 tilbage til Beirut, hvor han igen traf Mrs. Dalton. De giftede sig kort tid efter, og John blev stedfader til to små drenge. Og i 1833 kunne Nicolayson omsider med sin familie flytte til Jerusalem, hvorved han blev byens første permanente evangelisk protestantiske indbygger.
Fra 1833 koncentrerede Nicolayson sig om at konsolidere arbejdet i Jerusalem. Meget af tiden arbejdede han side om side med flere amerikanske missionærer. Men hvor Nicolayson fokuserede på først til jøderne, havde amerikanerne fokus på og også til hedningerne. De første år bød på talrige udfordringer, og Nicolayson selv var tæt på at blive myrdet i 1834 under en opstand foranstaltet af arabiske bønder, der gjorde oprør mod det strenge egyptiske styre.
En af Nicolaysons adoptivsønner skrev:
I 1834 blev vi udsat for en forfærdelig oplevelse. Fellaheen oprøret, hungersnød, pest, jordskælv, belejring og fald af Jerusalem; de sejrrige bønders massakre, vores hus gennemhullet af kanonkugler og rystet af jordskælvet. Vi gemte os alle i et rum i kælderen, ris var vores eneste føde, madlavning umulig. Nicolayson blev pågrebet, bundet med reb og så godt som myrdet, mistænkt af oprørerne for som europæer at stå i ledtog med den forhadte egyptiske regering, da en af oprørerne i det øjeblik, sværdet blev hævet for at hugge hovedet af ham for øjnene af os alle ude på vores gårdsplads kastede sig ind foran hr. Nicolayson og råbte: Dræb ham ikke, han er en bogens mand, jeg kender ham.
Familien Nicolayson tog efterfølgende på en tiltrængt ferie i Beirut. Efter en kort visit i Jerusalem i 1835 blev Nicolayson i 1836 bedt om at komme til England for at diskutere det fremtidige arbejde i Jerusalem. Der havde allerede i 1834 været forslag fremme om at etablere en hebraisk protestantisk kirke i Jerusalem, og i den forbindelse ville det være en fordel, om Nicolayson var ordineret som præst i den engelske statskirke, Church of England, hvilket han blev i 1837.
Derpå vendte han tilbage til Israel med den opgave at finde et stykke jord, hvor der kunne bygges en kirke samt lokaler til missionsarbejdet. Men det var på ingen måde nogen let opgave. Selvom udlændinge havde tilladelse til at bo i Jerusalem, forbød landets love stadig disse at købe fast ejendom, og islamiske love forbød opførelse af nye kirker.
Med indgreb fra den engelske regering lykkedes det omsider Nicolayson i slutningen 1838 at erhverve et stykke jord lige inden for Jaffa-porten, som han i 1839 gik i gang med at rydde og gøre klar til bebyggelse. Samtidig hermed blev hans arbejde som forkynder belønnet, idet en jødisk familie bekendte sig til troen på Jesus som Messias og blev døbt. Han skrev, at det var den første israelitiske familie, som efter al sandsynlighed var blevet døbt i denne by siden de første kristne dage således indpodet igen på deres eget oliventræ og med til på ny at lægge de første levende sten til en hebraisk-kristen kirke i Jerusalem på det samme apostolske grundlag, der første gang blev lagt her på den store første dag i pinsen.´
Men dengang som nu betød urolighederne i regionen, at missionsarbejdet og kirkebyggeriet i perioder måtte indstilles. Tyrkerne var ved magten, og Nicolayson rejste derfor til Konstantinopel i november 1843 for at give den britiske ambassadør der al nødvendig dokumentation for at få tilladelse til bygning af kirken. I 1845 blev der sendt en begæring med mere end 16.000 underskrifter til det britiske parlament med anmodning om, at alt blev sat ind på at opnå endelig tilladelse til byggeriets genoptagelse, og omsider blev der i slutningen af samme år givet tilladelse til opførelse af et konsulatskapel. At benævne byggeriet konsulatskapel var den eneste måde, hvorpå den tyrkiske sultan kunne imødekomme islamiske lovkrav, som klart forbød opførelse af nye kirker i dar al Islam området Islam-området. Dette var en af John Nicolaysons største bedrifter en bedrift, som havde langtrækkende konsekvenser for udviklingen i såvel Jerusalem som i Israels land.
– John Nicolayson var en stædig mand i ordets mest positive betydning, forklarer Kelvin Crombie. Han var samtidig en stille mand, den mere landlige type, hvis du forstår. Men hvad han manglede i personlig karisma, havde han så sandelig i udholdenhed. Han nægtede simpelthen at give op.
Kirken stod omsider klar i slutningen af 1848, indvielsesgudstjenesten blev holdt den 21. januar 1849, og Christ Church, Kristus Kirken, den første protestantiske kirke i Mellemøsten, var omsider en realitet.
Bygningen kom til at stå som udtryk for filosofien bag den præstegerning, som havde ledet Nicolayson og CMJ gennem knap 30 år. Skønt kirken arkitektonisk fremtrådte i nygotisk stil og således meget engelsk i sin konstruktion, var den indvendigt udstyret med hebraiske inskriptioner og jødiske symboler. Det var og er – i sandhed en hebraisk-protestantisk kirke.
Menigheden af troende, både jøder og ikke-jøder, fortsatte med at vokse. I løbet af ti år var der tæt på et hundrede medlemmer inkl. børn med jødisk baggrund, der deltog i de forskellige gudstjenester på hebraisk, engelsk, tysk, spansk (og indimellem arabisk). Visionen om jøder og ikke-jøder til gudstjeneste sammen i Jerusalem, en virkeliggørelse af Paulus ord om, at jøder og hedninger er ét nyt menneske i Messias var langt om længe gået i opfyldelse i Jerusalem.
Baseret på interview med Kelvin Crombie samt hans notater, oversat af Dorthe Orbesen.
