Venstre sidebanner eksempel

Alkoholbevilling skaber glæde på Hurup Missionshotel

Det er et spørgsmål om overlevelse, der har tvunget det 80 år gamle Hurup Missionshotel i Thy til at søge alkoholbevilling.Missionshotellet har oplevet, at færre og færre ønsker at holde private fester på hotellet. I stedet bestilles maden på hotellet, mens festen holdes hjemme eller i sognegården, hvor det er tilladt at nyde øl og vin til maden.
Den udvikling er ikke rentabel for missionshotellet, og uden alkoholbevilling kunne vi lige så godt dreje nøglen om, siger anpartshaver Jens Kristian Brander til Kristeligt Dagblad.
Det har krævet adskillige juridiske sværdslag at slippe af med kravet om afholdenhed. Kravet er nemlig tinglyst i en servitut på ejendommen, og først i andet forsøg er det lykkedes at slippe af med kravet til stor glæde for dem, der håber på en fremtid for missionshotellet.
Missionshotellet var indtil 1918 den lokale krostue, men folkene omkring missionshotellet lover, at der ikke bliver krostue igen. Der vil kun blive serveret øl og vin til maden.
Hurup Missionshotel er et af mange missionshoteller, der de senere år har set sig nødt til at vinke farvel til afholdenheden. Kun tre hoteller er fortsat uden alkohold på hylderne. Det drejer sig om Stella Maris i Svendborg samt Nebo og Hebron i København.