På vej mod en missional kirke?

I sin bog „The Change of Conversion and the Origin of Christendom“ (1999) gør Alan Kreider opmærksom på, at kirken i de første tre århundreder var en kirke i mission, med en vækstrate på 40 % pr. årti, på trods af, at kristendommen var en marginaliseret bevægelse, og kristne ofte blev udsat for forfølgelse.
I det 4. århundrede sker der en drastisk udvikling i kirkens status i samfundet. Kirken går fra at have været en forfulgt minoritet til at blive statskirke.
Først en tilladt religion og dernæst den eneste tilladte.
Skellet mellem kirken og verden forsvinder, fordi det at være borger i Romerriget (og de efterfølgende riger – også de kongeriger, vi helt op i det 18. og 19. århundrede møder i Norden!) bliver identisk med at være kristen.
Skellet mellem kirken og verden afløses af skellet mellem clerici (gejstlige) og idiotes (uvidende, lægfolk). Men dermed forsvinder også kirkens mission. Fokus i kirkens tjeneste bliver den pastorale omsorg og vedligeholdelsen af kirken.
Visse munkeordener krydsede dog geografiske, kulturelle og religiøse grænser og var med til at forkynde evangeliet uden for det kristne rige.
Statsmagten sættes også ind ved kristendommens udbredelse i naboområder, fx gennem korstog, også i Østersøområdet. Kristianiseringen af nabofolk blev ofte forbundet med en politisk undertvingelse af disse folk.
Det var jesuitterne, der som de første brugte termen mission i den moderne betydning, nemlig om spredningen af den kristne tro. Ordet blev nært knyttet til vestens koloniale ekspansion.

I 1792 udfordrede den engelske baptist William Carey sin samtids kristne til at engagere sig i verdensmission. På det tidspunkt var de toneangivende kredse i den officielle kirke af den opfattelse, at missionsbefalingen ikke længere havde gyldighed i og med, at de første kristne havde bragt evangeliet til hele verden. Reaktionen fra præsidenten for The Baptist Assembly var tidstypisk: „Sit down, young man; God can convert the heathen without your help or mine.“
Carey argumenterer for, at missionsbefalingen stadig er gældende, og at der er stort behov og store muligheder for mission i verden, netop fordi opdagelsesrejser og kolonisering havde åbnet nye horisonter. Han opfordrer til, at kristne med hjerte for mission danner frie kirkelige missionsselskaber med komiteer, der skal samle penge ind til udsendelsen af missionærer.
De, der blev grebet af missionstanken, ville ikke længere sætte sig ned og vente på, at den officielle kirke tog et initiativ til mission, men i stedet gik de sammen med ligesindede og organiserede sig i frie selskaber.
Med fælles udgangspunkt i pietismen opstod der parallelt og oftest i et nært samspil en indre missionsbevægelse, hvis formål var åndelig vækkelse og fornyelse i kirken.
Men i Danmark kulminerede vækkelsesbevægelserne frem mod 2. verdenskrig. Antallet af missionshuse er næsten halveret siden krigen, og antallet af børn i søndagsskolerne er faldet til 1/10.
I den anden halvdel af sidste århundrede har der været en bevægelse for at bringe kirke og mission tættere sammen igen. Internationalt i og med, at Det internationale Missionsråd og Kirkernes Verdensråd i 1961 blev lagt sammen. Nationalt kan man spore samme tendens med Folkekirkens Missionsråd, Dansk Missionsråds Folkekirkelige Afdeling og senest Folkekirkens Mission med provstikomiteer og stiftsudvalg for mission.

I 1974 vendte Lesslie Newbigin hjem efter 35 år i Indien, men han oplevede, at det var et helt andet England. I sin selvbiografi „Unfinished Agenda“ fra 1986 beskriver han kirkeligt arbejde i England som meget hårdere end i Indien, fordi foragt overfor evangeliet er værre end opposition.
Et langt liv væk fra sit fædreland som missionær i et fremmed land med fremmede kulturer og religioner havde givet ham den nødvendige distance til hans egen engelske kultur og havde givet ham et missionsperspektiv på hans egen og hele vestens kultur, som satte ham i stand til at give et enestående, men ikke alle steder påskønnet missiologisk bidrag til kirkerne i vesten.
De synspunkter, som Newbigin fremførte, og som via Kirkernes Verdensråds „Evangelium og Kultur“ program også blev drøftet i Danmark i 90’erne, lå i forlængelse af slagordet fra Kirkernes Verdensråds missionskonference i Mexico City i 1963 „Mission på seks kontinenter“. Missionsmarken var alle steder (også i Vesteuropa), og alle kirker stod i en missionssituation.
Disse tanker indebærer et opgør med den traditionelle opdeling mellem den kristne verden og den ikke-kristne verden og med den tusindårige kristenhedstænkning.

I mange år var det god latin i akademiske, men også i bredere folkelige kredse, at tro på de sekulariseringsteorier, der forudsagde, at religionen ville miste sin indflydelse og før eller senere forsvinde, efterhånden som folk blev moderne, oplyste og videnskabeligt orienterede.
I dag er de fleste forskere enige om, at de tog fejl. Det, der rent faktisk er sket, er, at kirken har mistet tilslutning og indflydelse i vestens samfund og er blevet marginaliseret, samtidig med, at religion har oplevet en opblomstring.
Moderniteten blev præget af optimisme på menneskets vegne, rationalisme, kontrol, forudsigelighed, individualisme og fokus på menneskets behov. Igennem de seneste årtier har modernismens nye guder imidlertid mistet deres troværdighed og deres evne til at holde sammen på samfundet. I dag er vi på vej ind i en situation præget af en ekstrem grad af usikkerhed mht. objektiv viden, familie og samfund, moral og etik, tro og identitet.

Hvordan skal kirken være kirke i et samfund, der i praksis har udskiftet kristendommen som sin grundpille, og de nye grundpiller vakler?
Nogle lukker øjnene og lever videre, som om intet var hændt. For kirken betyder det, at den bliver et kulturelt museum. Andre søger tilbage mod gode gamle dage. Men de er ikke mulige at reetablere, hvor gerne mange end måtte ønske det. For kirken betyder den holdning, at den kæmper en kamp, der er tabt på forhånd, og dermed bliver irrelevant.
Andre tager med kyshånd imod den ene bølge efter den anden af koncepter for, hvordan kirken kan få succes. Koncepter, som er udviklet i en anden kontekst, end hvor vi skal bruge dem, og som ofte forudsætter enestående dynamiske karismatiske ledere, for at de for en tid kan lykkes.
Når vi skal overveje, hvad det vil sige at være kirke og mission i det 21. århundrede, må vi lade os inspirere og vejlede af bibelske historier, som bliver særligt relevante i vor nye situation, og hente erfaringer fra andre dele af kirkens tradition, fx kirkens erfaring med at leve i en pluralistisk kultur før kejser Konstantin.

Inspireret af Newbgin udgav en gruppe nordamerikanske teologer og missiologer i 1998 bogen „Missional Church“. Bogen er et resultat af et treårigt studie- og forskningsprojekt. Udfordringen var at overveje, hvordan kirken og kirkens teologi ville se ud, hvis man skulle tage alvorligt, at Nordamerika i dag er en missionsmark. Det er denne bog, der har givet os begrebet missional kirke. Det er et nyt ord, der understreger kirkens essentielle væsen som Guds kaldte og sendte folk.
I Danmark arbejdes med „Missional Kirke“-tankerne i et netværk under Folkekirkens Mission (se missionalkirke.dk). I Norge, hvor arbejdet ligger i Samarbejdsrådet for Menighed og Mission, peger man på, at målet er „Misjonerende menigheter der evangeliets kraft får inspirere og utruste menigheten til å dele troen gjennom nærvær, handling og ord, lokalt og globalt“.
Ifølge Craig Van Gelder (The Essence of the Church, 2001) drejer det sig om at tage sit udgangspunkt i kirkens væsen for at overveje, hvad kirkens tjeneste må være (the church does what it is), for at finde en hensigtmæssig struktur for den missionale kirke (the church organises what it does).
Mens mission tidligere ikke var på folkekirkens dagsorden (og nogle præster ligefrem tog afstand), kan man inden for de sidste 10-20 år pege på spæde tegn på en missional fornyelse. Der eksperimenteres med gudstjeneste som mission. Der arbejdes med at inddrage ikke-kirkevante gennem Alpha grupper, Bibelmarathon, studiekredse, pilgrimsvandringer mv. Flere steder er der samarbejde mellem missionsselskaber og menighedsråd om missionsprojekter, der retter sig mod mennesker af anden eller ingen tro. I 2001 gik syv stifter sammen om „Folkekirke og Religionsmøde“, hvis formål er „med udgangspunkt i evangeliets forkyndelse at styrke den danske folkekirkes møde med andre religioner i Danmark“. I 2004 holdes der for første gang en folkekirkelig missionskonference på initiativ af to biskopper og i samarbejde med Folkekirkens Mission.

Efter min opfattelse må vi begynde med en erkendelse af kirkens og missionens svaghed og krise, der fører os ind i en ydmyghed, hvor vi bliver åbne for at lære fra andre kristne, også kristne i den tredje verden. Fokus må flyttes fra præsterne til lægfolket; lægfolket må ses som de „almindelige“ præster og de „ordinerede“ præster som hjælpepræster for de „almindelige“ præster.
Der er behov for udvikling af en hverdagslivets spiritualitet, der kan forankre (post)moderne mennesker dybere i en kristen identitet. Vi må lære at lytte til og indgå i dialog med mennesker af anden eller ingen tro og i den forbindelse lære at tale om vor egen tro. Den enkelte kristnes nådegaver og talenter må identificeres og udvikles til gavn for fællesskabet. Vi må udvikle forskellige måder at være kirke og menighed på, f.x. som familie, synagoge og tempel.

Kronikken er en sammenfatning af et større kapitel i bogen „Kirke i Mission“ (Serien Ny Misison nr. 6). Udg. af Dansk Missionsråd marts 2004.